9210 - digte fra forstaden
Leifs Sørensens tredje udgivelse

Torsdag  d. 23. september udgav aalborgdigteren Leif Sørensen sin tredje digtsamling .  Bogen har fået omtale i Nordjyske Stiftstidende i stort opsat artiklel plus i magasinet Prestize.

Her følger anmeldelsen :

Slidstærke digte   

Leif Sørensen:  9210 [ Digte ]

2010, Forlaget Siesta ,Århus                                                                                                                          www. Siesta-forlaget.dk
Omslag, fotos og grafisk produktion: Anna Erdmuthe Burchard
ISBN 978-87-92539-22-9
Pris 150,- kr.

Efter (for) mange års pause har aalborgdigteren Leif Sørensen udgivet sin 3. digtsamling hvis titel henviser til postnummeret for forstaden Gug ved Aalborg, hvor hovedparten af digtene er rammesat.  Samlingen er delt i tre dele. En første og en tredje der rummer enkeltstående digte fra et mangefacetteret liv  og  et centralt midterafsnit der er inspireret af skæbner og miljøer omkring Grønlands Torv. Digtene i det centrale afsnit beskriver personer og situationer i et broget kvarter præget af mange indvandrere og mennesker på lave indkomster,  med titler som  ældre grå dame, Jan, Claus Jørgen, Bent og torvebænken eller mit kvarter, parkeringspladsen,  salatbar blues, kirkegården.  De resterende slipper læseren løs  på bakken op mod Ejer Bavnehøj, ved fjorden  og ,ikke mindst, mellem  de magre [og ikke så magre] kvinder.

Lad det være sagt med et samme: Bogen er ikke et socialrealistisk manifest til støtte for denne verdens udstødte.  9210- afsnittet rummer en række præcise snapshots af de mennesker og steder der møder forfatteren uden for gadedøren og er skrevet med lune og  uden frelsthed.  Balancen mellem ”os og dem” rammes fint med det indledende digt Mit kvarter:

Her græsser haren og rågen
side om side med alliken og solsorten
Her leger Ahmed, Hassan, Bent og Brian
i det samme klatrestativ
Vi  drikker øl under petanquespillet
mens Ahmed og Hassans far
går til fredagsbøn

Søndag morgen
vågner vi til kirkeklokkeklang
og vender os
en ekstra gang

Det ord der lå på tungen ved første læsning og som senere har bidt sig fast er ordet  slidstærk.
Dermed mener jeg indlysende nok at digtene kan tåle at blive læst mere end  en gang ;  men også, lidt mere principielt, at synet på mennesker i bestemte kvarterer i andre sammenhænge kan tendere hen mod det klicheagtige og sortseende, så man hurtigt bliver træt og skynder sig til næst punkt på dagsordenen.  Nogle af digtene i denne samling er slidstærke fordi konklusionerne ikke er skrevet med store bogstaver. Som f.eks. digtet Ældre grå dame hvor ..

De somaliske drenge
leger gerne lige foran hende
og hun forsøger at feje dem væk med posen
råber efter dem
I skulle hellere tage hjem hvor I kommer fra
uvidende om
at de alle er født på Thulevej
Så de gør som hun befaler
fnisende

Eller ganske fint i digtet Den sorte ende, hvor idealerne  får et  twist, der gør digtet tankevækkende  :

Det er den ende af Thulevej
hvor folkeviddet vil vide
at beboerne holder geder på altanen
og teltene er gående

Det er også den ende
hvor folk flytter ind som humanister
men flygter væk
fordi de ikke kan holde
deres egen racisme ud

***

Sproget i digtene fra forstaden er ofte konkret; personer og steder er tegnet med få og tilforladelige streger: ” På trods af dørlukkeren/lykkes det hende/at smække med gadedøren” ;  ”Så jeg går ind til købmanden/efter 10 LA med filter/ og 6 af de blå/ sætter mig.. ”  ” De arbejdsløse slukker lyset/ de vil helst ikke/ at man kan se/ de er hjemme. ” [ 9210 valsen].  Den almindelige hverdag med kassedamen, underboen, mændene på bænken,  familiespektaklerne,  konens død giver læseren et indtryk af normalitet.

Lige indtil man havner i en tusmørkezone hvor  Leif Sørensens univers pludselig fader  over i det foruroligende eller surrealistiske der gir kuldgysninger .

 Jeg kan høre ulvene
de lister rundt på græsset…
Fortæl mig ikke
hvorfor de kom
Fortæl mig
hvordan jeg kan gå imellem dem…

Lad mig så trave
langs plæner og køreplaner
…. Lad mig frådse i boligblokkenes
blå skær af ensomhed
og angst for det fremmede. 
[Fortæl mig ikke.]

Som om dagligdagens 9210-vals kunne  standse når som helst , som om overfaldet på den pædofile i digtet Hændelse er koreograferet i et underliggende mørke . Digtene omkring dagliglivet på Grønlands Torv er forsynet med -  tankestreger.

Det ligner en dans
 men der er en
 der ikke danser med.

 

***

Det indledende og afsluttende afsnit af 9210 består som nævnt af enkeltstående digte.  Måske kunne disse   digte  have været mere afstemt i forhold til hinanden, så læseoplevelsen var blevet mere jævn.  Men selv om læseren kunne ønske sig et bedre flow fra digt til digt, ser det ikke ud som om  den usystematiske opstilling skyldes manglende indsigt hos forfatteren.  Skriveprocessens ustyrlige karakter  bliver beskrevet i  de tre digte en tanke, i haven og her er et digt  hvor det bl.a. vises at intention og resultat kan ligge langt fra hinanden:

Dette skulle
have været et digt
med et kys
men det er blevet
til en reminiscens
[en tanke]

Skriveprocessen bliver blokeret af påtrængende fysiske behov  i  digtet i haven, et festligt digt,
hvor en tissetrængende digter løber rundt i et opgravet   landskab for at finde den nødvendige busk: På trods af at han ender med våde bukser og  på trods af vejarbejde lykkes det for ham at komme af med en ”tekst” .

Vred går jeg mod huset
for at skifte tøj
mens jeg hører sjakbejsen sige
   Jeg tror vi skal lede efter en digtsamling her et sted.

I digtet her er et digt   er det ubeslutsomheden og adspredtheden der er i spil . 

I øverste hjørne
er der en fiskekutter
jeg kan ikke helt beslutte
om det er den min onkel gik ned med
eller om det er den
der altid stak til havs med mine tanker

Fint at vi får et kig ind bag processen .  At der er swingende fuldemandsdigte som jeg drak ;  nostalgi som i digt til Aksel;  spændende at kæresten

har været henne
og sparke til kirken
hvor du og din ex
blev viet.

Poul Høllund Jensen
18. september 2010