Det jeg læser.

Omtalte forfattere

Antologi - Hov-vent lige et øjeblik

Auster, Paul : Man in the Dark;  Invisible.

Barnes, Julian : The Porcupine

Barnes, Julian: The Sense of an Ending

Baunbæk, Steffen : Picnic i Hiroshima

Bjarnholt, Karsten: Bad, fuld kost og mikrofon.

Bundgaard, Ole : Haiku II

Carver, Raymond: Beginners

Delillo, Don: The Angel Esmaralda

Donoghue, Emma : Room

Dorph-Petersen, Nana Römer:
En perlemuslings bedrag.

Ford, Richard: Canada

Franzen, Jonathan: Strong Motion, The Twenty-seventh City

Homes, A. M : The End of Alice; This Book Will Save Your Life; Things You Should Know.

Kelman, Stephen: Pigeon English

Lethem, Johathan:  Chronic City

Li,  Yiyun : Gold Boy, Emerald Girl

Moody, Rick : Demonology

Morgenstern, Erin : The Night Circus

Munch-Hansen, Christian:
Musical Dream Machine

O´Neill, Joseph: Netherland

Pierre, DBC : Lights out in Wonderland

Pontoppidan, Henrik: Lykkeper

Roth, Philip : Indignation

Schmidt, Søren Gehlert:
Sytten farvel. Utilpassede digte.

Schmiegelow, Kjeld : A. Alfabetismer.

Skovborg, Else : Hirsholmene

----------   : Kneveren fra Tjærby

Wallace, David Foster: The Pale King


Omtale af bøger alfabetisk efter forfatter

Omtaler af bøger alfabetisk efter forfatter.

Antologi

Hov – vent et øjeblik
- lyrik og kortprosa fra 29 af Skandinaviens
talentfulde og aktive forfattere
www. Digte.DK.com
1. oplag Juli 2011
pris 130,- kr.
Grafisk tilrettelæggelse og omslag : Jasmin S.
Redaktører i forbindelse med udvælgelse af digte:
Lonni Krause, Thurston Magnus, Jeppe Ottow
Columbine Support & Design og
Books on Demand GmbH, København, Danmark
ISBN : 978-87-992443-3-1
EAN : 9788799244331

Antologier er spændende, fordi de giver et bredere billede af en genres aktuelle tendenser.En antologi med både debutanter og garvede bidragydere er spændende, fordi man har en fornemmelse af at være på opdagelsesrejse, af at møde det endnu ukendte.Men først skal man jo lige lokkes indenfor.Det er ikke noget problem i tilfældet ”Hov - vent et øjeblik!”Jeg har sjældent mødt en forside der så opfindsomt og næsten hypnotiserende får mig til at række ud efter den medfølgende bog.Den skælmskt charmerende amfibie med den suggestive røde pegefinger og de store intense øjne får det at sitre i tommel og pege for at vende det første blad.

”Hov – vent et øjeblik ” rummer 29 forfattere af begge køn og i alle aldre. Udvalget er foretaget mellem bidragydere til www.Digte.DK.com . En proces der på samme tid må have givet de tre ovennævnte redaktører et enormt materiale at vælge imellem og en hel del svære valgsituationer.Men hvis den foreliggende antologi er repræsentativ for de mennesker der bidrager til Digte.DK. er den adresse bestemt et besøg værd !

Tematisk kommerantologien vidt omkring; men bestemte temaer går igen i flere digte. Jeg tænker især på
”hverdag” ” digtene og digteprocessen”og naturligvis ”forholdet til den eneste ene ”.[Ingen digtsamling uden behandling af personlige relationer. ]

Principielt interessante er digtene , der forholder sig til skriveprocessen og dens produkter.
Hos Ellen Duvald kan både skrevne og uskrevne digte blokere for kontakt mellem mennesker : ”Jeg har vandret gennem de fleste/ af dine bøger/tavsheden mellem os bølger som siderne” ; ”mellem kroppene er der/ digte , jeg ikke formår at skrive ”.Bo Lille og Benny Pedersen opfordrer til at erkende egne præstationer i det rette perspektiv .Ikke plagiere som ”strutsjæle / (der) søger blandt navne / på kendte folks gravsten/ sig selv . ” (Lille).Men heller ikke afstå fra at bruge store ord, for som Benny Pedersenudtrykker det tankevækkende præcist : ” Stræbaltid mod / at finde de store ord/ Også du skal / efterlade spor/ blot lettere at udviske. ” . Kjeld Madsen sætter spørgsmålsteg ved det at skrive med følgende linier: ”jeg kunne jo selvfølgelig digte/om sneens hvidhed og musvitten og dompappen ”men ikke , ” på denne skrammede og arrede jordkugle/ hvor mennesket er det største trussel/ mod sig selv/ og pladsen som skønånd / blev alt for kostbar. ” I interessant modsætning til Christian Marentius der ”ville dø for at kunne skrive om hverdagsliv” . Og i slægtskab med Robert Mørks:

Jeg flygter i nat
stikker af fra mit skrivebord
og de uendelige rækker af ord og sætninger
den lange kø af skrigende digte
som alle sammen vil skrives nu i nat
jeg flygter ud af en drøm
som påstår sig
en million gange mere virkelig
end virkeligheden selv.

Fint at der plads til metaplanet.Til at rejse spørgsmålet : Hvorfor i alverdenskrive digte?
Hvad gør processen ved forfatteren ?Sikke en studiekreds hvis emnet tas op til vinter !

Ved ”hverdag” forstår jeg almindelige menneskersalmindelige omgivelser og projekter som kommer frem i
Ashis skæve historie om at gå tur med hunden; Birthe Faarvangs snapshot af torvenes caféer; Nana Rømer Dorf-Petersens kommode der slænger sig og dør der dasker;Christian de Groot-Poulsens cigaret , dyne , rude, elpære ogStella Hardøs novemberhave. Det som Marentius ville dø for at kunne beskrive. Det som Turell holdt mest af.Det som vi tager for givet og derfor har brug for at få underliggjort.Antologien har en fin repræsentation af det vi er tilbøjelige til at overse fordi vanen har sløvet sanserne.Det er bl.a. derfor man skal skrive digte ;-)

Temaet ”den eneste ene ” spænder her i samlingen fra Magdalene T.Hansens varme og enkle digt Uden grænser der bruger ordet ”hjerte”naturligt overbevisende tilHallgrim Hallgrimsons Penelope 2med dets klassiske referencer og komplicerede symbolik og billedsprog.Fint at historiens mest anvendte tema stadigkan varieres uden tåkrummende læsertæer.[ Jeg kan ikke få dem med , alle. Men : Blessing har en fin drømmesekvens kaldet store og små molekyle”, Sigrid Seehlenstein Graff følgendelinier”Du burde lægge mig/ fra dig ned i mit hår, darling/ varsomt og kærligt/ og lade mig være. ]

Det er mange højdepunkteriHov – vent et øjeblik. Herkommernogle af mine personlige favoritter, deri øvrigt blot er eksemplerpå bogens tekster.

Hanna Brabrand:Fis af:Hvor jeg møderhvad jeg med et hjemmekonstrueret udtryk ville kalde symbolik på et højt konkret plan. Jeg bliver helt indfanget af digtets beskrivelse af to personer hvoraf den ene graver et hul mens den anden ser til -det siges ikke hvad hullet skal bruges til eller hvem de to personer er , men symbolikken er perfekt dvs. mangetydig.

Erik Helger : Fremtoningspræg; hvor det sproglige overskud springer i øjnene.Der er ikke tale om en enkelte punchline men om en standard der holder digtet igennem .

Og Jorden anede ikke
at den var en brochure…..
Men selskabet mente
den ville ligge godt
i turistens hånd
som en netop udsprunget blomst. ”

Hallgrim Hallgrimson: Penelope 2, derer nævnt ovenfor.

Nana Rømer Dorph-Petersen:Ser dig! ; Digtet skaber en diffus angst, beskriver et overvågningssamfund hvor truslen er lige præcis så ukonkret at man gyser.

Ellen Duvald: 3; En flot sammensmeltning af konkret og symbolsk .” Jeg elskede dig som at få revet et plaster af ”. Sådan !

Jasmin S : at lade etpunktum leve. Med fokus på ordet ”det”.En hel, flot side holdes man hen med omtalen af ordet . Uden at vide hvad det dækker bliver man helt indfanget.Skælmsk, ironisk, vedholdende.

Og så kære potentielle læser af Hov- vent et øjeblik.Nu er det din tur til at gå på opdagelse efter eksperimenter med mange slags rimede digte og verseformer,efter ekkoer af Christian Winther, Erik Strunge og J.P. Jac, efter samfundskritiske digte om hakkekød eller marcherende mørkemænd, kropslighed, klassisk inspirerede temaer og ret og slet smukke digte.

Ps.Jeg har modstået fristelsen til at google de enkelte digtere og dermed forhåbentlig undgået for meget støj på linien.

Auster, Paul : Man in the Dark.

Man in the Dark er som udgangspunkt en fin sag hvor hovedpersonen fanges i en forfatterts verden og aldrig undslipper plottet i en historie der er ved at blive skrevet. Men efter ca to tredjedele af romanen "likvideres" vor hovedperson og den røde tråd bliver grå og slutter i romanjegets overværelse af en brutal nedslagtning af et gidsel hos en muslimsk terrorgruppe .  Romanjeget bor med datter og barnebarn som flettes ud og ind i dennes søvnløse nætter. Romanen søges legitimeret i citatet "and the weird world rolls on" ; men Auster er ikke på toppen i denne bog. Den teknik der lykkedes i Oracle Night ; at lade et manuskript infiltrere virkeligheden/ blive til virkelighed; er slået fejl. Der er noget fortænkt over konstruktionen og ufærdigt virker det hele. At verden er weird er ikke nogen legitimation for at sjuske. Vi ved jo allerede fra Ordsprogenes bog at Gud skabte menneskene som de bør være men at "de har så mange underlige ting for. " Tag dig lidt mere sammen Auster "   21. juli 2010.

Invisible: heldigvis er ovenstående roman med sit halvhjertede plot en undtagelse fra Austers eller brilliante forfatterskab. Romanen Invisible er eksempelvis et meget flot eksempel på den teknik man kunne kalde the technique of revelation. Auster behersker den teknik der går ud på at styre informationer til læseren så han får lige præcis de oplysninger på præcist det tidspunkt som plottet kræver. Følgeligt er det lykkedes at bygge de hovedpersoner op i stor grad af detaljerigdom - og dernæst at rive tæppet væk under os så vi ikke ved om beskrivelsen af dem er facts eller fiktion [naturligvis inde i fiktionens univers ] Jeg er sjældent blevet så overbevist om sandhedværdien af en hovedperson og derefter pluk for pluk blevet efterladt i fundamental tvivl om samme persons pålidelighed.
Romanen centreres omkring nogle få måneder af Adam Walkers liv:
Adam Walker møder Rudolf Born, bliver fascineret og derpå frastødt. Har et glødende erotisk forhold til sin søster. Tar til Paris for at konfrontere RB. Søger at diskreditere RB ved at fortælle om dennes mord på en ung newyorker til BR´s kæreste men bliver selv kørt ud på et sidespor og tvangsdeporteret tilbage til New York. 

