Rold - Aarestrup
Helt ude vestpå i roldskovområdet

Tur 4. Rold - Torstedlund Skov - Aarestrup

Stå af ved det sædvanlige stop i

Rold , øst for rundkørslen og gå mod vest gennem byen.(Måske får du tid til at se cirkusmuseet) Først over åbne marker en halv kilometer på landevejen før skoven lukker om dig og du undslipper til højre i svinget ved den stensatte
gård. ( Her er kun fem minutter til Roldkilden ”Danmarks eneste bjergbæk” (Quistorff) medtilhørende udsigt over Lindenborg Ådal lidt længere fremme).

Du kan også blot følge skovvejen parallelt med landevejen. Lærketræerne lyser op her i oktober. Bladene løsner sig ved egen kraft og svæver mod jorden. Efteråret er dejligt, når    man er glad.

Nøgne træer Støvler jubler Efterårsbraille

Du er nødt til at gå op på landevejen igen for at komme over den spæde begyndelse til

Lindenborg Å . Herfra og langt mod nord er der ingen vadesteder eller spange. Du nyder atkomme tilbage i skoven første gang til højre efter kommunegrænsen til Nørager, der dannes af åen.

Nordpå langs åen i

Nørlund Skov som går ver i Torstedlund Skov. Ved Damborg et godt kig mod øst ned over åen som du måske så mod vest for en halv time siden. Granerne, snart som katedraler snart som Rolf Krake. Generelt mod nord. Der er en lysning med et selvkonstrueret sæde højt oppe, hvor en Wordsworthfigur sikkert sidder i morgengryet. ”Nay, Traveller ! rest. This lonely yewtree stands / Far from all human dwelling: what if …” . I Ersted delen af skoven.

På vej mod nord gennem

Torstedlund Skov følger du et kønt gammelt skovdige et stykke.Bl.a. med en flot solitærgran. Kig godt på kortet og gå mod Ersted til du kommer ud af skoven.  Det uundværlige kort 1216 II NØ Rold) Denne vej har du flot udsigt over ådalen. Hvis du skulle fare lidt vild, kommer du ud af skoven ved Espegård, og i begge tilfælde tager du den lille asfaltvej mod vest til Aarestrup gennem dansk bondeland.Brændestabler, mødding, heste og køer. Mens du venter på bussen i Aarestrup kan du nyde miljøet ved kirken, gadekæret, det fine bindingsværkshus. Vi er næsten i skovbrynet til Torstedlund skov. En far ses hente sit barn fra børnehaven med stor grøn gummiged. Bussen standser ved skolen og kører til Suldrup ad de mest charmerende ensporede veje hvor skolebørn bliver sat af ved markveje der fører til enligt beliggende gårde. Derfra kommer du videre til Aalborg. Turen er formentlig 10 – 12 kilometer.