Bøger til eftertanke

Prosit ! Her kommer omtaler af en nævefuld bøger. Poul


Først forfatterne alfabetisk . Længere ned på siden kommer du ved at bruge søgefunktionen på værktøjslinien. Søg f.eks. på et forfatternavn.

Og der er flere anmeldelser på
http://metrord.urbanblog.dk/
Faktisk hele 20 anmeldelser.  Især af digte.

¤  
Paul Auster
Oracle Night ( 26.04.05) 

¤  Ursula Andkjær Olsen : Ægteskabet mellem vejen og udvejen. ( 19.08.06)

¤ Bukowski  (23.04.05)   Pragtfuld bulderbasse.

¤ Mogens Bynkou Nielsen ( 21.12.04)    Følsomm e digtsamlinger

Abraham Ca han:  Yekl and The Imported Bridegroom
Fine iagttagelser af de jødiske kvarterer i NY i det nittende århundrede

¤ Dubuffet   Tanker for poeter og andet godtfolk

¤ Elmøe, Henriette : Egen Genvej
 en spændende tekstsamling

¤ Ejersbo   (12.11.03)  Mit store bysbarn - Nordkraft

¤ Fargo (02.05.02) Personlige oplevelser omkring navnet.

¤ Fjord Jensen ( 25. 02. 03)    Begravelsespladsernes historie - spændende

¤ Jonathan Safran Foer og Cormac MacCarthy og Mark Haddon : Extremely Loud and Incredibly Close / The     Road / The Curious Incident . 
 
Nogle overvejelser over nutidige bøger med en ung dreng i hovedrollen. ( 10. oktober .03. 2008 )

¤ E.M. Forster :
En rejse til Indien (04.01.05)
   Klassikeren, der gir stof til eftertanke om kulturmøder


¤  Paula Fox: Desperate Characters ( 16.06.07)  

¤  Mark Haddon: The Curious Incident of the Dog in the Night-time. En ungdomsbog [voksenbog] udover det sædvanlige. (19.10.2007 )

¤ Khaled Hosseini : Drageløberen ( 12.02.07)

¤  Peter Høeg : Den stille pige. ( 19.08.06 )

¤ Interview med mig selv (20.08.03 - bl.a. om    Janet Frame )

¤ Lloyd Jones: Mister Pip [11. 09. 09 ].

¤ Ane-Marie Kjeldberg ( 03.08.04)
   Romanen "Keramik
 

¤Kulturforbrugeren  PHHJ ( 04.01.07 )

¤ Labour Day ( 15.01.05 )
   Personlige oplevelser

¤  Jonathan Lethem : The Fortress of Solitude
    Brooklyn for viderekomne

¤  Jonathan Lethem : Motherless Brooklyn
    Krimi og tourettes syndrom
 

¤ Marina Lewycka: a Short History of Tractors in Ukrainian ( 26.09.07)
   En morsom/alvorlig bog om alt andet end traktorer.

¤ Don deLillo (12.06.02) 
   Vedkommende romanforfatter


¤ Ian McEwan   
   Gudbenådet romanforfatter: Atonement/Saturday/On Chesil Beach (16.06.07)
In English [ Atonement/ Saturday]
  Solar (2010) 

¤ Meyrink : Golem  
   Kabbalisme for fuld udblæsning

¤ David Mitchell: Cloud Atlas ( 21.09.05 )
   Flot plot. Svag forfatterinvolvering.


¤ New York Times  God netavis. 

¤ Kirsten Nørgaard ( 27.12
   Dejlige digte. NB Galileos Finger er den seneste udgivelse. (11. oktober 2008)

¤ Philip Roth: American Pastoral. ( 18. 12.05 )
   Fantastisk fantasi !

¤ Neal Stephensen:  Snow Crash ( 15.09.03)
   Science fiction par excellence

¤ Donna Tartt : The Little Friend
   Et rigtig godt plot.

¤ Thomasevangeliet (20.08.03)
  Et evangelium der ikke kom med i NT -   ærgerligt !

¤ Ole Vardinghus ( 4.02.2004)
   Hårdtslående digtsamling

¤ David Foster Wallace (13.02.04) 
   Banebrydende, provokerende sprogfornyer.

¤ Tom Wolfe : I am Charlotte Simmons / Jeg er Charlotte Simmons
( 24.08.05 )   Studentermiljø for fuld udblæsning
  
In English

 

 

HERE GOES

Moody, Patrick:   Demonology. Er efter min mening en ret blodfattig novellesamling. Jeg savner pointer og spænding. Måske kan  bogen tildeles en svag portion humor. Den er ikke farlig.

 

Henriette Elmøe :
Egen genvej
56 sider
Udgivet i samarbejde med forlaget Armé 2009
www.arme.dk
ISBN 978-87-991532-3-7
149,- kroner

 

Henriette Elmøes bog, Egen genvej, består af 56 prosastykker. Jeg læste den på en tur til Rom, hvilket viste sig at være den helt rigtige nøgle til den rigdom af tanker, historier, beskrivelser, overvejelser, fantasier og erindringer der udgør indholdet. Ved et stort kommunistrally på Piazza Navona, med tårer i øjnene over de røde faner, blev jeg den kloge mand der steg ned fra sin sky [ Fornuft og følelse ] mens ” … de unge voksede op og blev ældre , nye unge kom til, og nye efter dem. ” [Kampdag!] Den helt fine match var teksten om fløsen læst ved bordet i restauranten ved Campo de Fiore, hvor værten iklædt læderjakke og charme kastede sig over enhver kvinde med kindkys og knus, overbevidst om at han var en gave specielt til dem. [Fløsen] I de smalle nattegader med de gule lamper kom jeg på sporet af  nye begyndelser ved hjælp af teksten Forfra: ”Nu ved du hvor du er. Tilbage hvor alt begynder forfra. Du skal opdage alting forfra igen. ” Helt uimodståeligt blev muligheden for en ny begyndelse til  sandhed i ordene ” Men træder man over brudte fliser af en tid, lyser månen stadig gavmildt, det er naturligvis blot en antagelse, for hvor skulle jeg vide det fra?” [Snus] Og regnregressionen fandt sted da det styrtede ned mellem Borgheseparkens høje træer. [Regnregression] Egen genvej er ikke kun forfatterens, men i høj grad også læserens genvej.

En genvej er en mere direkte vej end den sædvanlige.

Bogen er fyldt med genveje fra dagligdagen. En kvinde  ser sig i spejlet og glæden vender tilbage. [Le mirage]. Forfatteren finder sin barndoms vanter og forstår at hun er blevet voksen. [Isslag]. Giles spiller for eleverne mere end nødvendigt og hans plektre findes i kvinders dagbøger. [Egen genvej] På cafeen bliver man afkodet og afklædt når man sænker den beskyttende avis. [Sommersituation]

Bogen er fyldt med genveje i tankens og fantasiens verden. Et almindeligt menneske styrer en oceandamper gennem en orkan og ender med at skyde genvej hjem gennem Henriks have. [Løgnefanten]
Man krøller sine mareridt sammen og sender dem på Vestforbrændingen[Ketchup]. Man krænger huden af som en våddragt og spoler tiden tilbage. [Kampdag] Der er en herligt fabulerende tone over Henriette Elmøes genveje. En digter bytter sjæl med et træ i skoven. En pige bliver gennemsigtig af at spise porcelænsstøv. Hvaler skylles ud gennem bruseren. Rumfartøjer lander på Svendsens tud.

Egen genvej er en bog fyldt med transformationer, metamorfoser, stemningsskift, sceneskift, rejser i tid og rum. En fin påmindelse om at forandring ligger og venter bag alle livets positioner.  Den er fyldt med beskrivelser af både upåagtede og spektakulære genveje. Den er fuld af håb  og skuffelser.