Det er disse måneder der bliver vendt og drejet, set af forskellige personer på forskellige tidspunkter, kommenteret gennem talrige detaljer fra alle mulige synsvinkler.

Det lykkes i den grad Auster at bringe læseren i tvivl om identitet og sandhed - jeg kommer til at tænke på hvordan de tilsyneladende solide udgangspersoner i Twin Peaks tvistes og ændres til ukendelighed.

Hvad er er menneske? Hvad er vore sanser værd? Hvad er sandhed? Hver gang vi tror vi er på sporet får vi nye detaljer der bluffer os.

Lever Adam Walker i den virkelighed han tror han gør - eller digter han bevidst på sit eget liv? Bliver vi nogensinde på det rene med det der sker omkring os? Selv den mest reale og centrale virkelighed om vores liv ? Er vi skuespillere? Er vi marionetter? Er vi bare os selv ? Et er sikkert - læseren manipuleres viljesløst af Paul Auster lige til de sidste sider vendes og man sidder og ser fortryllet ud i haven. Er rønnebærtæet virkeligt spørger man ??

Der er meget velfungerende erotiske scener i bogen - meget fjernt fra New York Trilogy. Man spørger sig selv om forfatterens alder spiller ind her. Når erotikken ikke mere er virkeligheden skal så fiktionen kompensere ??

Jeg anbefaler denne bog varmt - læste hæsblæsende videre da jeg først var begyndt. 30. august 2010.


Barnes,Julian : The Porcupine.

Denne lille roman foregår i et østland efter murens fald. Den tidligere præsident står for retten; anklaget for alt der skete under det kommunistiske regime. Det lykkes ham på ironisk og til tider effektiv vis at svare igen på anklagerne fra de mennesker der for få måneder siden selv var en del af det kommunistiske styre.  Rigtig fin påpegning af at de nye tider ikke er uden deres mørke sider. Variation over Kejserens nye klæder.  

Expræsidentens forsvar i retten er ikke uden evner.  

21. juli 2010

Barnes, Julian: The Sense of an Ending

Julian Barnes : The Sense of an Ending . Vintage Books 2012

Tony Webster mener han er et omgængeligt menneske. Går på   grammar school og danner vennegruppe med Adrian, Colin og Alex,  går på universitetet, blir kæreste med Veronica, der senere danner par med Adrian, bliver gift med Margaret,  bliver skilt, går på pension. Husker sit liv som fint nok, uden de store op og nedture.  Så kommer der et brev fra en sagfører og han  rives ind i en rystende genovervejelse af sine erindringer, der ender med at fjerne grundlaget for  hans tidligere selvopfattelse.

Bogen stiller vedholdende og gentagne gange spørgsmålet : Hvor pålidelige er vores erindringer ? Svaret er nedslående og ubehageligt.  "There is accumulation. There is responsibility.  And beyond these, there is unrest. There is great unrest. "  [150]

Opbygningen af  romanen er fornemt  håndværk. Der startes med et katalog  over ting der huskes. Bogens første sætning er : "I remember, in no particular order: " [3] De anførte tingene sættes så ind i handlingen med stor præcision. Samtidig plantes bittesmå clues til det slutresultat, der dog først afsløres på bogens allersidste sider. Vi får kun uddelt den information der er nødvendig for at få os til at læse videre.  [ Ikke på  så-skete-der - noget- væsentligt måden. Mere snigende sig ind fra venstre. ] Antydningens kunst er mestret.  

Man kan naturligvis altid overveje om en  virtuos beherskelse af  plottet  hos en stor forfatter  efterhånden er blevet rent håndværk. Om budskabet dermed er blevet en nuance blegere end i debutromanen.  Men den fælde er Barnes efter min mening ikke gået i. Passagerne  om tiden, hukommelsen og  selvbedraget  efterfølges  af intense  tænkepauser  hos læseren, hvor bogen lægges på bordet. Det er  lykkedes forfatteren at skildre den store smerte hos en person, der gradvist må erkende, at hans erindringer er falske. Passende underbygget med et citat fra historietimerne i gymnasiet: "History is that certainty produced at the point where the imperfections of memory meet the inadequacies of documentation. "[59]

Læseren sidder tilbage med en forstemthed . Fordi han nødtvungent må erkende, at hvis hans fortid  nogensinde blev belyst af  sandhedsvidner, ville det være i en anden version end hans egen. Fordi han mere end aner, at hvis dette er sandt i hans personlige historie, må verdenshistorien være udsat for samme  usikre behandling.

Baunbæk, Steffen: Picnic i Hiroshima, digte

  Steffen Baunbæk :  Picnic i Hiroshima, digte.
(c) Steffen Baunbæk og Det Poetiske Bureaus Forlag
Omslag Peter Krogh
Printed in Denmark 2012.
Det poetiske bureaus forlag.
1. udgave 1. oplag ISBN 978-87-92280-44-2
WWW.DPBSFORLAG.DK

 

Steffen Baunbæks debutdigtsamling , Picnic i Hiroshima, fremstår med skarp og markant forside i sort /hvidt.  Udover titlen ses fire tegninger der får mig til at tænke på memorybrikker.  En støvle, en  paddehattesky, en rejsegrammofon og en økse.  Brikker der rent faktisk bliver vendt sammen med talløse andre.

Picnic betyder udflugt med måltid i det fri. Altså ikke spiseborde med wegenerstole, men [i dette tilfælde]
kortere hektiske ophold  i Hiroshima eller Manchester , på sjælevandring eller i nådesløs taxa. Vi hvirvles gennem barndom og ungdom, nutid og utid, forbi afdøde forfædre, beatmusikere og gamle kærester
og ender  som støv over Kuala Lumpur. Forpustede.

For denne læser er det en støtte at digtene er ekstremt rytmiske. At en pulserende og energisk motor styrer mig  gennem et mangfoldighedens univers.  Man " ser taxametret tikke sig ud af [s]it liv, / og det fortsætter, fortsætter, fortsætter. " [Chaufføren] Selv om folk falder ned i en bunke efter en heftig nat , fortsætter  "reaktoren... ned imod Kina med hamrende stempler" [Revy] . Steffen  Baunbæk er på beatet .  Rytmen kører , kører, kører. Prøv at stå i græsset  i parken under picnic´en og læse digtet Strejf for de andre. Mærk hvordan  du bliver båret at rytmen , hvordan den tager over. .

Jeg blev ramt
af en bil,
der var long drinks
og rasler
og bordbomber.
syningen gik
i din kjole,
i pisrenden
ude på lokummet
flød der en rose
af plastic.
de spillede Guns
og Nirvana
min kind
var en slagmark
af  udtværet
læbestift,
gulvet
var glat,
jeg blev ramt
at en bil.

Et af tyngdepunkterne i Picnic i Hiroshima er  digtene om barndom og ungdom . Der er tale om 15 digte, der med stor følsomhed og  skrap realisme vender brikkerne fra en jysk barndom og  ungdom så de ligger blottede i nutidens  lys. Der er et vanvittigt smukt digt om en farmor [Elegi til Esther]; En revy over det første skridt, slagtningen  af en høne, den første kærlighed, det heftige  liv i storbyen og    fejringen af årtusindskiftet [ Revy]. Med al den øjebliksevighed man kun kan have i erindringen. Der er   "som dreng skar jeg skibe "- temaet og nærmest vantro beskrivelser af jyske miljøer digteren engang var en del af. Til tider med en god portion humor. Udmærket  perspektiveret af følgende linjer om digterens  hukommelse:

 ...en åndssvag computerfejl
 slettede alt
der holdt verden i gang
min hukommelse
undtaget .

 Nu må jeg lære
at gå   uden støtte
og spise
med gaffel
i dén   . 

I syv digte, fra Visselul  [46] til Digtersvin [63], går jeget i dialog med selve digtets ide og rollen som forfatter.  Om digtet som begreb står der eksempelvis: "du er bad news/ du er nederlag på nederlag / og jeg er kun en mand / der er allergisk/ mod mig selv" [Selvtægt] eller "Digtet er ikke et bind/ der forhindrer forblødning. " [Wham bam]

Centralt i problemstillingen står digtet  Digtersvin, hvor selvforagten  lurer :  "..stiller min tørst/ med et glas/ af de tårer/ jeg netop har fældet / ved tanken om holocaust, X-factor....".  og elfenbenstårnets futilitet står udstillet i linjerne :  " og prøver /  at skrive, / mens folk bliver myrdet/ og sulter/ og stresser / og gaderne under mig/ hvæser mod ruden" .  Ja, ja siger læseren - dommedag over sig selv ;-) Men hos Baunbæk skal man ikke springe noget digts sidste linier over : 

...jeg synker igennem
 en malstrøm af tanker
og mødes med katten.
der drømmer med rette,
at den er en kat,
og jeg selv
drømmer mest
om at være
et hæderligt
menneske.

Bogens univers strækker sig fra solen er så rød mor til sjælevandring. I Den eneste ene [37] og Min karmalov [66] river jeget sig løs fra materien henholdsvis med et  " Jeg tror/ at jeg muligvis selv/ er den eneste ene/ og derfor guddommelig  " og

 når jeg så dør

og bliver fundet igen
 som et tyndt tæppe støv
 over Kuala lumpur
 vil hvert korn, jeg er ,
 håne Buddha og Brahma,
 men hylde min skaber
og lande præcist,
hvor det skal.

 Jeg vil overlade til læseren selv at tolke ovenstående slutlinier i Picnic i Hiroshima, selv at afgøre hvor vidt der er tale om en  slutning eller en ny begyndelse.  Måske har han blot lyst til at  give sig hen til ordenes fejende flotte rytme.

Digtsamlingen rummer  måske nok enkelte tekster, der kunne undværes, fordi deres indhold er godt dækket ind i forvejen .  Men der er myrer i græsset på selv den bedste picnic og jeg klarer let lidt redundans,  når jeg får lov til at se vrangen vendt ud  på Solen er så rød mor og muligheden for at  læse elegien om  Esther. Får lov  til at opholde mig i Baunbæks hektisk mangfoldige verden. 

"Vi kan betjene os selv,
vi kan  skåle i kød,
det er alt. "

Bjarnholt, Karsten: Bad, fuld kost og mikrofon.

