Charlotte Salomon, Franz Kafka og The Truman Show

Leben? Oder Theater?

Eksaminator: Hvad er livet?

Eleven: Et pust i sivet.

Censor: Et nul er givet.

……………………………………………………………………………………..

Det er en stor mundfuld at definere livet i oneliners. Shakespeare: The world is a stage.   Wesker: The world is a kitchen. Undertegnede: Verden er to gule citroner og en drengestemme fra før reformationen. Man får ikke det hele med på den store scene i den slags definitioner. Ingen af dem kommer helt tæt på. Men interessant er alligevel teatermetaforen, der som præmis har den opfattelse, at livet på forskellig vis bliver iscenesat af nogen/ noget.

Truman i filmen The Truman Show fra 1998, Charlotte Salomon i syngespillet Leben? Oder Theater? og K i Kafkas Processen kommer hver på sin måde langt ud over onelinerens forenkling. I filmen er hovedpersonen Truman den eneste der ikke ved at han står på en scene, naiv så han ikke ser at verden er en kulisse. Da sandheden dæmrer, bliver hovedopgaven at frigøre sig fra den rolle andre har anbragt ham i.  Fra at være noget der bare eksisterer, bliver verden et spørgsmål om bevidste valg, om selv at skabe sin tilværelse.

Helt anderledes  er K´s optræden i et uigennemskueligt og nådesløst samfund. Som Truman tror han at den verden der tilsyneladende eksisterer omkring ham, er virkelig og real. I processen agerer K hele tiden som om verden er hvad den giver sig ud for at være. Nye informationer inkorporeres bestandigt som om de giver mening i eksisterende sammenhænge. Først sent – aldrig? – indser K at hans verden er en scene hvor han aldrig vil kunne hamle op med instruktøren. Faktisk lider han af det man mange år senere har kaldt ”the Truman Syndrome” dvs. troen på at man er stjernen i sin egen tilværelse.

Liv? Eller teater?

Den tyske jøde Charlotte Salomon, der blev myrdet af nazisterne i Auschwitz 1943, går bag om spørgsmålet og lader det samtidigt stå åbent. I en medrivende integration af gouacher  og tekst/sange skildrer hun sit korte liv [1917 – 1934] med dets tragedier og glæder i Berlin og til sidst i Sydfrankrig.  Med morens og bedstemorens selvmord, den surrealistiske situation for en  velstående og kultiveret jødisk familie i Tyskland i tredverne, den tiltagende chikane og til sidst arrestationer af ens nærmeste bliver spørgsmålet er dette livet eller er det teater?  uafviseligt.

Vi er langt inde i eksistensens problem, som det dukker op i en amerikansk film i halvfemserne, en tjekkisk roman fra tyverne og en selvbiografisk bog fra tredverne – fyrrerne.  Det vi ser – er det det der ER? Med tilhørende spørgsmål som eksempelvist: Kan vi leve med at det vi ser eventuelt ikke er virkelighed. Har vi mod til at se bagom fænomenerne?

Den unge jødiske kvinde har følt at livets afslutning lå lige om hjørnet og formår at balancere spørgsmålet på en knivsæg. Jeg fornemmer, at det ville have været ubærligt at livet med forelskelse og kunstnerisk glæde blot var teater.  At dilemmaet på den andens side var forfærdeligt – for på gaderne blev folk arresteret og ført bort til døden i koncentrationslejrene. Det måtte være absurd teater/ et mareridt man vågnede fra.

Liv? Eller teater?

K spiller sin rolle iscenesat af et grusomt system, som en marionet løftes han i snorene fra snoreloftet. Som tilskuer er det let at se hvor det bærer hen, men som medvirkende i sit eget absurde skuespil får han rollen til at hænge sammen. Selv da bødlerne kommer for at henrette K spørger han uforstående: ”Hvilket teater optræder De på?” ”Teater?” spurgte den ene herre den anden om råd med sitrende mundvig. ”De er ikke forberedt på at blive spurgt,” sagde K til sig selv og gik hen for at hente sin hat.”

Liv? Eller teater?

I Trumans ganske forenklede problemstilling løser spørgsmålet sig gennem en forenklet og gennemskuelig proces. Det forhindrer dog ikke filmen i at være en fin parabel/lignelse om man vil, på livet som teater.Den er et udmærket afsæt for en drøftelse af spørgsmålet om væren.

”Betragter månens bue
den kun er halv at skue
men er dog hel og rund
Så er vel flere sager
som nu vort hjerte vrager
fordi vi halvt dem skue kun. ”

[Matthias Claudius]

 

 Poul Høllund Jensen 27.03.09