For ordet genvej skal nok ikke forstås som den ofte udlægges, som en måde at komme let til tingene på. Som en metode til hjørneafskæring. Det er klart at det forunderlige spejl gir ungdommen tilbage, at fliserne fører hen til måneskinnet. Men lige så tydeligt, at spejlet kan forsvinde og at man ikke altid kan være sikker på måneskin.  En kvinde ser sig selv som barn, men da hun prøver at bryde gennem is for at nå tilbage, forsvinder barnet for kun at efterlade sig sine vanter. [ Isslag ] Det er ikke genvejen til kærlighed at stjæle den i butikken[Prisen] og for Henrik i teksten Hovedbanen eksisterer ingen genveje i det autistiske mareridtsunivers.  Præcist udtrykt i følgende passage i teksten Gid jeg var en troldkvinde:  ” Ja, ned på papiret med alle kvalerne, det vil sikkert gøre forfærdeligt ondt at skrive det hele ned, men jeg kan bære det, smerter er forunderlige, de går væk med et Zap, når man kender formularen. Åh, gid det var så vel!”

Henriette Elmøe har skrevet en frodig og tankevækkende bog. Hun kommer rundt i mange af universets og dagligdagens kroge. Mange af teksterne er meget virkningsfulde. Jeg kan ikke nævne alle, men teksterne  Kontaktannonce, Slangetæmmeren og Klima får et ord med på vejen.  Kontaktannonce er en tour de force over alle de afskyeligheder hos mænd som kan afholde en kvinde fra at besvare deres kontaktannoncer. Den er besk, barsk og hylesjov. Slangetæmmeren er en smuk fabel om manden, kvinden og barnet.  Med enkel symbolik og smukke billeder  får vi en ny version af urhistorien om forholdet mellem manden, kvinden og det nysgerrige barn. Klima må læseren selv tjekke ud. Jeg lover han bliver overrasket. Den er i den grad u-lomborgsk.

Sproget er klart og præcist. Denne læser lægger mærke til passager som ”Hun blev så bleg, at man som forbipasserende måtte hæfte sig derved. Man undrede sig og lod man blikket dvæle ved ansigtets gennemsigtighed, så mødte man de store blå øjne og tænkte: ”Det er en porcelænspige!” [H.C . Andersen, eventyrets sprog, ståen inde for]. Lige inden står der ”… og pigen elskede sovs. Hun havde spist cirka så meget af den støvede sovs, et der var nok til et muntert køkken. ” Et af mange eksempler på de overraskelser der er lagt ud i teksterne i form af stilskifte og humor der veksler med alvor.

Og så sidder man i flyveren hjem og læser teksten Hånd . At vi kan holde hinanden i hånden jorden rundt . At hånden kommer ned fra oven og holder så fast så fast. I selskab med en forfatter der ved noget om livet og forstår at give det videre som tankevækkende læsestykker så man totalt glemmer at der ikke er faldskærme om bord.

Tak for en god læseoplevelse.

Poul Høllund Jensen
29.april 2009

 

 
*

flere anmeldelser af selvudgivne bøger 

http://metrord.urbanblog.dk
Lloyd Jones: Mister Pip.
På en isoleret ø i det sydlige Stillehav raser en uforsonlig borgerkrig. Øens tilbageværende hvide mand, Mr Watts, tilbyder at undervise i landsbyens skole. Hans eneste tekstbog er Dickens´ s  Great Expectations.
Det narrative begær er meget stort. Et helt usædvanligt plot holder os i et fast greb fra første til sidste side. Fortælleren er en 11-årig pige, Matilda, fremstilles med en indsigt der forbløffer. Og så gør bogen noget usædvanligt, idet den overbeviser læseren om at litteratur kan gøre en forskel, være dødsens farlig, blande sig uimodståeligt i menneskers hverdag, fortrylle dem, gøre forskel mellem liv og død. Det sker jo ikke hver dag , vel?
Man ler og græder, gruer og  glæder sig.
Oprørere tryllebindes ved genfortællingen af Great Expectations. Landsbyen bliver brændt ned fordi "de røde" tror at Mr. Pip  er en virkelig person landsbybeboerne holder skjult. Mor og datter kommer  på afstand af hinanden fordi datteren er mere optaget af romanfiguren Pip and af sine forfædre.

Og så det store spørgsmål: Virker slutningen? Ja, det synes jeg faktisk. Døm selv. Og måske får du lyst til at læse Dickens egen bog  bagefter. Bogen i bogen er rigtig og eksisterende.

En flyvetanke ryger gennem hovedet. Er det dog ikke det samme grundtema jeg har mødt i Reading Lolita in Tehran? Altså en klassiker fra vesten bliver læst i en helt anden kulturel sammenhæng og der sker ting man ikke forventer. Og måske er her startideen til et studie i nykolonialisme/ nykulturimperialisme. Bare en strøtanke.
Og så er den ikke engang svær at læse på engelsk.

Poul Høllund Jensen 11. september 2009

 

Abraham Cahan: Yekl and The Imported Bridegroom. [Dover Publications 1970]

Bogen er skrevet i 1896 - 98 og rummer en kortroman plus et antal noveller om livet blandt jødiske immigranter i New York. 
Forbavsende frisk af sin alder, giver den et fint indblik i dagligdagen blandt Israels børn i deres kamp for at få fodfæste i det nye land og i processen med at finde rodfæste i en kultur der bogstaveligt er hundreder af år foran hjemkulturen i Østeuropa.
Vi læser om Yekl, der sender bud efter sin kone i Polen. Om Ariel der henter en mand til sin datter i Europa, kvinden der ruinerer sig ved at holde bryllup over evne. Der er en pudsig lighed med barndommens julehæfters beskrivelse af jævne menneskers følelser og livsvilkår, men uden sødlige pointer mod slutningen. Fortællingerne ender som regel med lakoniske konstateringer om tingenes tilstand efter en afgørende begivenhed.  Man smiler snarere end griner over den jævne argumentationsform folk i mellem og kan sagtens stå inde for ægtheden. 

Der er tale om fiktion, men som en anmelder siger det, er man bedre orienteret om immigrantjøders dagligdag og tro end i mange fagbøger om emnet. Et meget anderledes univers end vores vandte rulles op. Selv kommer jeg til at overveje forskellen mellem ortodoksi og fanatisme. Så megen humor og tilpasningsevne samtidig med fastholden af troens centrale plads. Ortodoksi i forsigtig dialog med det amerikanske samfund. Ghettoen set gennem kærlige briller tilhørende en litauisk født jøde. Et lille vindue til overvejelse. Et gratis kig fra en fremmedforskrækket dansk hverdag til noget helt andet. 

 

 

2002  Ian McEwan : Atonement

Det er svært for en forfatter i en moden alder at beskrive et barns eller et ungt menneskes tanker og handlinger, så det forekommer troværdigt for læseren. Hvor meget er nostalgi ? Hvor meget er fra psykologibøgerne ? Heldigvis er der somme tider eksempler på , at beskrivelsen lykkes. Jeg har altid ment at Harper Lee i To Kill a Mockingbird formår at overbevise os om at Scout ser sydstatsverdenen som netop et stort barn ville have gjort det. ( Det  er ikke mærkeligt, at man for nylig i Chicago valgte at  udnævne netop To Kill a Mockingbird til fælleslæsning for alle i byen i en bestemt periode ).