Karsten Bjarnholt:  Bad, fuld kost og mikrofon.
Forlaget Werkstatt 2014.
Omslag og sats: Ole Bundgaard.
ISBN 978-87-89575-04-9
Med støtte fra Veluxfonden
 

Karsten Bjarnholts seneste digtsamling , Bad, fuld kost og mikrofon, befinder sig i den tredjedel af jegets liv , hvor de basale livsfornødenheder så som mad og logi er en selvfølge , men hvor der heldigvis endnu ikke er slukket for mikrofonen. Samlingen består af ca. tres tekster og rummer en spændende balance mellem løvfaldstid og den dannelse digterens højt værdsatte   lærer, hr. Bigandt, leverede i skolen. Karakteristisk for førstnævnte element er slutningen på digtet Før jeg rejste : Jeg bor i et frit fald af længsel/ efter at skrive de breve, jeg skrev. Eller : Homo sapiens / kan vælge selvmord/ men ikke at blive født. [ Unaturlig udvælgelse. ] Egentligt ret modigt at se den slags i øjnene. Eller at udbryde : måtte kvindernes BH`er / altid være lidt for små. Åh / Gud, måtte det altid blive ved/ med at være sommer og regnvejr..

Ægte virker det i hvert fald og rigtig mange af digtene slår et lille forsonende slag
med halen i sidste linje. Og så er der jo som sagt hr. Bigandt.

Jeg ville rigtig gerne have mødt hr. Bigandt. Gang på gang bryder hans ord fra digterens skoletid ind i nutiden og minder læseren om væsentlige elementer i tilværelsen, så som klorofyl, katost, underkastelse og spermatozoer.
Gang på gang formulerer han gangbar klogskab i sit klasseværelse. Med imponerende pædagogisk sans sætter han ting på plads i elevernes bevidsthed:

Ordet er underkastelse, sagde hr. Bigandt,
husk det , underkastelse. Rejs jer op
når inspektøren, Johnsen, kommer ind
i vores klasse. Jeg står selv op imens,
sagde han. Der er ingen
der tager skade af at vise
lidt respekt. I kan bare
tænke på noget andet
imens, sagde hr. Bigandt,
det gøre jeg selv,
så kan I også. [
Underkastelse ]

Jeg ville gerne have mødt hr. Bigandt når han råbte ud over eleverne:

Lad os for alt i verden aldrig
nogensinde blive stille som sne,
der smelter .... du lille
dér, rejs dig op, sæt dig ned igen.
Ordet er stilhed .... [
Stilhed ]

Eller når han opfordrede eleverne til at springe gennem fremtidens glasplade ,
uden hensyn til sår og skrammer. Der er en provokerende enkelhed/ komplicitet i hr. Bigandts livssyn, [sikke nogle mennesker der kommer ud af det! ],   der også fungerer som en slags rygrad i digtsamlingen.

Digteren spænder sine tekster op på lærredet i en vekselvirkning mellem barndommens signifikante lærer og en nutidig statusopgørelse . Og til trods for at tiden ustoppelig gør som den plejer, ser man tydelige spor af hr. Bigandts menneskesyn i digterjegets holdning til tilværelsen.

"Når I er voksne, læg jer i græsset,
se på svalernes flugt, lyt til bierne,
pluk bare en katost. "
  [ Djævle ]
 
Og linjernes ekko i nutiden: " Det er en fordel /at have en bænk/ i solen i en krog...
Det er /en fordel at sidde
/ på den bænk, /  når solen går ned .... " [ Det er en fordel ]

Selvfølgelig hedder samlingens sidste digt Hotel løvfald.
Selvfølgelig rummer det en solidaritetserklæring til livet.

Men når jeg rejser ... / åbner de også vinduerne/ foran udsigten til havet / og tiden, der sitrer i lyset...  / det er derfor jeg bliver her.

 

 

 




 

Bundgaard, Ole: Haiku II

Et haiku om dagen

Forlaget Werkstatt
Forlagsgruppen
Katholmvej 14
2720 Vanløse
www.forlaget-werkstatt.dk
ISBN 978-87-89575-03-2

Først sidder man med den smukke bog i hånden. Fingrene glider over det glatte omslag. Det håndvenlige format og den fint buede ryg  signalerer at der er lagt vægt på alle dele af tilblivelsesprocessen.  Man blir forventningsfuld.

Så kommer den første udfordring. Der findes sikkert ingen manualer for at læse haiku. Og slet ingen for at læse 365 af slagsen. Man kan ikke begynde forfra og læse igennem  til sidste side. Man kan ikke rumme mere end nogle få af de koncentrerede og tematiske vidtspændende tekster ad gangen.  Bogens strukturerende princip , at læse et haiku hver dag i året , er faktisk ideelt. Men jeg skal omtale/ anmelde bogen inden for en vis tidsramme.  . Kommer i tanke om skålen med mannakorn der stod på sofabordet i mit hjem. Hver dag trak man et lille papstykke med dagens bibelord. De to testamenter kunne ikke læses fortløbende, man  måtte koncentrere sin læsning om enkeltpassager. Den tankegang passer mig fint. Jeg har stor lyst til at botanisere i den frodige haikuhave der åbner sig for mig i Ole Bundgaards bog.

Så slår jeg op, læser en håndfuld tekster. Går til et andet sted og læser. Lægger bogen og prøver at fordøje. Læser et nyt sted . Langsomt og opmærksomt. Efterhånden udkrystaliseres bestemte temaer, tendenser, teknikker.

Hvis et haiku ikke er udtryk for koncentreret erfaring og oplevelse , gennemlæses det hurtigt og glemmes. Haikuets stramme tekstskema nødvendiggør et stort repertoiret af teknikker til at sige ting mellem linjerne,  til at arbejde med styrede indirekte associationer, mangetydige ord og omhyggelig valgt symbolik.  

Kast ikke med glas
hvem skal samle de skår der
ligger mellem sten [275]

er et  flot eksempel på hvordan et haiku får dobbelt tyngde og læseropmærksomhed fordi ordsproget "man  skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus" uundgåeligt ligger som modtekst lige under overfladen.  

Eller

Skråt op med snakken
om den store forgrening
nu skal der saves" [337]

hvor ordet forgrening så fint  "rimer" på forbrødring og dermed gir overraskende dybde til havesyslerne.

Den indre spænding mellem haikuets elementer er et  andet virkningsfuldt middel til  at få læseren til at sænke bogen og tage sig eftertænksomt til hovedet.

Skyerne krymper
stilheden bevæger sig
katten er stivnet [307]

En krampagtig sammentrækning , en sart bevægelse , en fastfrysning danner et spændingsfelt som mange længere tekster vanskeligt ville kunne matche.

Efterårets lys
den tynde is på vandet
hjertet brænder væk [310]

rummer den samme  dynamiske koncentration af sam- og modspil. Som i mange andre  af teksterne skrives der ud til haikuets formmæssige grænse samtidig med at den nødvendige fordybelseseffekt fastholdes.

Her må det være på tide at standse omtalen af de formmæssige fortræffeligheder i Ole Bundgaards Haiku II. Teksterne handler jo også om noget! Jeg trækker derfor nogle eksempler op af mannaskålen. Vel vidende at de er subjektivt udvalgt og alt for få.

Jeg finder et teologisk haiku med kant på side 356. Et eksistenshaiku side 366. Guds hud [ikke hus]
[352] . Det vedholdende billede af katten, som ofte er bindeleddet mellem  dagligdagens og evighedens perspektiv. [fex.298.] Det dybe i det almene. [335] . Memento mori side 360.
Jeg finder varme og humor.

Når jeg banker på
himlens dør har jeg pølse
og ost i lommen  [338]

parret med  barskhed

Ser ud på verden
træet står i regnen mens
rotten får sin gift [294]

- og , uimodståeligt, kvinden :

Nu, her hvor hjernen
er allermest klar kommer
der en kvinde ind [353]

"Denne samling har været 7 - 8 år undervejs" står der i efterskriftet til Haiku II. Og man er ikke i tvivl om, at det passer.  Ole Bundgaard har inden for haikuets præcise rammer skabt et vidtfavnende og dybtgående univers af stor intensitet. Bogen er skrevet af et rigtigt menneske.

  Carver, Raymond: Beginners
En absolut fremragende novellesamling fra en stor amerikansk forfatter. [død 1988] Sprogligt er der slægtskab med Hemingway i den nøgterne, upyntede, dagligdags stil. Der er simpelthen ingen indendørsarkitektur i den sprogtone.
Med stor sans for det centrale i dagliglivets situationer, bliver vi ført fra indledningens neutrale leje ad stadig stigende stier mod fængslende klimaks. Ingen fantasy, ingen krimik, blot hverdagsrealisme. Ubønhørlig afdækning af menneskers glæder og sorger.

Jeg nævner novellen A small, good thing. Em mor bestiller fødselsdagskage hos bageren til sin 7 år gamle søn. Sønnen dør i et trafikuheld. Bageren bliver ved med at rykke for betaling. Forældrene opsøger bageren i vrede, men sidder i slutscenen kl. 4 om morgenen og  spiser dennes kager og drikker dennes kaffe i en usædvanlig forening omkring deres medmenneskelighed. Tell the Women we´re going er en fortælling med et uhyggeligt momentom. Den slutter i voldtægt og mord - på en helt specielt udgangstone. Titelnovellen Beginners om to par der taler om kærlighedens væsen på en ligefrem måde der binder læseren hele vejen igennem.
Det er stor novellekunst. Kan du li   The Snows of Kilimanjaro eller The Short Happy Life of Francis Macomber, kan du med stor sikkerhed også goutere denne samling noveller. Det amerikanske sprog kommer til sin fulde ret.
Er lige oversat til dansk, men skal naturligvis læses på engelsk. 16. marts 2011
Donoghue; Emma: Room
Det er næsten ikke til at forstå, at det stadig er muligt at skrive dybt anderledes og originale bøger ; men det kan der. Jeg har lige lagt denne bog fra mig efter åndeløs læsning. Siddet og set ud i luften i en slags optagethed af den netop afsluttede roman.  Jeg er betaget.

En femårig dreng og hans mor har været indespærret af en sexgalning i et flugtsikret skur i en baghave fra før drengens fødsel. Romanen starter med en skildring af den symbiotiske tilværelse mellem mor og søn, fortsætter med den neglebidende beretning om planen der , udført af sønnen, får også moren fri og slutter med tiden efter befrielsen. 

Det er lykkedes Donoghue at fange den femåriges sprog og forestillingsverden med en præcision og indsigt så man skiftevis ler og er ved at få en tåre i øjenkrogen. Det er en menneskeskæbne der står på spil. 
Der tale om en genfødsel i en stor og vanskelig verden. Både utrolig belastende for mor og for søn. Hvordan kan man få et femårigt brystbarn til at forstå at der i verden udenfor haveskuret gælder andre regler end inde i "rummet".  Hvordan   kommer en femårig til at begribe at TV-ets verden findes i virkeligheden. At en bi stikker. At regnvejr ikke er farligt. At ikke alt voksne siger er bogstaveligt. At man skal gå med sko. Og at man må dele sin mor med andre .

