Nanna - et andet liv ; Vejen til Lee
Anmeldelse af gode bøger

 

 

Lise Andersen: Så kan vi skilles. Digte.
Ravnerock 2012
Foto: Thyge Bjerregaard Pedersen
Tryk: One Way Tryk
ISBN : 978-87-92625-58-8
Udgivet med støtte fra Velux Fonden

www.ravnerockforlaget.dk
post@ravnerockforlaget.dk 
 

Efter en pause  i digtudgivelserne    seks år , er Lise Andersen tilbage i lyrikkens verden med bogen
Så vi kan skilles, der udkom i september måned.  Digtene beskriver et forholds vej fra forelskelse til kærlighed , hvor  to  mennesker efter et liv  med mange facetter af godt og ondt "kan skilles", Ikke i  resignation, men i omhu  for at  " ..passe på / ikke at / træde på / stjernerne " deres fælles liv har rummet . Den overordnede udvikling i forholdet  er varieret med flash backs og udblik til andre kulturer.

Intensiteten i bogen er stor i den fint komponerede helhed mellem de afsluttende digte:  Det er; Efterårsblade; Det er smilehullet i din kind; Morgenansigt; Når vi ses; Hvidlige drømme; Grå morgen; Fingerveje; Glemt og Planeter. [63 - 79 ].  En digtrække hvor læseren bliver berørt. Af det smukke og stærke digt "Der er ",  der går godt i spænd med " Efterårsblade" ,som mere beskriver den fysiske side af sygdommen , der rammer  manden i parforholdet. Af "Det er smilehullet" der er fyldt med de stjerner, man må passe på ikke at træde på. Fulgt af en række gråtonedigte med linier som:  " dit blege morgenansigt";"hvidlige/ drømme og/ sort/ stilhed" . Inden smerten tager over  og du´et "brøler /som et anskudt dyr" .  Til sidst "læner [du] dig/ tilbage/ i stolen/ og forsvinder" og " jeg / dækker din/ krop/ med dug ".  Smukt.

Et andet styrkeområde er grønlandsdigtene. [19 - 28] . Her er gode sansninger; f.eks.  i form af gule tulipaner,der viser sig ved nærmere eftersyn at være poser "med menneskeligt / affald/ lort". [ Gule tulipaner 21 ] Her findes også et af samlingens flotteste digte , som rummer linierne :

 "inuitten
mellem
isbjerge
i stor fart

rank
i
båden".
[Hundepladsen [22 ] ]

Den inuit er åben for fantasier !  Som også søulken ; jægeren og elskeren der kun kan mødes med jeg´et i det skjulte , i kælderen.

Grønlandstemaet er fint integreret i hovedstrømmen i bogen ; men når jeg kommer til digte som Mamba, Woodoo, og måske Tæppet, får jeg en fornemmelse af , at forfatteren har spredt sig for meget.  Enkelte andre digte kunne på samme måde  have været udeladt . [ I øvrigt gode digte som "Dronning"  eller "Fiskerne" virker lettere distraherende i forhold til flowet .]

 Med så stærke og  flotte digte som Du [ 6) -

 " det er ...måden
 du kl´ær dig af
 
står foran mig

det er
måden
du synger falset
på" 

eller 
Flagermus [51]


" i din hånd
er der en
rede
fuld af
museunger

i dit hår
er
der blafrende
flagermus
og
flyvende
tupilakker "

-  ville  læseren med en lille halv snes færre digte måske  blive endnu dybere engageret i Lise Andersens overbevisende indblik i sandheden bag Tennysons linier:

"It´s better to have loved and  lost / than never to have loved at all. "

 

 

 

       Lise Andersen / www.lise –andersen.dk
       Nanna – et andet liv
       TURBINE . Aarhus 2012
       200 sider. ISBN 978–87–7090–828–3.
       Vejledende pris : 229,- kr

 

Lise Andersens omfattende forfatterskab, bestående af romaner, digte, fagbøger og børnebøger,  er blevet endnu en bog rigere.  I bogen Nanna – et andet liv følger læseren pigen Nanna , der er født med en kromosomdefekt , fra hendes tidligste barndom til i dag, hvor hun er voksen.  Bogen behandler både Nannas sejre og de kampe som hun og hendes familie kæmper, for at Nanna skal få et godt liv.  Bogen bygger på virkelige hændelser . Den er blevet til gennem samtaler med Nanna og hendes mor .