I Ian McEwans bog fra 2001 Atonement har jeg fundet den samme usvigelige sikkerhed i persontegningen af den trettenårige Briony, der i første del af bogen i bestræbelserne for med et slag at blive voksen (med  forsæt ) fejltolker de voksnes handlinger så hun resten af livet søger at sone det hun bliver årsag til.

Bogen er også et flot tidsbillede af tiden før krigen plus krigs-og efterkrigstid.

Forfatteren har overbevisende beskrevet de fatale begivenheder set fra mange vinkler, så vi bliver holdt hen i spænding og kun gradvist får de informationer, vi har brug for – for at få ”sandheden”. Bogen er  klart mere gennemarbejdet end f.eks. Amsterdam. McEwan har udviklet sig fra en inspirerende enfant terrible – f.eks. In between the Sheets – til en romanforfatter af format.

Man har virkelig svært ved at lægge bogen fra sig . Gør det modvilligt i sidste afsnit , da den nu nioghalvfjerdsårige Briony afslører den ”endelige” sandhed om begivenhederne på herregården i tredverne. Nu er det blevet 1999.  

Saturday. 

 

Nu er han der igen , McEwan. Begejstrer og fanger ind. 
A day in the life - lørdag. Midaldrende mand, London, Irakkrig, terror, kirurgi, far-datter/søn, ægteskab. Volden under overfladen.Digtere.Spænding.

Først og fremmest lægger jeg mærke til den uhyggelige præcision hvormed McEwan går ind i mig!! Hvordan er han kommet til at kende mig og mine tanker? Hvordan ved han , at jeg er nødt til at se TV-nyheder hele tiden - for hvis nu... Hvordan kender han  min ikke engang helt selverkendte diffuse ængstelse for hvad der nu sker om et øjeblik?.  Hvordan mine endeløse frem og tilbage overvejelser over politiske emner?  Min til tider handlingslammende ståen på sidelinien og analyseren? Min kiggen på voksne børn og funderen over om jeg kender dem? Min vage frygt for at blive gammel ? Det er eminent beskrevet. Han rammer lige ind i den velbjergede middelklasses tankegang. Ikke fordømmende, måske mildt bebrejdende, lader os måske dømme os selv. Måske rammer han mig med en svag ironi.

Beskrivelsen af fragtflyet der med en brændende motor kommer hen over det centrale London .: Læg mærke til Perownes reaktioner. Knivsægsbalancen mellem frygten for at flyet er bemandet med terrorrister og skuffelsen over at der alligevel ikke skete noget. 

Den fine analyse af forholdet mellem Perowne og moren på plejehjem. Hele tiden på den ene side pligten til at komme på besøg og på den anden ubehaget ved tanken om at skulle ende der selv. 

Over det hele ligger erkendelsen af at intet kan gøres op i sort hvidt. En flot beskrivelse af et moderne menneske. Ikke moraliserende, men skarpt iagttagende. 

Og så kirurgien og digtningen - to meget forskellige former for arbejde. Beskrevet med indsigt. Og spændingskurven i en hverdagslørdag. 

Der er balance mellem erindring, situationsbeskrivelse, handling og overvejelser. 

Den nøgne, gravide datter der læser et digt af en kendt engelsk digter så voldsforbryderen med kniven betages og forvirres i sit forehavende. Den detaljerede beskrivelse af hjernekirurgiske indgreb. Fredsdemonstrationen mod Irakkrigen. Fiskene hos fiskehandleren. Jazzmusikgruppen. Plejehjemmet. London- trafikken.Lagt ind i Henry Perownes bevidsthed , bygget op i en overbevisende personlighed.  

Der bliver tale om selvindsigt.

Og så er sproget suverænt i sine beskrivelser, sin stream of consciousness, sin store præcision. 

Anbefales .( 29. 11. 05 )

Og bare et år senere: On Chesil Beach. 
Noget af det fineste ved forfatterskabet er , at I. M. varierer sine temaer utroligt. Bøgerne er nye hver gang. 
Klimaks i On Chesil Beach er for tidlig udløsning hos manden en bryllupsnat på et hotel ved Chesil Beach. Det snævre sted i timeglasset som romanen løber igennem. Med stor indsigt i parrets betingelser som produkt af deres tid får vi både fortid, samtid og fremtid. Reaktionsmønstre forklares, fremlægges så jeg får en fornemmelse af skæbne bag den ufuldkomne bryllupsnat. 

Det kunne ikke gå anderledes - eller kunne det? I mandens senere liv går smertefulde sandheder op for ham , forspildte muligheder. Der er et vemod over slutningen af bogen der næsten ikke er til at bære. For har vi ikke alle stået i en situation, hvor verden balancerede på en knivsæg, og har vi ikke allle fortrudt?

Det er en flot fortalt historie. Bestemt ikke uden humor i sin detaljerede beskrivelse af de to unge menneskers famlen sig frem i det seksuelle univers på basis af oplysende bøger og halve viser fra venner og familie. To bevidstheder oplyses klart og for læseren er det ikke underligt at tingene går galt - kun de selv forstår det ikke før bagefter. Og manden først årtier senere. 

En kort roman -  novellette om man vil. Så meget desto sværere at vælge sit stof med så stor præcision som det er tilfældet.
( 16. juni 2007 )

Solar
Om videnskabsmanden Professor Beards utrolige liv. Plottet er originalt. Professor Beard er skødesløs levemand og kvindeforbruger. Tilsyneladende kan han slippe afsted med alt - og måske lykkes det. Vi præsenteres for en åben slutning.
Som sædvanlig er der en række sagområder : Klimadebat, bæredygtig udvikling. Offentligt ansatte forskere. Der er en mild ironisk overbærenhed i skildringen af samfundets forholden sig til global opvarmning.  Som hjernekirurgens arbejdsfelt i Saturday, udstilles såkaldt eksperter indenfor bæredygtig udvikling nådesløst og med stor saglig indsigt. Som et  kuriosum nævner jeg lige at artiklen " Vindmøller på byens tage laver for lidt strøm" i Politiken 27. 06. 10 beskriver et fejlslået eksperiment med samme argumenter som vor professor i romanen.
Der er beretninger om hvordan Beard nærmest uden at tænke sejler gennem en hær af kvinders liv.
Beard er levemand, madfanatiker, erotisk besat. Bliver altid reddet af omstændighederne. Man er helt bestemt godt underholdt.
Om den gode McEwans har en plotforfatter skal ikke kunne siges, men udtænkt er plottet med overraskende udviklinger strøet med mild hånd henover siderne.
Skildringen af livet på et testcenter, under en konference på Spitzbergen, i engelske villaer er humoristisk. Pulsen tages på det moderne samfund.
Selv om der er meget ironi og lettere usandsynlige træk i beskrivelsen af Beard, kan man godt komme til at føle en vag sympati med manden. Spørgsmålet kunne også være om det er lykkedes forfatteren at beskrive en mennesketype der bliver mere og mere fremherskende i nutidens mere og mere liberale samfund. Og om der gemmer sig et stænk af tragedie i Beards liv fordi hans omgivelser er fremmende for tankegangen "det går nok altsammen hvis jeg passer på mig selv og ikke tager nogen forpligtelser på mig".
Jeg følte mig godt underholdt - men fandt ikke den samme intensitet som i Atonement eller Chesil Beach. Dertil er bogen for kaleidoskopisk.
28. juni 2010

2002  Ian McEwan : Atonement

It is difficult for an author who has reached maturity to describe children´s or teenagers´ emotions and actions in an authentic way. How much nostalgia? How much out of psychology books? Fortunately, examples of success are to be found. I have always found that , in his novel To Kill a Mockingbird, Harper Lee has been able to convince us that Scout´s perspective of  the South is the real thing. [ I am not surprised that , recently, Chicago selected To Kill a Mockingbird for communal reading for every one in that city over a certain period of time.]