Man kan godt læse bogen i et stræk - udvælg dig en stille hjemmesøndag.
Du blir tryllebundet. Bogen er let læst, ikke indviklet plotmæssigt set, men synsvinklen , den femåriges, er i den grad lykkedes. Og man er glad og meget eftertænksom, når man lægger bogen. 

Anbefales meget.
16. maj 2011.

NBNB : For nogle år siden omtalte jeg Cormac MacCarthys The Road [road], Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close [Extremely] plus Mark Haddon The Curious Incident of The Dog in The Night-Time. [Dog]
som eksempler på en   tendens til at børn og unge mennesker blev hovedpersoner  i romaner.  NU har vi så Room af  Donoghue og Kelmans  Pidgeon English. [ Naturligvis kan man  kaste et sideblik til Harry Potter, men er mere fantasypræget ]


Dorph-Petersen, Nana Römer:

En perlemuslings bedrag.

Nana Rømer Dorph-Petersen: En perlemuslings bedrag.
Forlaget Mellemgaard 2013.
Grafiker og omslagslayout Tine Wichman
Billede til omslag Gert Medom
ISBN  978-87-93076-69-3

Lyrikeren Nana Rømer Dorph-Petersen har udgivet en række digtsamlinger.
Det sidste  led i kæden er En perlemuslings bedrag. Bogen rummer omkring 80 lyriske tekster opdelt i underafsnit med titler som Livet søger sig selv, Stormens øje og Jeg elsker begyndelser. På bagflappen hedder det :  "Nana skriver sine digte spontant og kalder metoden "stream of subconsciousness " eller "slaggedigte."

Den omtalte metode rejser en række  spørgsmål. Jeg vil begynde med ordet "slaggedigt". For mig er slagger associeret med affaldsprodukter, der er ribbet for varme, lys og energi. Nana Rømers digte er prægede af alle tre elementer.

"Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand.
Af hvid regns hvisken" [69]

eller

"Et tæskehold
river tæppet væk

usynligt mådehold
gravpalæer suser
forbi

regnvejrsbidte" [32]

- to tilfældige opslag i digtsamlingen, masser af potent energi. Ingen slagger.

Hvor ordet "slaggedigte" henleder tanken på et produkt, er udtrykket "Stream of subconsciousness" et udtryk for en proces . Umiddelbart undrer det mig, at digte der er blevet til gennem en ubevidst proces, rummer en æstetik og en sansemåde,  der på mange måder er beslægtet med digte skrevet med bevidst fokus på skrivefasen.

  side 50 læser jeg for eksempel

Planters vækst
rankers lydløse
hvisken

stilleport og lys
solens sand, håbet
timen - drømmen

en dråbe falder
jeg fandt min stilhed

En udenforstående ville ikke kunne afgøre om denne smukke tekst , der rummer både  sansninger af lyd og lys, og udtryk for handling og erkendelse, er blevet til på et mere underbevidst plan end så mange andre digte. Sikkert fordi vores forestillingskategorier så som tid, sted, rum og farver,  rammesætter både drømme og vågen tilstand. Måske tør jeg konkludere at forfatterens undren over tilblivelsesprocesen ikke har helt så afgørende betydning for læseren som for forfatteren.  Uanset om digtene er blevet til gennem en [især] bevidst eller en [især] ubevidst proces, fremstår de langt hen ad vejen som sensitive og æstetiske tekster i rum og tid.

I teksten side 81 således den gradvise fokusering fra tidsalderen generelt,  over nuet, til de enkelte individer .
 
"Tørvens tidsalder. Den hule vind. Vi gør hinanden fortræd. "

Så lidt plads skal der til for at komme hele vejen fra det universelle til det specifikke.

Digtenes univers er ofte tyst og sart. Stilhed og douce farver. Solen, regnen, tågen. "Stilheden synger i hvidlig luft",  der er "lommer af hvidt metal"  " Men det er bestemt ikke vegeterende. Der er "nævninge der løber hjemmefra", der er "had, larm og dødsmetal ". Og under  bogens tekster ligger forfatterens tilværelsessyn som et stadigt nærvær. "Ubegribeligt som livet søger/ sig selv " , " forsvindende lidt der skal til / for at dræbe " , " Jeg elsker begyndelser " .

I sin digtsamling Vi er ikke konger [Rosinante] skriver Daniel Dalgaard : " Digtets mest tragiske egenskab er dets slægtskab med tiden ". For den , der "elsker begyndelser" , må  dette være et særdeles nærværende tema. Det er sandt at "timerne begynder/ forfra " ; men lige så ofte "venter [vi] tidens/ sammenfald".  
En perlemuslings bedrag  lever med bevidstheden om denne skrøbelighed.

PHJ 5. oktober 2013

Ford, Richard : Canada Bloomsbury 2013.  

Richard Fords roman, Canada,  er fortællingen om teenageren Dell, hans tvillingesøster Berner og deres forældre set i retrospektiv med fokus på nogle få måneder  , hvor Bev først er vidne til at forældrene begår et bankrøveri og kommer i fængsel, derpå har held til at  undslippe børneværnet i USA ved at flygte til Canada, hvor han kort tid efter bliver viden til to mord og er med til at begrave ligene. Alt imens søsteren forsvinder ud af hans liv.

Fortællestemmen er Dells. Med stor indlevelsesevne lader forfatteren sin hovedperson reflektere over de skelsættende begivenheder i sit liv. Hele tiden søgende efter sine forældres motiver for bankrøveriet  og senere på jagt efter en canadisk/amerikansk charlatans bevæggrunde for et dobbeltmord. Man bliver overbevist om ægtheden af den femtenåriges søgen efter sandheden og beskrivelsen af de følelser , der er forbundet med tab af forældre og søster og flugten til et fremmed land. Specielt gribes man  af beskrivelsen af forholdet til tvillingesøsteren Berner, den mere modne af de to og af hendes beslutning om at leve sit eget liv og dermed forsvinde ud af Dells.

Egentlig er de to første dele af Canada et umage par. Et bankrøveri i USA og et dobbeltmord i Canada. Alligevel forekommer plottet troværdigt. Den overordnede intention, at vise en femtenårig sårbar drengs strategi for overlevelse i abnorme situationer,  lykkes fuldt ud.

Plot og personbeskrivelse er således helt til Pulitzerprisen! Helt så effektiv er det  ikke for denne læser, at Ford har indlejret et mere filosofisk  metaplan som findes i koncentreret form på bogens sidste side: "I believe in what you see being most of what there is.... Hidden meaning is all but absent.  .... you have a better chance in life .. if you tolerate loss well.. manage not to be a cynic through it all; connect the unequal things into a whole that preserves the good.."  Jeg foretrækker den flotte fortælling hvilende i sig selv. Ikke en 64-årig gymnasielærers livsvisdom. Jeg er overbevist om at indblikket i den fjortenåriges liv er troværdigt; over dennes reflektioner mens tingene sker. Jeg så gerne en mere åben slutning, måske sammenkædet med Dells sidste møde med sin nu kræftsyge tvillingesøster.

Kernen i romanen Canada er og bliver det uforglemmelige portræt af en femtenårig drengs hårde livsvilkår og forestillingsverden. En sjælden præcis indlevelse i de tidlige teenageårs følsomhed  og endnu begrænsede mulighed for at forstå verden omkring sig.

Det kan være et tilfælde  at jeg med kort tids mellemrum har læst en  række romaner, hvor en ung dreng er hovedpersonen. Men mon dog.Jeg tænker på Cormac MacCarthys The Road, Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close; Mark Haddon The Curious Incident of The Dog in The Night-Time. Room af Donoghue,Kelmans Pidgeon English og Brandons Citrus County.

Er det en trend? Voksenbøger med børn i hovedrollen er i alt fald kommet ind på den litterære scene.Jeg ville ikke bliver overrasket hvis der dukkede endnu flere voksenbøger op af slagsen.

Franzen, Jonathan : Strong Motion

Ligesom The Corrections er Strong Motion en højst underholdende og varieret bog. Temaerne er miljø, jordskælv, abortdebat, parforhold, industripolitik,. USA som i Bostons forstæder.

Hovedpersonen Louis forelsker sig i Renée, der er ekspert i jordskælv. Louis forældre har interesse i et korrupt kemikaliefirma der i årevis illegalt har pumpet giftigt affald flere kilometer ned i jorden hvilket medfører en række jordskælv - naturligvis på "passende" steder i handlingen.
Renée bliver skudt og hårdt såret af industrirelatret person så vor helt får mulighed for at bevise han holder af hende.

Portrættet af pro-life præsten og dennes menighed er skarpt og detaljeret. Handlingen omkring bevisførelsen for ulovlig opbevaring af miljøaffald spændende som en krimi. Louis tanker og overvejelser ok balanceret, absolut ikke banale.

Man læser bare videre og videre og har svært ved at lægge bogen. Selv de længere baggrundsafsnit om samfund og politik er ok. De er iøvrigt typiske amerikanske - fra Steinbeck og videre har romanlæsere været vant til at seriøse romaner lod handlingen ligge og kastede sig ud i brede penselstrøg på historiens, samfundets, videnskabens osv. lærred.

Jeg synes faktisk Franzen får afsluttet med æren i behold. Parret skal godt nok til at lave en baby på den sidste side men der er ikke tale om noget kvalmende sentimentalt.
Jeg læste bogen på et par dage. Jeg anbefaler den !

12. august 2010

Til gengæld er The Twenty-seventh City en langtrukken affære, der er præget af sin tidsperiode uden at kunne frigøre sig fra den. Gab.

Homes, A.M. : The End of Alice

.. er en ubehagelig bog. Strukturen følger en pædofil barnemorders liv og tanker gennem en brevveksling med en  kvinde der misbruger små drenge. Man bliver ikke forskånet for nogen form for detaljer og diskussionen om berettigelsen af en bog af den kaliber er uundgåelig. 

Bogen beskriver overbevisende de faktorer i de to hovedpersoners barndom der fik deres liv til at udfolde sig som det gjorde. Den del må siges at være instruktiv og advarende.

Der ingen anger ; men smerte over at tingene er gået som de er.  Man bliver stillet over for en skæbnens uafvendelighed, der hvor modbydelig den end er også stiller spørgsmålet om omverdenens medskyld. Omverdenen ser passivt til,  ser til den anden side.

Hvis man tror man har brug for at vide noget om de mekanismer, der fører til det mest uhyggelige overgreb på mindreårige ; kunne det være man kunne få indsigt gennem læsningen af The End of Alice.  