Lige som sin forgænger , Vejen til Lee, er Nanna – et andet liv, en ”ægte Lise Andersen” :  Uden store armbevægelser fortælles der om  et menneske , der, ramt af alvorlig sygdom, er helt afhængig af sine nærmeste omgivelser .  Omdrejningspunktet er familiens og omsorgspersonalets forholden sig til det ansvar der pålægges dem i mødet med  den syge ;  men også den gode empati for en udviklingshæmmet og dennes sårbarhed og udsathed.    

  Nanna – et andet liv er en aktuel bog, fordi den offentlige debat i disse år ofte fokuserer på svage medborgere  og deres forhold i det offentlige system.  Det er derfor meget relevant at fortælle historien om  Nanna og hendes lange rejse gennem det offentlige system og hendes oplevelse af mødet med de [måske alt for] mange pædagoger og plejepersoner  i  forløbet.  Man forstår lidt bedre, hvordan mennesket Nanna  har  det med høje angstfremkaldende lyde; med at være sammen med mange mennesker . Hvordan hendes bogstavelige opfattelse af omverdenen kræver løbende særlig hensyntagen.

Bogen er ikke endnu et indlæg i den løbende debat om vores sociale systems utilstrækkeligheder, men en
case-agtig  fortælling om et menneske der ikke opfatter verden som vi andre. Om hvordan små ting kan ændre et anbragt menneskes livskvalitet til det bedre eller det værre.   Bogen hæver mit bevidsthedsniveau omkring handikappedes behov.  Måske ikke så ringe en bog at læse for en pædagog/lærerstuderende eller for forældre og pårørende til et handikappet menneske.  Her et af mange eksempler , der præcist viser en problemstilling der ikke har noget standardsvar:

Da Nanna er på tur til Holland med andre brugere plus pædagoger ligger hun i sit telt om aftenen og lytter til at pædagogerne fester og går over og spørger om hun  må være med : ” Du kan aldrig blive venner med os! Vi er faktisk på arbejde”. Hun blev stående , ligesom frosset fast. ”Tina har ret,” sagde Mikkel,  ” gå over til dem , du hører til . ” Men Nanna stod der, lammet, hun kunne slet ikke finde ud af at ruffe sig over til det store telt.

På den anden side har bogen mange eksempler på hvordan pigen Nanna bliver utrolig glad for anerkendende ord,  små tiltag i hverdagen på de forskellige institutioner og skoler, hun frekventerer.
Bogen kan risikere at  flytte ting og sager fra vores underbevidsthed og ind i vores bevidste tankevirksomhed.  Så læseren måske ser anderledes på Nanna, næste gang hun/ han møder hende.

Poul Høllund Jensen

30. marts 2012

 

Lise Andersen:   Vejen til Lee.

Hæftet , 116 sider

ISBN 9788791519406

Forlaget Queenswood

Pris  129,- kr.

 

Toget glider ud fra en større tysk banegård og kører snart mellem grønne marker og spredte træer.  En skoleklasse har indtaget de andre sæder i kupeen.  De spiller computerspil,   griner og råber , sorgløse, opslugt af nuet.  Jeg tager Lise Andersens bog , Vejen til Lee op af tasken.  Den handler om forfatterens kræftsyge søsters sygdom og død ;  og der er flere fællesnævnere mellem togturen og bogen end de grønne marker på omslaget. Jeg kommer til at tænke på at det dybest set er den samme  tilværelse,  der  strækker sig fra computerspillende skoleelever til et kræftsygt  menneskes afsked med livet ; at selvom køreplanen er uforudsigelig , er afgang og ankomst  uundgåelige.