Atonement, Ian McEwan´s novel from 2001, has the same unswerving authenticity in its characterisation of thirteen-year-old Briony. In the first pages of the book she, in her desire to become a grown-up person,  misinterprets an incident among exactly those adults she wants to
be like. For the rest of her life she tries to atone the misfortune she then caused.

The novel also renders an impressive description of  pre-WW2 era plus wartime and the period that follows.


The author has convincingly described the fatal incidents from different points of view, so that the reader is held in suspense while information is only gradually released until, finally, the truth is revealed. The novel definitely shows more craftsmanship than Amsterdam by the same author. McEwan has developed from being an enfant terrible in e.g. In between the Sheets into an writer of  great calibre.

It was really difficult for me to part with this book  Unwillingly, I had to do so after the last chapter, where the now seventy-nine-year old Briony discloses the “final” truth about what happened at the manorhouse in the thirties. Now we are in 1999.

Saturday. 

Here he goes again! McEwan. Enthuses and spellbinds you.

A day in the life – Saturday.  Middle-aged man, London, the Irak war, terrorism, brain-surgery, father/daughter/son. Latent violence. Poets. Suspense.

First and foremost I notice the uncanny precision of McEwan´s knowledge of ME!
How did he come to know me and my thoughts so well? How can he know that I have to watch the news every once in a while . .How can he know my subconscious unease about what might possibly happen the next moment? My endlessly vacillating stand in politics? My paralysed sitting on the fence, analysing ? My scrutiny of my adult children – do I really know who they are ? My vague fear of growing old? All of this is eminently described in the words of the novel. He pinpoints the ethos of wealthy middle-class. Not in a condemning way, mildly reproachful perhaps, letting us judge for ourselves. Maybe his finely tuned irony is what gets me in the end.  

The incident of the air freighter with one engine on fire flying over central London. Notice Perowne´ s reations. The razor´s edge between the fear of terrorism and the disappointment that after all nothing happened.

The sublime analysis of the relationship between Perowne and his mother, who is in a home for elderly people. The deep conflict between his obligation to visit and unease at the thought that some day he himself could end up in a place like this.

On top of it all the realisation that nothing is just black or just white. A brilliant description of modern man. Not moralising but keenly watching us.

Brain surgery and poetry – two very different kinds of jobs. Both described with expertise. And the suspense you can put into an ordinary Saturday !

The balance between memory, situation, plot and reflection.

The naked, pregnant daughter reading a poem by a well-known English poet so the thug, knife in hand, is fascinated and puzzled. The detailed rendering of brain surgery. A peace demonstration against the war in Irak. The fish at the fishmonger´s shop. Jazzband. The old people´s  home. London traffic. All of it woven into Perowne´ s consciousness, built up into a convincing description of personality.

You may call it introspection – into yourself.

Of course the language is perfect – milieu, stream of consciousness, precision.

Poul Høllund Jensen 15 March 07

........................................................................

Marina Lewycka: a Short History of Tractors in Ukrainian

Lissom den følgende omtalte bog har denne en bemærkelsesværdig titel der ikke nødvendigvis har noget at gøre med det centrale i den. Ikke desto mindre blir man nysgerrig og det er jo meningen. Hvad ligger der bag .Mon ikke der sidder en titelmafia et eller andet sted og fabrikerer titler der har det ene formål at få bogen solgt ?

Historien handler om en 83-årig mand der er hovedløst forgabt i en ukrainsk dame på 36. Hun er gift i forvejen men drømmer om vesteuropæisk velstand, så alt skal prøves for at komme til det forjættede land. Den gamle er beskrevet med humor og respekt.
Damen måske mere med humor end respekt, men handligen er en hvirvelvind af groteske og indviklede intriger. 

Fortælleren er den ældre herres søster, der gennem sit engagement i forløbet kommer tættere på ældre søster og gradvist opdager de sorte og fortiede kapitler i familiens historie i Ukraine under Stalin og senere nazisterne. 

Det er lykkedes forfatteren at komponere datterens kamp for sin far ind i  en gradvis forståelse af at familien har en fortid hun ikke har vidst noget om. Der er en meget fin balance mellem humor og alvor. 

Kulturforskelle mellem Ukraine og Peterborough i England er fornemt afsøgte. Jeg kan godt se hvorfor Vesteuropa i mange tilfælde står som attraktivt for de tidligere sovjetborgere. 

Der er ikke tale om en enstrenget bog. Motiverne er mange: Indvandring, aldersforskelle, søskenderelationer, myndigheder, alderdom.

Bedst kan jeg li den gamle far. Hans ukuelige holden ved på trods af begyndende senilitet, hans fine kultiverede måde at tale og tænke på, hans given sig i følelsernes totale vold, hans ubevidste undertrykkelse af fortidens tragedier. Men bogen er også en hel lille krimi.

Slutningen er kær: Datteren kommer på besøg hos faren der omsider er kommet i beskyttet bolig og finder ham splitternøgen i færd med at lave yogaøvelser på dagligstuegulvet - han rejser sig i fuld højde og siger stolt:" You see what I have learned yesterday."..I salute the sun."

Hvis du er lidt træt af de sædvanlige parforholdsbøger om middelklassefolk i tredverne, sku du bestemt prøve denne her.

Poul 26.09.07

 

 

Mark Haddon : The Curious Incident og the Dog in the Night-Time.

er en bemærkelsesværdig bog! Christopher er femten og lider af Asbergers Syndrom. En dag bliver naboens hund myrdet med en greb midt om natten og han beslutter sig for at opklare mordet. Hvilket ikke er let når man ved utrolig meget om matematik men meget lidt om mennesker. I sin søgen efter morderen kommer han på en skræmmende rejse der vender hans verden på hovedet.

Det er lykkedes Mark Haddon at skrive en bemærkelsesværdig bog. Fordi den formår at gengive måden Christopher tænker på så man kommer til at begynde at forstå hvad det vil sige at ha Asbergers Syndrom i en verden der er meget lidt gearet til at kommunikere med mennesker med den slags problemer. Ikke på en moraliserende eller offergørende måde, men med en  befriende munter og kampberedt Christhopher, der, skønt han ofte  er skræmt fra vid og sans , formår at bruge nogle teknikker og tankemåder, der ender med at bringe ham til målet. 

Jeg synes bogens beskrivelse af voksne, far, mor, lærer, betjente, naboer, er flot indlevet. Vi bliver hurtigt klar over hvilke former for kontakt med Christopher, der ikke er optimale. Vi har faren der trods svære odds langt hen ad vejen er en god far for ham. Moren, der gir op og flytter, men indser sine begrænsninger over for sin søn. Forskellige betjente, der enten totalt mangler empati eller bare gør det rigtige. 

Men altså : Hovedoplevelsen er at følge med i Christophers tankegang. Hylesjov og anledning til overvejelser over hvordan samfundet ser på Asbergers Syndrom. 

Ideen er original: en krimi med en dræbt hund og en autistisk dreng der vover sig lang, langt uden for de fortrolige daglige rammer, fortalt med humor og indsigt. Jeg tror ikke nogen af jer vil kede jer i dens selskab. Jeg læste den på et par dage i Londons parker. [I kan sagtens læse den på engelsk , den har et enkelt sprog, det er også en ungdomsbog]

19. september 2007.  Poul

Khaled Hosseini: Drageløberen. ( The Kite Runner)
Jeg har læst Drageløberen to gange og er glad over, at det er muligt at skrive en roman, der behandler forholdet mellem to mennesker uden at disse er forelskede . [ Jeg kan ikke ret godt med parforholdsromaner.]