Ps. at bogen kan udgives i USA der har en af verdens mest snerpede holdninger til hvad der kan vises på TV - det er interessant.
21. juli 2010


Homes´ bog "This Book Will Save Your Life - er totalt anderledes. Er det samme forfatter?  spørger man. En  midaldrende mand lever en regelmæssig indholdsløs tilværelse da et jordfaldshul foran hans hus tvinger ham til at flytte hvilket medfører en lang række udfordringer og nye oplevelser. Den er ret morsom og forankret i et moderne Los Angeles.  
God underholdning.

I forhold til Moodys noveller er der tale om et kvantespring i A.M. Homes samling : Things you should know. Hendes evne til at skrive i en underspillet, nøgtern stil og samtidig få det til at gyse i hverdagsverdenen. Geordica om kvinden der lurer på folk der har seks i det fri, samler kondomerne og inseminerer sig med indholdet. Remedy ,    en fin , fin historie om datteren der ikke vil sine forældre, men alligevel jager deres nyfundne ven ud af deres hus. Man sidder helt fortabt efter sidste afsnity. The Whiz Kids minder lige om at Homes også har skrevet The End of Alice. Do not Disturb om den kræftramte kvinde , der er læge og manden der prøver at forholde sig til deres parforhold og hendes sygdom -har et meget uventet twist til sidst. The Former First Lady and the Football Hero er en genial historie om Ronald Regan som senil og hans stadig friske kones styring af situationen - naturligvis er det konen der dør først. 

Stille og roligt oprulles det almindelige hverdagsliv med overraskende og skræmmende pointer .  Anbefales !
2. august 2010

29. juli 2010

cKelman, Stephen : Pigeon English

Stephen Kelman : Pigeon English
Bloomsbury 2012 £ 7.99

Handler om en 11-årig dreng, der kommer fra Ghana til et belastet kvarter i en engelsk storby.  Vi følger hans første halve år i blokkene.  Skole,  venner, bander, familie.  Fortællingen centrere sig om et mord på en dreng i nabolaget og  hovedpersonens , Harrison Opokus, forsøg på opklaring af mordet, der ender fatalt men underligt smukt.

Det er lykkedes Kelman at  ramme en charmerende balance mellem det brutale miljø og hovedpersonens halvt naive, halvt gammelkloge liv  efter ankomsten til England.  Sproget er noget helt for sig selv. Jeg fornemmer det er autentisk  med dets slang, forkortelser, swearwords og ægte elleve-års-drengs tanker.
Plottet er fint udtænkt, så læseren meget at tiden har på fornemmelsen , at en grum skæbne lurer i horisonten, mens drengen Harrison formår at finde lyse elementer  i livet og koncentrerer sig om den fremtid, han ikke når at opleve.  Slutningen er forfærdelig og meget smuk !

Bagsiden  hævder , at hvis man har læst   Emma Donoghues Room og Haddons The Curious Incident of the Dog in the Night-Time og holdt af dem, så er dette en bog man  skal læse.  Lighedspunkterne er tydelige.
Tre unge drenge er hovedpersonerne.  Deres sprog er noget helt specielt - an autist, en indvandrerdreng i et slumkvarter,  en  femårig, der er indespærret de første fem år af sit liv. De tre forfattere er hver for sig meget dygtige til at gengive og leve sig ind i de tre hovedpersoners sprog og tankegang.  Bøgerne rummer dramatiske begivenheder og   stærke følelser.

Pigeon English  er ikke Vollsmose. Dertil er miljøerne nok for forskellige. Alligevel rummer den stof til eftertanke for den , der har fæstnet sig ved en socialdemokratisk politikers ord :  De der lavede balladen, gik i børnehave under den foregående regering.  Uanset hvem der bebrejder hvem for hvad , ligger der
i bogen en kim til en begyndende forståelse for hvad der sker med unge, meget unge drenge, i et belastet miljø.

Jeg anbefaler bogen.

Poul Høllund Jensen

28.  august 2012

 

15. maj 2011

Lethem, Jonathan.  Chronic City.

Jonathan Lethem: Chronic City.  Faber & Faber 2010

Efter at have læst The Fortress of Solitude og Motherless Brooklyn havde jeg store forventninger til Chronic City og de blev ikke skuffede.

Bogens fortæller Chase Insteadman møder den meget specielle type Pinkus Tooth, gammel rockanmelder.
Pinkus mener verden er iscenesat af skjulte kræfter.  At den store tiger, ørnene i reden ved en blok på Manhattan,  den generende tåge, snestorme om sommeren, den gennemtrængende lugt af chokolade over byen og de mytiske vaseagtige beholdere der dukker op på nettet, er iscenesættelser.  Noget der først gradvist går op for Chase, der har sin kæreste i kredsløb, spærret inde i en rumkapsel samtidig med at han har et forhold til den eksotiske Oona.  Til sidste går det  op for ham at de to kvinder er en og samme og at han selv er iscenesat af kapitalen i byen til at fylde i nyhederne. Bogen er centreret om Chase´s langsomme erkendelsesproces  centreret omkring Perkus Tooth, der langsomt går i hundene – også rent bogstavelig havner på et hjem for hjemløse hunde.

Bogen er fyldt med sidetemaer .Vigtigst er overvejelserne om verdens virkelighedsgrad. Hvad er virtuelt og hvad er virkelighed ? En snedig site på internettet overbeviser Pinkus og Chase m. flere om at de strålende og mystiske Chaldroner virkeligt eksisterer. De bydes op på auktioner osv.  Går så vidt som til at planlægge at stjæle en af dem, men i virkeligheden, er de blot virtuelle.  Hovedmyten, tigeren på Manhattan ,  er fint balanceret , så læseren skiftevis tror på den og benægter dens eksistens – indtil Chase en dag møder den i  umiskendelig levende live.  Chase tror på sine breve fra rumpigen indtil han indser at Oona er hendes dobbeltgænger osv.

Den virtuelle verden er ikke den eneste ud-af-verden oplevelse. Der ryges rigeligt med pot, som bliver navngivet efter overskrifter i aviserne.  I virkeligheden er Chase ”totally permeable”.  Påvirkelig fra alle sider.  I virkeligheden er nogle ting blot virtuelle !  Chaldronen er f.eks. et hologram.  ”He lived as much in a construction as Chase Insteadman”  siges det om Perkus, der på en made konkurrerer med Chase om sandheden om verden.  Da Perkus dør af hikke kan Chase stadig ikke løse tilværelsens gåde – den er – naturligvis både og .  Har Oona gjort ham en tjeneste ved at indlemme ham i skriptet med rumkæresten?
Har borgmestren ret når han siger at den der ikke lar sig narre, tager fejl ?? Og hovedspørgsmålet; hvem er det i virkeligheden der står bag iscenesættelsen af vores verden – og kan han/det/ de bare trække stikket hvis vores helt egen virkelighed bliver for meget ??

Det ligger i kortene at aviserne kører tildelte profiler i iscenesatte roller.  Det er virkelig en bog om eksistens. Hvad eksisterer, for dig og for andre.  Chase bliver ikke totalt oplyst.  Han så jo den tiger en nat !
Hans udsigt fra lejligheden forskubbede sig jo ! En snedig opbygget roman om hvad der måske er sandt.   Om din og min virkelighed.

Der er fin humor og sjove episoder.  Perkus der lever med den kæmpestore hund.  Bormesterens fine selskab. Atmosfæren på skadestuen hvor Perkus bliver indlagt og dør.  Chase´s forsøg på at skaffe Perkus en kæreste.  Der er Manhattan i sne og i tåge, the grid, subway´en .  Det genkendelige byrum fra andre af Lethems bøger, men måske  mere tidkrævende med de mange niveauer af virkelighed der skærer ind i hinanden.  

Slutter i øvrigt ret traditionelt med at fortælle hvad bogens personer har gang i i sidste kapitel. Men det er helt ok.
24. december 2011

Li, Yiyun:  Gold Boy, Emerald Girl.

Novellesamling om dagligliv i Kina. Rigtig god at få forstand af  med hensyn til kinesisk moral og etik. Med hensyn til kinesisk måde at tænke på og at agere på. Som vesterlænding kan man let mistolke personernes reaktions- og tankemønster .  Jeg tror jeg ser spor af kungfuzianistisk tænkemåde mange steder.

1. oktober 2011 

Don Delillo : The Angel Esmaralda

Novellesamling med ni   numre som ikke alle gir mig lige stor tilfredsstillelse.  Det drejer sig om temaer, personer, plot.  En løber i  en park, en kvinde der frygter jordskælv, straffefanger, to  skolekammerater og deres forestillinger om en mand de ser på gaden , astronauter der betragter jorden - ingen af disse rummer  noget fængende. 

Til gengæld er titelnovellen, the Angel Esmaralda ,  hele ulejligheden værd. Det er velgørende anderledes og opslugende, gribende at lade hovedpersonerne være en firsårig nonne og en 12 årig hjemløs pige være centrum for  fortællingen om nonnernes maduddeling i slummen, hvor den unge pige bliver voldtaget og dræbt.
Vi ser begivenhederne gennem nonnen Edgars sanser.  Det er  autentisk og knivskarpt afbanceret.  Sat i en af De Lillos foretrukne scenarier - storbyen og dens mindre  behagelige kvarterer.  Den  gamle gigtplagede nonne har en åbenbaring. Sammen med en stor menneskemængde  ser hun i lyset af lokaltogene pigen Esmaraldas profil  på en mur dagen efter at hun er død. Og vi tror på det!

Novellen er stor kunst fordi den er tænkt anderledes end man troede. Fordi den har så at sige x-faktor. De andre noveller har stor håndværksmæssig  kraft og værdi, men hæver sig ikke til det sublime som denne ene novelle. De er  gode naturligvis , men  kun novellen The Starvelling hæver sig ellers over mængden. Den handler om den ensomme mand / de menneseker der bruger deres dag, uge efter uge, år efter år, til at besøge fem biografteatre og se de film, der nu er på plakaten. TS Eliots "I have measured out my life with coffe spoons " bliver omskrevet med ordet movie i.st.f.  coffe spoons. Den samme tomgang , meningsløshed i tilværelsen beskrives flot i New Yorks  storbysetting.

Når temaet er overraskende, nytænkende, kan Lillo med sit fine håndværk næsten gå på vandet.  17. december 2012

 Moody, Rick: Demonology

Moody, Patrick:   Demonology. Er efter min mening en ret blodfattig novellesamling. Jeg savner pointer og spænding. Måske kan  bogen tildeles en svag portion humor. Den er ikke farlig.  21 . juli 2010

Morgenstern, Erik :  The Night Circus. 

