Børn i fokus.

2006

Det kan være et tilfælde  at jeg med kort tids mellemrum har læst tre bemærkelsesværdige romaner, hvor en ung dreng er hovedpersonen. Men mon dog.
Jeg tænker på Cormac MacCarthys The Road [road], Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close [Extremely] plus Mark Haddon The Curious Incident of The Dog in The Night-Time. [Dog]

Der er tale om tre meget forskellige bøger, men indsigten i en ung drengs måde at tænke og reagere på er imponerende i alle tre tilfælde. Dog bruger humor til at skabe et troværdigt billede af en autistisk dreng, Road spejler drengen gennem en fars tanker, Extremely sætter hovedpersonen ind i en ramme af slægt og tidstypiske begivenheder.
(Der har også været andre - To Kill a Mockingbird og Donna Tart The Little Friend - begge med unge piger som hovedpersoner.)

Er det begyndelsen til en trend at have helt unge hovedpersoner? Er det blevet påtrængende at gøre opmærksom på barnets stilling i en verden, der trods internet og mobiltelefoner er blevet mere og mere vanskelig at håndtere? Er der ved at opstå tanker om, at vi trods materiel overflod i børneværelset ikke forstår hvad der er virkelig væsentligt for børnene? Voksenbøger med børn i hovedrollen er i alt fald kommet ind på den litterære scene og [mærk mine ord] psykologer har ikke nogen fremtrædende roller, hvis de da i det hele taget bliver nævnet.

Extremely er fortællingen om Oscar, der mister sin far i terrorangrebet på World Trade Center. Hvordan han prøver at takle sit tab og savn gennem en lang søgen gennem alle kvarterer i New York for at finde en lås der passer til den nøgle han har fundet i sin fars efterladte ejendele. Christopher i Dog foretager en ubegribeligt udfordrende rejse ind til London for at finde sin mor [og den der har myrdet naboens hund]. I Road ligger udfordringen for sønnen i at tro ubegrænset på faren, mens de kæmper for overlevelse i en verden der er tilintetgjort af en atomkrig. Fælles bliver vores opmærksom på at børn har næsten ubegribelige anlæg for at overleve under forhold hvor voksne måske ville give op.
Fælles er håbet [efter atomragnarok, efter 9/11 og forældres skilsmisse]. Det er tre livsbekræftende bøger. Bøger om at flytte sig, gå fra sted til sted, søgende, uden at give op.

Bøger har alternativt layout. Extremely med mange fotos af bittesmå dele af virkeligheden og sider med en sætning. Den slutter med en animeret "film" som dem vi lavede som børn på en notesblok - motiv: Oscars far flyver baglæns op mod World Trade tårnet og bliver frelst. Dog hat tegninger, opgaver, fremhævet skrift. Road er bygget op af afsnit på ikke mere end fem linier, korte stramme sætninger.

Der er tale om tre bøger ud over det sædvanlige på mange måder. Hvis du læser dem i efter hinanden, vil du få mange krydsende associationer. OG gode overvejelser over hvorvidt de tre unge drenge tænker som unge drenge nu engang tænker eller om de tænker som voksne mænd tror de tænker.

Jeg ville ikke bliver overrasket hvis der dukkede endnu flere voksenbøger op med et ungt barn i hovedrollen.

2012

For nogle år siden omtalte jeg Cormac MacCarthys The Road [road], Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close [Extremely] plus Mark Haddon The Curious Incident of The Dog in The Night-Time. [Dog]
som eksempler på en tendens til at børn og unge mennesker blev hovedpersoner i romaner. NU har vi så Room af Donoghue og Kelmans Pidgeon English. [ Naturligvis kan man kaste et sideblik til Harry Potter, men han er mere fantasyprægede]

2014

Jamen Canada !