Det er lykkedes Hosseini i skrive om moral, ære, samvittighed uden at blive lang i spyttet, uden at blive pædagogisk, uden at blive sekterisk. I nutidens betændte klima mellem islam og vesten er det velgørende at læse en roman, hvor islamisk  tro indgår i almindelige menneskers hverdag. Faktisk har Amirs religionsdyrkelse adskillige steder en så alment religiøs vinkel, at man kunne tage den for hverdagskristendom. Vi trænger til at læse mere af den slags litteratur, hvor vi ser andre livsanskuelser indefra, ser at deres tro ikke danner en ubrudt front mod udenforstående. [ Almen religiøs vinkel: Ikke et nedgørende udtryk, men udtryk for at der findes fællesmenneskelige begreber om medfølelse, samvittighed , anstændighed osv. som ligger dybere end enhver religion. ]

Bogen er elementært spændende og udover sin behandling af konflikten mellem halvbrødrene Amir og Hassan gir den indblik i Afghanistans nyere historie og tegner et billede af Kabuls gader og folkeliv. Vi tænker ikke ofte på Afghanistan i hverdagstermer! Desværre.

Du kommer også til at beskæftige dig med kulturforskellene mellem Afghanistan og USA og mellem etniske grupper i selve Afghanistan. Om integration på mange niveauer og fra mange vinkler. Amir ser ikke noget mærkeligt i, at der er Afghanske kolonier i USA. Vi ser konturerne af Afghansk-USA relationen som et sted hvor kulturerne ikke går op i hinanden efter smeltedigelprincippet, men hvor afghaneren alligevel går på arbejde på USA´ s arbejdsmarked. 

Tak til Hosseini, fordi han præsenterer sin verden for mig så jeg 
kan komme på besøg og begynde at danne mig et billede af en verden, jeg ikke kan besøge uden vejledning. 

Og nu er jeg ved at glemme hovedkonflikten om svigt og flugt der efter mange år slår om i ansvarlighed og forsøg på at gøre godt. Jeg synes det forløb er fint og følsomt beskrevet. Ikke gennem et klichefyldt forløb, men balanceret og alligevel så man sidder og bliver tør i halsen. 
Vi kan godt bruge flere brobyggerbøger af denne slags.
Poul Høllund Jensen
( 12. februar 2007 )

.............................................

Kære Peter Høeg

Lige før jeg læste Den stille Pige skrev jeg en opgave i filosofi, der blandt andet handlede om taoismen. Underligt nok var en af mine formuleringer, at det taoistiske ideal er "det lyttende menneske frem for det talende". Naturligvis er Kaspar Krone ikke taoist, men hans evne til at tømme sindet og lade verden komme ind er jo selve romanens strukturelle basis hvad enten det drejer sig om personer, rum eller kvarterer. Kaspar Krones forholden sig til det emergente minder mig om tanken om at når man går vejen , er man vejen ( tao ) og videre / bredere om Xhuangzis mange fortællinger om handicappede, der frem for andre indser vejens kerne. Jeg kan se adskillige direkte lighedspunkter mellem den benløse chauffør, den døende Maxmillian, den hårdtsårede Kaspar Krone og Zhuangzis "Indre kapitler" ´s tema om det nytteløse og det forkrøblede , der måske er tættere på tao end verden almindeligvis mener.

Og barnet , naturligvis. Taoismens ideal, det uslebne menneske , der uden brug af ord forstår det uforklarlige.

Det har rørt mit at læse om Kaspar Krone. Klovnen der i processen bliver meget nærværende for læseren i sin længsel og sårbarhed over for nonner, børn, elskerinde og andre udfra sin impressionistiske forholden sig til dem . Manden er stort set værgeløs, bliver ved med at kæmpe, men frelses kun af "dem derude". Sådan er nogles form for betagelse af andre mennesker. Jeg har stærke identitfikationspunkter med Kaspar Krones sprællende jeg, , der ikke vil kunne redde sig selv ved egen hjælp, selv om det nok så præcist kan aflæse andres bølgelængder.

Jeg synes din genre er forfriskende. "Roman Rosinante" står der på forsiden. ; Men bogen er ikke nogen roman i klassisk forstand. Spændingsmomentet går i retning af krimi og action. Og så, helt virtuost, kommer det okkulte til at spille en væsentlig rolle. Så romanens sikre persontegning, krimiens spændigselementer og det psykisk-religiøse-okkulte, afbalanceres flot mod hinanden.

For ikke at tale om alle de steder man standser op fordi du udtaler dig som vis mand.

[ " e.g. Man kan ikke komme helt hen til noget, og samtidig ville forstå det. " ]

Den intense research i Københavns undergrund og cirkusartistens liv er ikke ringe.

Om slutningen: Hver gang jeg nærmer mig den sidste fjerdedel af en roman , hvor jeg har været helt opslugt af dens verden, begynder jeg at ængstes for , at det hele vil ende banalt eller uforløst. ( I virkeligheden kan man jo ikke afslutte et univers. ) Her blev jeg taknemmelig for den klare og velformulerede sidste side. Den handler jo om håb. Det lever stadig.

Venlig hilsen

Poul Høllund Jensen ( 19.08.06 )

Det kan være et tilfælde at jeg med kort tids mellemrum har læst tre bemærkelsesværdige romaner, hvor en ung dreng er hovedpersonen. Men mon dog.
Jeg tænker på Cormac MacCarthys The Road [road], Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close [Extremely] plus Mark Haddon The Curious Incident of The Dog in The Night-Time. [Dog]

Der er tale om tre meget forskellige bøger, men indsigten i en ung drengs måde at tænke og reagere på er imponerende i alle tre tilfælde. Dog bruger humor til at skabe et troværdigt billede af en autistisk dreng, Road spejler drengen gennem en fars tanker, Extremely sætter hovedpersonen ind i en ramme af slægt og tidstypiske begivenheder. 
(Der har også været andre - To Kill a Mockingbird og Donna Tart The Little Friend - begge med unge piger som hovedpersoner.)

Er det begyndelsen til en trend at have helt unge hovedpersoner? Er det blevet påtrængende at gøre opmærksom på barnets stilling i en verden, der trods internet og mobiltelefoner er blevet mere og mere vanskelig at håndtere? Er der ved at opstå tanker om, at vi trods materiel overflod i børneværelset ikke forstår hvad der er virkelig væsentligt for børnene? Voksenbøger med børn i hovedrollen er i alt fald kommet ind på den litterære scene og [mærk mine ord] psykologer har ikke nogen fremtrædende roller, hvis de da i det hele taget bliver nævnet.

Extremely er fortællingen om Oscar, der mister sin far i terrorangrebet på World Trade Center. Hvordan han prøver at takle sit tab og savn gennem en lang søgen gennem alle kvarterer i New York for at finde en lås der passer til den nøgle han har fundet i sin fars efterladte ejendele. Christopher i Dog foretager en ubegribeligt udfordrende rejse ind til London for at finde sin mor [og den der har myrdet naboens hund]. I Road ligger udfordringen for sønnen i at tro ubegrænset på faren, mens de kæmper for overlevelse i en verden der er tilintetgjort af en atomkrig. Fælles bliver vores opmærksom på at børn har næsten ubegribelige anlæg for at overleve under forhold hvor voksne måske ville give op.
Fælles er håbet [efter atomragnarok, efter 9/11 og forældres skilsmisse]. Det er tre livsbekræftende bøger. Bøger om at flytte sig, gå fra sted til sted, søgende, uden at give op.