Harvill Secker 2011

The Night Circus er romanen om Celia og Marco , der af to my(s)tiske modstandere udvælges
til kamp på liv og død på en arena, der er udformet som et mageløst nattecirkus.  Med introduktion
af en række bipersoner [ Chandresh, cirkusejeren ;  Bailey, den  unge dreng , der bliver afgørende
for cirkus´ overlevelse; Isobel , der spår i kortene; Tiessen, der konstruerer  cirkusverdensuret ] følger
læseren cirkus fra oprettelse gennem krise til redning.

Romanen er forfatterens bud på den store fortælling om kampen mellem modsatrettede kræfter i
verden.  To evige skikkelser fører deres marionetter frem til den afgørende styrkeprøve i  cirkus, der
kan opfattes som en metafor for menneskelivet.  Gæsterne har helt forskellige oplevelser og nogle af
dem bliver så indfanget af atmosfæren, at de bliver permanente besøgende, drømmere i cirkusnatten.

The Night Circus er en meget farverig og sansemættet bog.  Dufte, farver, utrolige seancer med jonglører,
ekvilibrister og illusionister breder sig på siderne, mens selve cirkus`  raison d´ être  beskrives i en række
korte afsnit, nærmest som i koret i en græsk tragedie.

Et yderst  fantasifuldt og levende handlingsforløb, hvor man til tider bliver helt forpustet . 

Måske lidt for forpustet !  I efterskriftet til bogen siger forfatteren, at denne  i begyndelsen var ”a God-awful  mess”.  Selv om man forstår, at der har været godt med konsulenter på , er der efter min smag stadig for mange steder hvor forfatteren  fortaber sig i detaljer,  går der lige lovlig lang tid før en sidehistorie bliver legitimeret . Eksempelvis drengen Baileys rolle i handlingen.

Plottet er fermt sammensat.  Ganske langsomt finder Celia og Marco ud af den fulde sandhed om den
kamp på liv og død,  der er en  del af deres skæbne. Og tingene falder på plads I det endelige klimaks.
Alligevel bliver denne læser ikke grebet af bogen.  Det er som om hovedpersonerne bliver holdt ud i arms-
længde , måske mere refererede end skabte.  Måske er handlingen for meget puslet på plads af for  mange brikker  i iveren efter at fortælle den store beretning  om menneskelivet.

Men talent for beskrivelse af eksotiske cirkusmiljøer,  det har Erin Morgenstern helt sikkert.  Og hvis man bliver fascineret af rollespil i virtuelle miljøer, er der meget at hente.

Poul Høllund Jensen 19. december 2011
Munch-Hansen, Christian
Musical Dream Machine

Christian Munch-Hansen , journalist, musikskribent, og bidragyder til værker om Jazz, har med bogen Musical Dream Machine udgivet sin første digtsamling. Forfatteren har skrevet en række tekster, der som udgangspunkt er inspirerede af markante nutidsmusikere fra pladeselskabet ILK , Independent Label København. På bogens flap findes downloadkode til et stort udvalg af den musik der har inspireret kunstneren i dennes skriveproces.

Lad det være sagt med det samme. Teksterne i bogen er af høj kvalitet. Den slags digte, man bliver glad over at læse. Sprudlende, med stort sprogligt overskud. Nye billeder møder læseren i nærmest hver linje. Allerede det andet digt i bogen,   Ankomst raketblomst [8], anslår en markedsagtige feststemning " med indianerfjer i hatten og lommerne fulde af / gryder og pinde" hvor   "selv anus trutter en fanfare" . Uden at   digtet mister balancen mellem indhold og sprogligt udtryk.  

Digtene bevæger sig ofte på forskellige niveauer, mellem forskellige lokaliteter, i fint kontrollerede associationsrækker. I   Honningvin [13] fader pianistens toner over i fingre, der sender elektricitet ud i en kvindes krop og minder digteren om en cykeltur ad Langebrogade, hvor hendes øjne bliver til fisk omgivet at legende børn, der lunes af solen " som når en krydret honningvin breder sin varme i brystet "

Teksterne er gennemvævede af referencer til musik. I Lydblomst [36] , et typisk Munch-Hansendigt , styrer "orkestrets tungt lastede luftskib " ,"Basunernes hestebid/ i store æbler" og "andalusiske kastagnetter" mod slutlinjerne "Mon vi kan få alle lydene til at / smelte sammen / i en sang?" Det sidste spørgsmål går tæt på bogens erklærede projekt. "At beskrive musikkens væsen og betydning i tilværelsen". Svaret er JA. Udover musikkens eksplicitte nærvær og forbindende rolle er klangen og rytmen   i sproget udtryk for en afledt musikalitet. Suppleret af Mark Solborgs illustrationer, hvis makroverden med instrument, truttende planeter og musical dream machine smelter sammen i det diskrete grundmønster der myldrer rundt som en forbindende mikroflora.

Jeg   har en enkelt bemærkning om teksternes idemæssige baggrund. Som nævnt er de opstået gennem en inspirationsproces, hvor digteren ud fra sine oplevelser med musikken fra ILK har   skrevet sine tekster i interaktion med denne. Så langt så godt.   Men måske kan   bogen blive en kende insisterende omkring sine pointer i efterskrift og forklarende noter om kunstens legende former og forbindelseslinjer og musikkens væsen som grundimpuls.

Jeg har læst Musical Dream Machine med fornøjelse. Fulgt filatelistens, munkens og Knud i Valbys skæve musikpåvirkede foretagsomhed. Svævet gennem rummet , så "rastløsheden har glemt sig selv .. hænger i gardinet som en forædt abe" .Nydt bonusdigtene om store jazzmusikere .

Den æstetisk layoutede bog rummer et attraktivt musikpoetisk univers.
16. maj 2014

 


O`Neill, Joseph : Netherlands
Er godt nok anprist af Barack Obama på omslagets forside, men nogen lufttur får jeg ikke ved at læse den. Hovedpersonen, Hans van den Broek,  "pendler" mellem London og New York og møder i NY den gådefulde Chuck Ramkissoon. Hans har problemer i ægteskabet men flytter til sidst hjem til kone og barn i London.

Beskrivelsen af parforholdet er ok men rummer ikke det helt originale. For mig ligger en del af værdien i den indgående beskrivelse af byen New York og af kulturforskellene mellem britisk og amerikansk kultur - der er interessante iagttagelser. 

Man får rigtig meget at vide om cricket. 30. 08. 2010.
 

Pierre, DBC : Lights out in Wonderland. Faber and Faber 2010.

Ung mand  undslipper fra resocialiseringscenter.  Tar til Tokyo og inviteres til middag i luksustagrestaurant af en ven der ender med at kneppe chefens datter i lokalets kæmpakvarium og servere giftig fisk for ældre herre.  Vores hovedperson undslipper til Berlin mens vennen arresteres for mord. Vor helt skal nu redde vennen og indvikles i planlægningen af et dekadent, afskyeligt, dyrisk baccanal på den næsten nedlagte Tempelhof lufthavn i Berlins centrum.  Han slutter sig til de gode i sidste øjeblik.

Under hele handlingen ligger beslutningen om at begå selvmord. Hovedpersonen kommer dog på andre tanker.

Bogen er holdningspræget .  Det vestlige forbrugersamfund sammenlignes med et stort limbo.  Gabriels personlige limbo eksisterer på baggrund af selvmordstankerne. 

En original udtænkt handling og et plausibelt budskab.  Til tider helt over månen -  f.eks. scenen i akvariet eller beskrivelsen af de superriges fest i lufthavnen.  Dog er budskabet efter min mening for tydeligt, for frelst.  Og hovedpersonens ”omvendelse” en anelse spinkel i sin fundering.  Jeg kan stadig bedst li den gode regel der hedder  ”show, don´t  explain ”. 

Men sjov er bogen. 

19. 09. 2011

Pontoppidan, Henrik: :Lykkeper

Solid, klassisk udviklingsroman for dem, der har tid til at følge , skridt for skridt, en ung mands udvikling fra barn til voksen. Den holder faktisk efter alle årene. Tidsbilledet er omfattende, Lykke-Pers tanker interessante. Der er moral og religion og filosofiske overvejelser mens Pers forhold til famile og kvinder udfolder sig . Selvindsigten øges og slutter med det endelige offer, den endelige rejse til udkantsdanmark og et liv på kanten . 

Naturligvis er Pers overvejelser over kærligheden, succesen, det åndelige overfor det materielle omhyggelige og sideoptagende, men for en erfaren læser er der meget at hente. Man kan ende med at leve sig så godt ind i hovedpersonens lange rejse ind i sig selv, at man lægger bogen med beklagelse over , at den dog ikke varer blot lidt længere. Der er tale om gammeldags, solid romankunst. Man bliver ikke konfronteret med uforståelige handlinger eller uventede spring i plottet. Alt bliver omhyggeligt forberedt og afsluttet. En herboende Iraner har for mig omtalt bogen som et fint redskab til indførelse i dansk kultur og tankesæt. En slags Matador i det nittende århundredes anden halvdel : Det moderne gennembrud, indre mission, grundtvigianisme, det begyndende arbejdermiljø i København, provinsdanmark og meget, meget mere. For mig et rart gensyn med en bog læst i gymnasiet.



Roth, Philip : Indignation

Indignation er fortællingen om den unge jødiske mand Marcus Messner , der døde i koreakrigen som 19 årig. Hændelserne op til hans død  har en skæbnetung logik forankret i  det unge menneskes indignation over verdens uretfærdig parret med en enorm selvhævdende adfærd. Så da Marcus flygter på college langt fra hjemmet for at være uden for farens rækkevidde og får  umulige værelseskammerater, en psykisk syg kæreste, umulige autoritetspersoner bliver resultatet givet - bortvisning og værnepligt.
Hele tiden med bemærkningen "hvis bare ikke det og det var sket på den og den måde så var det hele gået godt".

Der er masser af humor [galgenhumor? jødisk humor? ] i beskrivelsen af livet på Winesburg College, Ohio. Omkring det sexuelle, de umulige øvrighedspersoner, farens paranoia. En stor LaSalle. En  filosofi a la "verden er besynderlig for den der  ser nøje på den" . Og det gør Marcus Messner - han vender og drejer hver en oplevelse i sit unge uerfarne sind. Bliver dybt uretfærdigt behandlet af skæbnen og slipper ikke sin indignation over denne behandling. Det må ende galt - forfatteren siger det flere gange, vi kan mærke afslutningen komme nærmere. Uafvendeligt.