Lise Andersen har et alsidigt forfatterskab bag sig, har bevæget sig i mange forskellige genrer; men Vejen til Lee er hendes første værk i dagbogsform.  Projektet er dristigt. Det er fortællingen ”om min søster. Om de sidste fem måneder af hendes liv. Hun døde af cancer 65 år gammel.” Dristigt fordi ” det er en privat historie” , som forfatteren håber ”er blevet transformeret fra privat til personlig…  kan give indsigt i de mange følelser, der hjemsøger én , når man skal tage afsked med en elsket person. ”

Hvorfor så de grønne marker , de computerspillende skoleelever i toget ? Fordi ”sorrig og glæde ” ikke ligger i hver sin kasse! Det slår mig , at trods tårerne og en søsters udmarvende sygdom er bogen ikke domineret  af lange samtaler om døden eller om at være bange for at dø. Der henføres ofte til hvordan naturen fortsætter sin ustoppelige parallelproces .  ”Den ro, det giver at vide, at der er noget, der gentager sig, hver dag selv om verden er af lave : hestene , der bliver sat på græs om morgenen… De små ting, der bliver vigtige…. Stille, våde, grønne dage i Lee.”

 Og måske det smukkeste sted i bogen :” Emmys sjæl flyver roligt ud gennem trækruden. Ud i det våde, grønne forår.”

Det er blandt andet i denne rammesætning af sygdomsforløbet at det private bliver løftet op i  det personlige .  Men der er andre bidrag til processen.  Det er godt at få at vide , at megen tid  og omsorg  bruges på løsningen af konkrete problemer, på at lindre smerterne , når et menneske ligger for døden ; lige fra  :  ” Især har det gjort ondt at ligge på det højre øre. Elna har lavet en lille rund pude af vat, som tager lidt af trykket mod ørets tynde hud. Yderst er der blød gaze…..”  og til den større og større docering af smertestillende medicin. 

***

En afgørende tyngde i Vejen til Lee [ I øvrigt navnet på den lille landsby i Midtjylland, hvor søsteren Emmy boede]ligger i dagbogsoptegnelsernes beskrivelse af forholdet mellem forfatteren Lise og søsteren Emmy.  For den yngre søster , Lise,  bliver Emmys sygdom og død udgangspunkt for en fortælling om bratte stemningsskift mellem glæde og sorg, mellem gråd og små bitte hverdagsting der hjælper med til at komme videre.  Om selvbebrejdelse og usikkerhed. Om omsorg og kærlighed.  Her fornemmer jeg at dagbogsformen er egnet, fordi den skrives  i  nuet og derfor  har mulighed for umiddelbarhed  og autenticitet .  Man kan  ikke redigere sine følelser , når man sidder ved en søsters dødsleje. Jeg citerer:

”Jeg vil ikke miste hende. Men det gør jeg jo. ” ”Jeg har jordbærkager med. Dem fik vi altid, når hun var hjemme på ferie fra Zanzibar. ”” På hjemvejen skråler jeg med på Leonard Cohens melodi…… Tænker , jeg lever, jeg er rask!  Og får dårlig samvittighed. ”

” Hun er så smuk, selv om hun er så syg. Det lille trekantede  ansigt , øjnene der fylder det hele. ”

Og indimellem en humor. Emmys bemærkning om begravelsen: ” Det, jeg er mest ked af , …. er , at jeg ikke selv kan være med. ” Om gravpladsen siger Lise: ” I får en smuk udsigt. ”

Bemærkninger indlejret  i en verden af bækkener, morfin og opkast. Uden for de flestes erfaringsområde. Uden berøringsangst. En ærlig bog.  En kærlighedserklæring til en savnet søster der slutter med ordene :

” Og jeg er brudt ud af den lukkede glaskugle, jeg har opholdt mig i  siden Lee.
Men med en stor sorg indeni. Regn og rusk og ild i brændeovnen, kaffe i koppen.
Mon glæden nogensinde vender tilbage? 
Da jeg går tur dukker agerhønen op i det spirende grønne…”

 

Poul Høllund Jensen  18. juni 2011