Bøger har alternativt layout. Extremely med mange fotos af bittesmå dele af virkeligheden og sider med en sætning. Den slutter med en animeret "film" som dem vi lavede som børn på en notesblok - motiv: Oscars far flyver baglæns op mod World Trade tårnet og bliver frelst. Dog hat tegninger, opgaver, fremhævet skrift. Road er bygget op af afsnit på ikke mere end fem linier, korte stramme sætninger. 

Der er tale om tre bøger ud over det sædvanlige på mange måder. Hvis du læser dem i efter hinanden, vil du få mange krydsende associationer. OG gode overvejelser over hvorvidt de tre unge drenge tænker som unge drenge nu engang tænker eller om de tænker som voksne mænd tror de tænker. 

Jeg ville ikke bliver overrasket hvis der dukkede endnu flere voksenbøger op med et ungt barn i hovedrollen. 

Skrev jeg i 2006 - minsandten om jeg ikke fik ret. Prøv bare at se mine anmeldelser af Donoghue: ROOM, PIGEON ENGLISH af Kelman under bøger efter 2010 !
.......................................................

Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen

Nu har jeg læst Ægteskabet mellem vejen og udvejen – første gang. Der kommer flere læsninger – bogen kan ikke tømmes gennem en - eller flere læsninger.

Det er en utrolig varieret og menings – fyldt digtsamling. Man kan umuligt få overblik, men falder hele tiden ned i tankevækkende formuleringer og finurlige sprogspil, personlig tegnsætning og brug af paradoksale udtryk. Tjek lige Olsens brug af punktum, der er ekstremt opmærksomhedstiltrækkende.

Det er uhøjtideligt uden at være fladt. Der spilles uafbrudt på associationer til talemåder, reklameslogans, fædrelandssange, Archimedes´ lov (!) og sproget er rigtig kreativt. Uden en solid dansk kulturbaggrund går læsningen ikke. Derudover er der naturligvis fælleseuropæisk gods i mængder.

Hun har vel læst Højskolesangbogen og Peder Laale i årevis.

Sproget er ikke æstetisk i sådan almindelig forstand – det er præcist og upræcist i fin blanding.

Og så alle de der biord, udråbsord. " Ja. Nej. Eller begge dele. " " På den måde "= damens yndligsudtryk. ( et svagt ekko fra Dan Turell ? ) De små ord der har den hovedfunktion at sætte spørgsmålstegn ved alt. At forhindre absolutter og opstyltethed. Pillende alle udsagn fra hinanden, samtidig med at læseren alligevel ser en sandhed bagved dem.

I omfang og grundighed lidt som Inger Christensens Det. Men jo ikke så systematisk i sin opbygning af et univers.

Og så den der vekslen mellem stilarter. De fleste er med .

Og måden hun leger sprogligt med en hel frase som f.eks. "lykke og lyse nætter" lar den stå grammatisk som et navneord. [ .. mange lykke og lyse nætter , samfundets lykke og lyse nætter, sine egne lykke og lyse nætter , hen over lykke og lyse nætter… for at nævne nogle. ]

En gennemkultiveret digtsamling fyldt med kultiveret sjov og ironi. Let til venstre for midten.

poul høllund jensen 19.08.06.

......................................................

........................................................................................

Kirsten Nørgaard, som bor i en olivenlund i Italien, er debuteret med digtsamlingen Kote 0.

Kote 0 er betegnelsen for den højdekurve, der ligger ved havets overflade og rent geografisk passer overskrifterne på samlingens afsnit fint ind: Pladsen hernede ; I en uvelsignet lejlighed; Huset i skumringen; Gennem et vinduesgitter og Skygger over stranden.

På alle andre planer må titlen være udtryk for stor beskedenhed. Som læser har jeg befundet migi betydeligt højere luftlag. Det første og dominerende indtryk er skønhed. Kirsten Nørgaards digte er simpelthen smukke. Billedsproget, naturbeskrivelsen, fascinationen af relationerne til andre mennesker er ikke kun præget af ægte følelser , men i høj grad også af  æstetisk sans. Naturen og kærligheden skriver alle jo om; derfor er det en stor præstation at kunne gøre det så læseren føler at her er fornyelse!

Hvad gør det dog at forfatteren med egne ord ”..aldrig har taget ordet/ kusse i min mund ” når hun andetsteds kan skrive ”Under dynens kuppel/ er jeg overstemmen/ i en tidlig morgens/ koralforspil”.Jeg fornemmer en evne til at skrive på en måde der får læseren til at falde gennem en række lag af oplevelse . Det nytter ikke at stritte imod. Man er nødt til at følge digteren. Et eksempel er digtet side 51 ”Bag huset en duft…” der med uafviselig styrke fører fra association til association , snublende i liniebruddene for et øjeblik efter igen at finde fodfæste på et nyt niveau og så til sidste billedligt talt anråbe hin Mnemosyne for dog et bevare en smule at det der er tilbage .

Der er noget klassisk over samlingen. Det italienske præg ? Ingen lette centrallyriske løsninger, men overraskende sammensætninger af ord. ”Ind i mit søvnskjold stikker / skruplerne kolde / snuder ”

Jeg håber ikke det bliver den sidste samling fra olivenlunden.

NB med rødt ! Se anmeldelsen af den multifacetterede og dybdevirkende  chapbook Galileos finger der ganske gratis kan læses eller downloades fra nettet på adressen http://digilander.libero.it/ stensamler/Chapbook_ Galileosfinger_Kirsten_N.pdf

Min anmeldelse ligger på http://www.metrord.urbanblog.dk/   , altså hos anmelderkollektivet MetrOrd. 11. oktober 2008.m

 

Poul Høllund Jensen, Cand.mag. et pæd., svømmelærer.

Philip Roth : American Pastoral .

The reason for reading fiction is to try out possible scenarios of life. You read to know what might have happened, what life might have in store for you. People who do not read fiction only span a limited part of existence. Only know  analog time, unacquainted with virtual reality as they are. Fiction mirrors lives. In fiction experiments are free. You dream, abhor, get inspired, are full of compassion, fear, admiration. 

At least if you are in the hands of good fiction, you do. This I say emerging from the world of American Pastoral by Philip Roth. 

It is by no means an easy book to read. Most of the time you are inside the thoughts of the Swede, a prosperous Jew, hit by an overdeveloped sense of conscientiousness and admiration of mainstream American ideas. His tragedy is that his only daughter turns into a terrorist, killing four people and flaunting everything her family stands for. 

The main character is extremely vulnerable in his attempts to do the right thing. It makes him blind to other people´s motives. It lays him open to all kinds of scheming. 
And the deepest blindness, is the blindness to his own motives. The book is a mastery in the description of self-delusion. The very climax, one page before the end of the 423 pages, shows this to be desperately true. He is a colossus on clay feet. And not only he, but a whole segment of American culture with him. 

The novel is a brilliant study of American values and their weaknesses. Because what precisely is it that is wrong with bringing up you children with respect for family values, with love and tendernes. What is it that is suspicious about earning money. About being an old-fashioned liberal. Well: that it is all so much of a pastoral! An idyl. There is a wry smile on the lips of the author : Search your life forwards and backwards for mistakes , reasons why things went wrong - and you will not find them. 

Try American Pastoral and find yourself caught in the deep humanity of the tragic main character, who wants to do the right thing. Who believes in what he thinks is right - only it does not work. Follow this heart-rending account of a father who perishes in the love for his daughter, who cannot learn to understand the world.

As said before, it is a demanding book, but the reward is there as well. And the tiny, tiny bit of humour in the last two lines of the four hundred plus pages - well: it is comic relief after you have feared the worst for a long read. 