Personligt synes jeg Indignation er bedre end de to foregående bøger jeg har læst af samme forfatter. Det er perspektivet der er forskelligt. I The Plot against America og American Pastoral vil Roth efter min mening alt for meget. Intet mindre end en komplet miljøbeskrivelse er nok. Der bliver for meget generelt baggrundsstof. For mange personer. Her koncentreres læseren omkring et enkelt ungt menneske gennem et hændelsesforløb uden for mange sidespor. Mister ikke koncentrationen. River sig måske i håret fordi han hele tiden kan fornemme at tingene vil ende galt og han ikke kan bære det p.g.a. sympati med den unge hovedperson.

Jødedommen fint skitseret gennem en kosher slagters liv og arbejde med kød og blod. Temaet går igen i Olivia Huttons selvmordsforsøg der sammenlignes med kyllingens kosher slagtning.  Med blodet i skyttegraven i Korea.

Ikke nogen dybsindig bog, men med læseværdigt plot og god holden sig til bestemte hovedtemaer.

15. oktober 2010

Schmidt, Søren Gehlert: Sytten farvel. Utilpassede digte.


Forlaget Berg Badstue 2013.
Forside og  illustration : Peter Krogh
Bagsidefoto: Morten Randbøll.
ISBN 978-87-995953-0-3
 

Sytten farvel. Utilpassede digte er Søren Gehlert Schmidts debut.  Bogen består af en digtkrans på 17 tekster , 17 (Krans),  og 8 prosadigte med overskriften Farvel.

Om afsnittet Krans skriver forfatteren selv: "De 17 digte på 17 linjer er ikke sonetter, men stadig en krans i den forstand, at alle førstelinjerne samler sig i sidste digt til en opsamlende ´mester´sonet - det er altså en manipulation af sonetkonceptet, som vi eks kender fra Shakespeare & Inger Christensen, hvor der er 14 digte på 14 linjer og sidste linje er første linje i næste digt, f.eks. Det er altså en struktur, som afgiver lyd (som digte bør), men som nok kun pletvist afgiver mening, fordi jeg har valgt at se bort fra en klar betydningsdannelse. "

Dette resulterer i   17 spændende tekster, hvor det strukturerende element er formen frem for indholdet.  Læseren bliver præsenteret for lyd og struktur i en proces der måske kan sammenlignes med de gange man tilfældigt kommer ind på radioens nyheder på grønlandsk: Smukke og fremmedartede klangmønstre og gådefulde stavelser  strømmer gennem æteren , pludseligt oplyst af genkendelige ord så som stednavne eller talord. Eller når man kører på motorvejen og har stillet ind på en station der skiftevis fader ud og skiftevis bliver tydelig når en bakketop passeres.  I dette tilfælde er det genkendelige strukturelle elementer, der oplyser en ellers gådefuld tekst.  De mange og kreative rimformer er gode eksempler på sådanne små fyrtårne, der et kort øjeblik lyser op inden strålerne atter sløres:.

zombiesulfater og første mad / spånpladekantater, ikke nok  glad
solforstærker/ lommelærker
velgnistret, nistret

vælg vokset vandring
vokal flakser flakonisk

I det hele taget fornemmer man en ægte glæde over legen med sprogets lydside. Fex. i linjerne "vi zizzler i swimmingcool / åh Erzgebirge, åh, koldsved",  hvor snævre skarpe lyde modstilles dybe og bløde.

Vi nærmer os intuitivt. Bader  i lyde. Lader os transportere gennem ukendt land. Utilpassede men tiltrukket af  det uudforskede. Imponerede af stor sproglig kreativitet.

Majs citation;
rosenpuklen belastet
og viljekorn, mirabeller i
malstrøm, sahara, sahara,
puktbeåndet af  vridesten,
mælket som sjældent,
sjældnet som mælk,
taks med flodtegn, standardiserede,
alkoven ruster med risblank
mellutron, streng cyklon
udhugget af marmorsort
sæsonregn det igennem
bregneportal flaprende
som sindrig skolopanda:
rim i svovlstænket sixpack;
hvem hvirvlede hvalvimplen
så mest midtvejs manglede?

....................................

But day doth daily draw my sorrows longer
and night doth nightly make grief´s strength seem stronger.
( Shakespeare, sonnet nr. 28 )

Efter sytten farvel til  en konventionel form for meningsdannelse, genetableres forbindelsen til Shakespeare.
De tidløse temaer. Kærligheden, natten, månen, afskeden.

Her kommer den afgørende test: Kan tekster om afsked undgå  konventionens og  traditionens faldgruber?
Det synes jeg .
" ....farvel som lyn fra en uforberedt himmel.
Hurra for mit fucking job. Come back and fight, kid. "

.. og mange af os har billedlig talt cyklet ud til Den Kristne Friskole klokken fuck om natten:

"Du husker en dag , hvor du cyklede helt ud til Den Kristne Friskole klokken fuck om natten. Bare for at sidde på det frosne sand og ryge  mentolsmøger  med dig selv. Sandheden. For helvede. " 

2. april 2013.

Schmiegelow, Kjeld : A. Alfabetismer. 

Vartomt wiltres xanens ytling

29.09.2010. af metrord

Kjeld Schmiegelow :  A . Alfabetismer – sekvenser fra et alfabet.
DarkLights 2010. www.darklights.dk
Red. & korrektur :Susanne Jespersen
Layout : Susanne Jespersen
ISBN : 978-87-92657-10-7

Vartomt wiltres xanens ytling,
zartrer æskipalens ømål.
Åk, asklidens barfloks cyntring
drolisk egmer flysens gømål.

Hunk, if jumers kolifarver
lynjefaxsens manikolper.
Nunk or pumers quatrirager.
Rynd solaxen! Tan umolper!

[ Kjeld Schmiegelow: A]

`Twas brillig and the slithy toves
Did gyre and gimble in the wabe:
All mimsy were the borogoves,
And the mome raths outgrabe.

[Lewis Carroll : Jabberwocky]

 

Med  140 års mellemrum står de så på siden, de såkaldte vrøvlerim.  I det selvsamme øjeblik  man læser ”vartomt wiltres  xanens ytling” farer tankerne til et af litteraturens bedste nonsensvers.  Klart slægtskab.
Begge digte er grammatisk korrekte. Både Carroll og Schmiegelow ved hvad der er navneord og udsagnsord.  Begge forstår at farve vokaler, opfinde ord der formidler stemning og handling. Læseren er ikke tvivl om , at KS-digtet er mildt satirisk [ Åk, asklidens barfloks cyntring/drolisk egmer flysens gømål]
eller at Carroll er ude med den brede beskrivende pensel  [ All mimsy were the borogoves/ and the mome raths outgrabe. ] Fascinerende er det at der i sprogets randområde findes mening  der, selv om formen er ukendt,   kan formidles via et dybereliggende perceptionsberedskab.  At vi sagtens kan gyse over hooligansproget i A Clockwork Orange uden at forstå det med intellektet.  Nu har jeg i øvrigt allerede givet gode grunde til at skrotte betegnelsen vrøvlerim/ nonsensvers. De summer af mening, gør de, vrøvlerimene.

Jeg sidder med det elegante, smækre røde bind med det enkle  omslag. Jeg åbner Alfabetisme - sekvenser fra et alfabet med forventning om at bogen omfatter ”det hele”. Det gør den heldigvis ikke. Allerede i første digt Alfabet  sørger digteren for at træerne ikke vokser ind i himlen. Han omtaler beskedent digtene som  bogstavs cirkus; intellektets juleri  skrevet ved hjælp af niogtyve ordartister.  Og dog er netop ordartisteri  et  i positiv betydning rammende udtryk for den gevaldige  kreativitet , der slippes løs på siderne.  Den valgte  form -  et digt for hvert bogstav i alfabetet plus et mikroplan hvor de enkelte ord er pålagt alfabetisk orden -  kræver stor sproglig disciplin og opfindsomhed.  Jeg  synes det er lykkedes i langt de fleste af tilfældene.  Naturligvis er ord som ”qua” og ”chance” velegnede i snævre vendinger og bruges rimelig hyppigt, naturligvis kan man synes det er  mærkeligt at læse digte med  fremmedorbogen opslået;  men dette  er let at tilgive når man læser tekster  som Yndigtlandet; Ødeland; Zapperen og mange flerehvor det i den grad er lykkedes at perfektionere balancen mellem pålagt form og væsentligt indhold eller når man læser fine  linier som

Ingen hører Gud for evigt. /Dødens corpus barnet ammer . [ Faldende alfabetisk rækkefølge om den korte vej fra fødsel til død i Åreladning. ]
Troskyldig undren. Vårens watt.  [ Hukommelse. ]
Fragmenteret gråhed hærger indad./ Jagtinstinktets kaos lister med. [ Nøgenhed. ]
Sandholmlejrens torden/ under verdensborgerfængslets wirer. [ Yndigtlandet. ]

Under det valgte alfabetiske mønsters disciplin er det langt hen ad vejen lykkedes forfatteren at skrive så man ofte glemmer at ordene er alfabetiseret. 

Hvorfor så al den ulejlighed?  kunne man spørge.  For mig ligger svaret i destillationsprocesseen. Når ordene er underlagt et overordnet mønster, bliver udvælgelsen mere  central end i  konventionelle digte.  Når Eros, Krigen, Menneske, Ord  skal  beskrives/ videregives  i en bunden sproglig opgave ,  er udvalget af ord begrænset på en  anden måde end i friere digtformer.  [I øvrigt også i visse elizabetanske sonetter, hvor et konventionelt ordvalg løber lige ind i formen og lægger sig dovent tilrette. ] Der bliver noget emblematisk over digtene.  Ordene står i strukturen på den plads, og ofte kun den plads, de har mulighed for.  Jeg vælger digtet Yndigtlandet :

Yderst zigzagkystens ælde.
Øer, åer, agre, bakker,
cykler . Danmark er for gavmild.
Hjerteblod i julimarker.

Kom landflygtning mød nationens
ofres puls qua retsstatslege.
Sandholmlejrens torden under
verdensborgerfængslets wirer.

Ordene følger alfabetet fra y til å. Når å er nået , begyndes forfra med a.
Digtet starter med traditionelle associationer til kernefædrelandssange.  Planter et genialt ”cykler” mellem bakkerne. Vender vrangen udad på landet der er alt for gavmild med blod; og alt for karrig med at give asyl.
Ubesværet synes jeg.  Sprogligt kreativt. [Landflygtning!]

*****************

Der er noget der ligner et credo i digtet Ord: ”Ord pensioneres qua regler…… bagved censurens dekret / endte folk glemt.”

Ord pensioneres qua regler,
som tomheder uden værdi.
Warholske zenofobier,
ytringens zoologi.

Ætsede ører – åh, afmagt.
Bagved censurens dekret
endte folk glemt. Her i junglens
krat ligger menneskets notat.
( Versefødderne i sidste linje passer hvis man siger” men´skets notat ;-)”  )

Alfabetismer sender pensionerede ord tilbage på glosemarkedet med det glemte indhold intakt.
De bortcensurerede bogstaver x, z, q bliver ligeberettigede med  resten af alfabetet.  Ikke kun for sjov [jfr. Yndigtlandet. ] … men også for sjov [ Jfr. Vartomt.]

Blandingen af nydannede ord med konventionelle er et væsentligt træk ved digtene.  De ligger på en skala fra digte, der udelukkende spiller på lyd og rytme i det ikke umiddelbart genkendelige  [ som i Lagglemt ] , til digte hvor enkelte  ord er hentet fra det  lagglemte [ F.eks. i Identitet] . De usædvanlige/ nydannede ord sniger sig gradvist ind i kendte kontekster.  Ikke på en se-hvor-mange-lærde-ord-jeg-kan- måde; men på en se-hvad - jeg – har-  fundet- måde.  Sådan bliver digtenes vedkommende indhold forsynet med en forsinkelseseffekt; den nedsatte læsehastighed bliver en styrke.

*******************

Når digte bevidst sætter sig regler for komposition og sprog , inviteres der naturligt til at læseren beskæftiger sig med projektet på baggrund af  forfatterens intentioner, men jeg vil lige sikre mig, at du der overvejer at købe Alfabetismer,  er  klar over at den indholdsmæssige side klart matcher den formelle.   At der er tale om engagerede digte der beskæftiger sig med væsentlige sider af tilværelsen.  Som i digtet Nøgenhed, hvor overgreb mod en ung kvinde kaster skygger over nuet og fremtiden. 

Nogen overtaler pigebarnet.
Qua resursedeling skabes ti
ubekendte voksenvenners weekend,
Xenon yder zoneterapi.

Ætser ønskebarnets åbne ansigt
Brister chancens dunkle evighed.
Fragmenteret gråhed hærger indad.
Jagtinstinktets kaos lister med.

Og lige en cadeau til korrekturlæseren, der har manøvreret mellem ”meningsløse” og nycoinede ord med stor sikkerhed. Kun én slåfejl så vidt jeg kan se.   

1. oktober 2010
 

Skovborg, Else : Hirsholmene [2010]

Else M.D. Skovborg : Hirsholmene.
Forlaget Vandkunsten., Lindgreens Allé 20C, 2300 København S
123 sider. Pris 199,- kr. ISBN 978-87-7695-184-9
info[snabel-a]forlagetvandkunsten.dk

Her i november udkommer Else Skovborgs tredje bog: Hirsholmene. Bogen foregår i årene 1943- 44, hvor forfatteren som ung kvinde var lærer på Hirsholmene, en lille øgruppe ud for Frederikshavn. Bogen rummer tanker og begivenheder fra opholdet og som noget helt speciel former den sig som den modne forfatters [født 1921] forsøg på kommunikation med sit unge nyuddannede jeg. Her beskrevet som et ”jeg” der taler til et ”du”. Bogen fortæller levende om ankomst og ophold, dagligdag på øen under 2. verdenskrig, skolegang, årstidernes skiften, breve fra kæresten tilbage på fastlandet og slutter med bryllup.

Det store og modige projekt er dog Else Skovborgs forsøg på at komme under vejr med sig selv som ung.
Ganske konkret forestiller hun sig at være til stede på Hirsholmene for at komme til en forståelse af den unge pige hun var. ”Nu har jeg besluttet , inden det bliver for sent, at anstrenge mig for, at vi skal få noget med hinanden at gøre.” [ s. 5]

Processen er til tider vanskelig. ” Du lukker døren for mig. Hvordan skal jeg nu finde dig igen?”[8] og den stærke trang til at møde sit tidligere jeg møder modstand. ”Men jeg kan se, at jeg taler for døve øren.” [14] Til tider er forsøget tæt på at blive opgivet. ” En snak med hinanden får vi nok aldrig”. [92]
Der er virkelig tale om et eksistentielt eksperiment der rækker ud over bogens eget ”jeg” og ”du”. Har Heraklit, den græske filosof fra o. 500 før vor tidsregning, ret når han siger : ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod” ? At det vand , man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet ? At tiden er gået,at vandet er løbet ?

Jeg tror, at udgangspunktet i bogen er at projektet kan lade sig gøre. At det er muligt at kunne forstå sig selv som det menneske man var for år tilbage: ”Åh hvor jeg nyder samværet når du er så nærværende. ” står der et sted. Men jeg tror også at den endelige erkendelse af at der altid vil være afstand mellem det skrivende ” jeg” [2010] og den unge pige på Hirsholmene [1943] har været vanskelig , måske smertelig. ”Jeg må følge dig til dørs men jeg går ikke med ind. Hvor skulle jeg være? … i soveværelset leger I to elskende mand og kone. ” [95].

En grundlæggende bagggrund for forfatterens ønske om at forstå sig selv som ung er, at ægteskabet med den elskede ikke varede mere end 17 år. Da hun forestiller sig at være til stede ved den unge kvindes bryllup skriver hun : ”Jeg skubber en mørk tanke til side, den at dit giftermål kun kommer til at vare i sytten år, før han forlader dig for at gå til det ukendte land. ” Der er ikke blot tale om at forstå sig selv som ung og forelsket ;men også et forsøg på at rumme tilbageblikket på livet før tabet.

Men selv om forsøget på at komme tæt på den unge lykkelige piges tanker slår fejl, slutter erkendelsen ikke i resignation. Man kan ikke hoppe tilbage i ungdommens flod; men måske bliver man [paradoksalt?] ikke en anden selv om man/ tingene ændrer sig? Denne anmelder fornemmer en afklaret accept af de næsten tres år der ligger mellem bogens ”jeg” og ”du” : ” I toget mod Randers lader jeg dig sidde i fred i kupeen. Kig du bare ud af vinduet og drøm videre. Jeg tænker på mine egne drømme.” [116]. Fornemmer en accept af lykken anno 1944, selv i lyset af det der kom efter . Om den unge piges bryllup hedder det:

”Her bliver du stående…. støttende dig til hans højre arm. Smilende til fremtiden står I der, indrammet af kirkedøren.

Intetanende. ”

Forfatteren har haft fat i dybe lag i sin person, og turdet afdække dem.

Poul Høllund Jensen

Skovborg , Else: Kneveren om Tjærby [2012]

Else M.D. Skovborg :  Kneveren om Tjærby. Beretninger om en  lille by ved Randers fjord.
Forlaget Bogform  2012.  Foto Annelise Sørensen. Grafisk opsætning: Helge Skovborg.
ISBN 978-87-91699-19-1. Udgivet med støtte fra Velux Fonden.

Else Skovborgs nyeste udgivelse, Kneveren fra Tjærby, er det fjerde led i forfatterens kortlægning af en barndom og ungdom i Øst- og Nordjylland.  Bogen består af en række  erindringer og indtryk fra  årets gang i  den lille  østjyske   landsby, Tjærby, ved Randers fjord. Forår, sommerudflugter, efterårsregn og vaskedage, ringridning , forsamlingshus.

Som i forbindelse med Else Skovborgs tre tidligere bøger er der tale om en meget præsentabel udgivelse.
I dette tilfælde ikke uden humor og blid selvironi. Forsiden af  "Kneveren" blir ganske passende  illustreret af  et billede af storken på   reden. Bogen er derudover illustreret med sort-hvide fotos. Julegaveide?

Bogen  er skrevet i et levende og naturligt sprog. Fremherskende er  respekten for såkaldt almindelige menneskers liv i tyverne/tredverne .  Else Skovborg lever fint op til den  kendte regel :  Show. Don´t tell.
[ frit oversat  :  vis os det i stedet for at kommentere det ].  Finest i afsnittet Bittersød natskygge, der sagtens kunne være en fritstående  novelle, med dens gribende beskrivelse af den  lidt sære og meget ensomme Gertrud , eller Gjatteret som hun kaldes i landsbyen.  Afsnittet viser stor indlevelsesevne i et mærkeligt menneskes mærkelige skæbne.

Storvask, koppevaccination og første skoledag .  Forår i Tjærby. Slagtning, søndagsskole og rugbrød med sirup. Med  sikker fornemmelse for dufte, farver og  situationer. Tættere kommer  man nok vanskeligt  livet i Tjærby ved Randers fjord i  tyverne/tredverne.   

"Så lad mig endnu engang gå i engene ved fjorden, plukke af de smukke engblomster, som dufter så sundt og syrligt, høre på storkens knever, hvad den har at fortælle om byen og de folk, som boede der dengang, endnu en  gang gå ind i huset , hvor vi boede. " [ Fra indledningsafsnittet. ]

Wallace, David Foster: The Pale King

David Foster Wallace:  The Pale King.  En paradoksal blanding af ekstrem kedsomhed og  vildt morsom overdrivelse.

The Pale King er en stærkt syret skitse til en roman, redigeret og udgivet efter forfatterens død.
Hovedpersonen, [  forfatteren selv? Han  nævnes i alt fald med eget navn som " jeg"] , er på vej til en ansættelse som skatteinspektør i et mindre provinshul kaldet Peoria. Vi følger hans flytur, minibustransport,  venten i kø, indledende skattetekniske foredrag med   indlagte flashbacks fra barndom og ungdom garneret med løsrevne sidefortællinger om forskellige  andre ansatte og deres gøren og laden.  Nogle fungerer næsten som selvstændige noveller.

Hovedtemaet i denne beskrivelse af hverdagen på skattekontoret er "the Pale King", der for mig uden tvivl
er et synonym for kedsomhed.  Aldrig har jeg læst så mange til den mindste detalje beskrevne  og langtrukne tekster om skattetekniske problemstillinger,  udsigten fra vinduet i en minibus, et tilfældigt dydsmønster,  en  kvindes beretning om mødet med sin mand, hovedpersonens karrierebaggrund. De er i den grad overdrevet udpenslede , at det hele bliv absurd morsomt.  Der sker jo ingenting; men alligevel sker der en  hel masse.  Det er typisk David Foster Wallace. Læseren tvinges langt langt ned i tempo og   kommer til at værdsætte bitte små trivielle detaljer og paranteser og sætninger der strækker sig i det uendelige .Ofte som kompakte tekstblokke på  adskillige siders længde.

Bogen tegner et skræmmende billede af trædemøllen skattecirkus. Konkluderer, at  de der klarer sig i det moderne samfund, er de der kan overleve den ultimative kedsomhed. Er som sådan en fin træning  i at klare sig på et overordentligt kedsommeligt arbejde. En total og meget provokerende modsætning til moderne trends om at realisere sig selv, at tage initiativer, at livet skal være spændende. 

Når man har kæmpet sig gennem 573 sider føles ens egen verden slet ikke så kedelig endda! Og måske belønner man sig selv med en  Jussi Adler-Olsen .

Men på højde med Infinite Jest kommer den aldrig.
30. november 2012