David Mitchell : cloud atlas

Kun skyer og sjæle krydser tid og rum. Et atlas over skyerne kan måske give en beskrivelse af historiens gang. Denne antagelse ligger som grund for ideen bag bogen. At man kan lave skystafet fra århundrede til århundrede og derfor udtænkte et dristigt plot der starter tilbage i måske 1700-tallet og går frem til en fjern fremtid for derefter at krydse egne spor og igen slutte måske trehundrede år tilbage fra vores tid.

Det skrevne ord er en slags stafet - en dagbog skrives og findes af næste led der skriver breve til en ven, der testamenterer dem til en slægtning der skriver en roman der måske udgives af en forlægger og filmatiseres og ses af en slags robot i fremtiden hvis udsagn optages til arkivering i et 1984-agtigt styre der går tilgrunde. 

Strukturen er timeglasformet . Det snævre sted er den overlevende stamme på en stillehavsø efter "verdens undergang" . Tiden løber gennem det snævre og dernæst vendes glasset så tiden løber tilbage i sig selv.

Det lyder nok lidt indviklet, men i praksis er læsningen ukompliceret. Håndværket er helt i top - det lykkes for forfatteren at få mig til at begynde  på en helt ny historie fem gange med lige stor appetit. På den anden side af det snævre i timeglasset venter så belønningen. Alle de afbrudte historier gøres færdig. Den ældste sidst. Rigtig spændende. 

Forfatterens morale er tilsyneladende at der er intet nyt under solen og at mennesker er styret af deres grådighed og deres drifter. Dette viser han så uden nævneværdige moralske kommentarer. Der kommer noget til sidst - men efter min smag for pædagogisk udformet. FOR tydeligt sagt. 

Igen en bog der - som andre - imponerer med sin konstruktion og holder mig fast med sine spændingskurver. Men ku der ikke godt være lidt mere menneskelig tyngde, lidt mere på spil for forfatteren? Han har lavet en imponerende research, men f.eks det med skyerne som atlas , det er jo en fantastisk tanke. Det kunne ha været udviklet - tænk bare hvad Shakespeare fik ud af skyerne. 

slutreplik : "...only as you gasp your dying breath shall you understand, your life amounted to no more than one drop in a limitless ocean! .....Yet what is any ocean but a multitude of drops ? " Bevares - det er da sandt nok. Men hvor er det nu jeg har set det før - 

21.september 2005

Dubuffet i The New York Times

New York Times d. 19.april 2001 rummer en anmeldelse af en Dubuffetudstilling i New York, der gir nogle fantastiske inspirationer til digtere selv om det drejer sig om billedkunst.

Jeg citerer et par steder :    

  “ restlessly mapping non-places”

”the problem of what to do with human figures in a landscape”

“how could he present human figures that were not rendered traditionally but as what he called “ideograms that signify a human presence “ ? “

“… miniature epics in which human figures have been sent down as if parachuted into a fully legible scene that is defined with lines of red or blue”

“visitors in a landscape rather than residents”

“ paratroopers whose drop may have gone astray”

“the mind needs food that has not already been chewed”

“discovery, not reminiscense, is the object…”

Der kunne komme en meget flot poetik ud af at arbejde videre med ovennævnte formuleringer. Jeg føler mig ramt lige midt i mine bestræbelser på at nå et kunstnerisk udtryk jeg kan være glad for. Sikke en ramme om mennesket i kunsten !

Jean Dubuffet : A Loner, Restlessly Mapping Nonplaces. April 19, 2001

 

Tom Wolfe: I am Charlotte Simmons

Det er en rigtig god oplevelse at læse I am Charlotte Simmons! Man keder sig ikke et øjeblik. Plottet er veldrejet uden døde perioder. Professionelt flettes de forskellige episoder og personer ind i hinanden med masser af suspense og overraskelser. 

Hovedpersonen Charlotte udvikler sig fra et guds ord fra landet til en i egne og nogle andres øjne sofistikeret pige . Der er masser af humor og stille/voldsom ironi i flere lag. Beskrivelsen af det vilde liv på et prestigiøst amerikansk universitet bliver ikke mindre vildt af at blive beskrevet af pigen fra landet. Jeg kan godt overtales til at tro at det er sådan det foregår. Selv Charlotte er tæt på at acceptere det til sidst. Der er egentlig ikke så mange skurke. Selv Hoyt der stjæler Charlottes dyd ved et brag af en fest, bliver nærmest tilgivet. 

Ideologisk er bogen meget liberal. Og ingen får lov til at være frelste! Den progressive lærer, den moralske pige, den rige seniorstuderende, den intellektuelle redaktør af studenterbladet, alle får en tur i maskinen. Måske er Charlottes forældre de eneste der står tilbage som uantastede i deres sikre tro. 

Sikke et sprog - Wolfe antyder i forordet, at han har haft kilder med tilknytning til miljøet som informationskilder. Bogen er meget sprolig bevidst. Studenterslang, insidersprog, dialekten langt ude på landet i Sparta. Det er meget morsomt. (forresten bemærkede jeg at amerikanerne åbenbart bruger andre tyske låneord end briterne)

Bogens højdepunkt er broderskabsfesten i Washington hvor Charlotte mister sin dyd. Det er et brag af en beretning helt perfekt set gennem en uerfaren, troskyldig piges øjne. Hendes beskrivelse af festen inden det går galt er i den grad Kathrine Mansfields Her First Ball. Samme forventning, samme glæde, samme beskrivelse af de gamle der kigger på - blot orkestreret på en anden måde, på et helt andet sprog. Så der er noget klassisk over bogen. 

Det er pudsigt at Wolfe har så flot tag i en ung kvindes synsvinkel i så intime ting som sex og kærlighed. (Siger jeg som mand)

Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Sikke en sædeskildring af college liv i USA. Sikke en vrimmel af personer og episoder holdt sammen af en stram komposition. Charlotte og tre mænd der bestandigt krydser hendes vej. 

En kvinde der udvikler sig og får ben i næsen og alligevel bliver udsat for kærlig ironi. 

Anbefales.

24.08.05  

Tom Wolfe: I am Charlotte Simmons

It is a really fine experience to read I am Charlotte Simmons! You are not bored for one moment. The plot has no dead ends. Episodes and scenes are interwoven with lots of suspense and surprises.

Charlotte, the main character, develops from rural piety into sofistication. There are lots of humour and quiet/violent irony in several layers. The description of the wild life at a prestigious American university does not suffer from being delivered by a country girl. I may even be persuaded into believing that this is the real thing. Even Charlotte herself is close to accepting her new environment. And , in fact , there are not many bad guys. Even Hoyt who seduces her at a hell of a party, is almost forgiven at the end.


Talking about ideologies the novel is very liberal. And no one is allowed to be good only. The liberal teacher,  the rich senior student, the intellectual editor of the students´ magazine, every one of them is taken through the grinder. Maybe Charlotte´s parents are the only ones to remain unscathed in their pure and original religious conviction.

What a language – in the preface Wolfe imtimates that he has consulted sources in the right milieus.
The book has a high level of linguistic percfection. Student´s  slang, insider language, dialect as spoken in the little town of Sparta far into the countryside. It is very, very funny. [ by the way I notice that the yanks use different German loanwords from the Brits.]

The climax of the book is the fraternity party in Washington where Charlotte stops being a virgin. It is a fantastic account of a party as seen through the eyes of an inexperienced and innocent girl. Her rendition of the party before things start to go wrong is reminiscent of Kathrine Mansfield´s  Her First Ball. . The same high expectations, the same joy, the same description of older people looking on – orchestrated in a different way, in a different language of course. In that way the book has a classic touch.

It is quite a feat that Wolfe is able to treat things like sex and love from the point of view of a young woman . [ I say as a man ]


It was difficult for me to put down the book once I had started. What a comedy of manners on college life in America. What a maze of personal relations and episodes kept together by a clear structure. Charlotte and the three men who continuously crosses her path.

A woman who matures, who has the guts it takes, but is nevertheless exposed to gentle irony.

Highly recommended.

24.08.05  

  Paul Auster: Oracle Night.  (26.04.05)
( 2004)

Det er en meget spændende bog . Men når jeg analyserer den nærmere, slår det mig hvor enkle virkemidler forfatteren ( Auster ) bruger med maksimal effekt. Med omhu lægger han handlingerne frem . Tid, sted, gader  bliver lagt ud på forskellige niveauer, der hele tiden krydser hinanden.

( Ikke  helt uden mindelser om NY Trilogien )

En forfatter der skal forestille at leve i bogens nutid skriver to historier i en notesbog, der tager kontrollen over hans ”rigtige ” liv. Det virkelige liv der gøres supervirkeligt gennem en række noter. Virkelighedernes virkelighed koncentreres omkring den blå notesbog, der nødvendigvis må tilintetgøres for at fremtiden kan manifestere sig. The blue notebook er en form for virtual reality. (Også dem der færdes på internettet har svært ved at skelne mellem den virtuelle og den virkelige virkelighed.)

Det lyder indviklet! Men det er forbløffende at  følge fortællingernes fremadskriden , man bliver optaget af dem. Den centrale tanke – at vi har fremtiden i os, at vi ikke skriver om fortiden men om fremtiden / skaber den i vores historier – er på kanten af mystikken, men hvem kan afvise at der er noget om snakken, når han har været udsat for Paul Auster.

Perfekt håndværk, spændende læsning. Hvad skal man kalde genren ? I øvrigt skrevet på et klart, let læst engelsk.
Man in the Dark er som udgangspunkt en fin sag hvor hovedpersonen fanges i en forfatterts verden og aldrig undslipper plottet i en historie der er ved at blive skrevet. Men efter ca to tredjedele af romanen "likvideres" vor hovedperson og den røde tråd bliver grå og slutter i romanjegets overværelse af en brutal nedslagtning af et gidsel hos en muslimsk terrorgruppe .  Romanjeget bor med datter og barnebarn som flettes ud og ind i dennes søvnløse nætter. Romanen søges legitimeret i citatet "and the weird world rolls on" ; men Auster er ikke på toppen i denne bog. Den teknik der lykkedes i Oracle Night ; at lade et manuskript infiltrere virkeligheden/ blive til virkelighed; er slået fejl. Der er noget fortænkt over konstruktionen og ufærdigt virker det hele. At verden er weird er ikke nogen legitimation for at sjuske. Vi ved jo allerede fra Ordsprogenes bog at Gud skabte menneskene som de bør være men at "de har så mange underlige ting for. " Tag dig lidt mere sammen Auster "   21. juli 2010.

29.maj 2001

Af mangel på bedre bringer jeg et interview med mig selv :

Hvad læser du i øjeblikket ?

Jeg har genoptaget Villy Sørensen. Hans fortællinger overgås næsten ikke af Peter Høgh . Formynderfortællinger , Sære historier, Ufarlige historier er enkle og komplicerede . En del af den flotte danske novelletradition (HCAndersen, Blixen, Høgh). Desværre er det ikke så moderne at læse noveller. Romanen løber med opmærksomheden.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år ?

Gustav Meyrink : Golem . Den handler om ældgammel jødiske mystik og foregår i en mellemeuropæisk ghetto i en udefineret fortid. Den kunne godt være kult hvis de rigtige mennesker læste den. Den er okkult.

”Månelyset falder over fodenden af min seng og ligger der som en stor, lys, flad sten.

Når fuldmånen begynder at skrumpe ind og dens højre side at falme – ligesom et ansigt, der ældes , først får rynker på kinden og derefter afmagres – gribes jeg ved nattetide af en sørgmodig og pinefuld uro.”

 ……..og så er jeg meget ked af noget jeg ikke kan læse mere – Aktuelt, Danmarks bedste avis – er lukket.

Hvem er din yndlingsforfatter ?

Paul Auster .

Hvilken bog har betydet mest for dig ?

Jeg læser ikke bøger mange gange , det er et svært spørgsmål . Som barn læste jeg Robinson Crusoe ti somre i træk på ferie på landet . Det var den bog der var der . Den fyldte i Thy.

Bibelen bliver man jo ikke træt af – King James´ Authorised Version er så smukt skrevet . Ren poesi i højsangen og salmerne og prædikerens bog.

Og jeg har læst Bang: Ved vejen på et følsomt tidspunkt , den siger mig meget også.

Hvad var det første du læste ?

…….  Den nysgerrige Aborre af Elsa Beskow

Hvilken bog eller genre har du aldrig forstået ?

Forstå er et – kunne lide er noget andet . Jeg bryder mig ikke om romantiske bestsellere . Er heller ikke begejstret for biografier , især ikke dem af nulevende politikere. MEN -
20.08.03 - Janet Frame - New Zealandsk forfatter, har skrevet en trebinds biografi     -    To the Is-land,  An Angel at my Table - An Envoy from Mirror City ( George Braziller, NY, 1998 f.eks.) Det er den mest gribende og ægte livsbeskrivelse jeg nogensinde har læst. Ikke mindre spændende fordi jeg har vandret rundt i Frames fødeby Oamaru på Sydøen. Janet Frames oplevelser på et psykiatrisk hospital gør indtryk !
Så nu er der til en temalæsning hvis man vil læse Kesey: One Flew Over the Cuckoo´s Nest, Plath: The Bell Jar og Frame: An Angel at my table.
En vinters studiekreds måske ? 

Diaz fra cykeltur på New Zealand ? 
Var det noget ? Jeg kommer !

Kulturforbrugeren phhj  ( 04.01.07 )

Hvilken film har du senest set i biografen ?

Den tyske "Das Leben der Anderen" som sammen med "Der Untergang" er bevis på kvaliteten i moderne tysk film Det lykkes i førstnævnte film at genskabe den paranoide og klaustrofobiske atmosfære der herskede i det daværende DDR. Man bliver knuget og rystet og måden man indespærrede et helt land i frygt og glædesløshed. Glædesløsheden og tristheden er måske det værste. Der var ikke håb for fremtiden. Slutningen er overraskende og trods alt befriende.

Hvilken CD´er ligger på din afspiller lige nu?

Elvis og Eivør - to yderst forskellige sangere, men alligevel begge med en autenticitet der betager. Kongen og Færøernes dronning. Eivør kan gøre ting med sin stemme der får de små nakkehår til at rejse sig. Senest hørt ved Tønderfestivalen i august. Hun kaster sin stemme rundt i rummet , modulerer, vibrerer på kanten af det vilddyragtige men aldrig uden at miste kontrol. Elvis er slidstærk - så elementært følelsesladede tekster at man færdes inde i dem med hud og hår.

Hvilken bog har du senest læst?

Alan Paton: Cry, the Beloved Country. På grund af forestående rejse til Sydafrika, skulle den genlæses. Et godt gensyn. Paton skriver enkelt, gribende, smukt. Var ved at fælde en tåre i mødet med den enkle, sort præst med det umådelige potentiale for at elske sin næste. Na- turligvis bliver apartheitstyret afsløret, men det er personerne der bevarer deres værdighed under umulige forhold, der fængsler mig. Utroligt nok er der et slægtskab mellem Elvis ukunstlede sange og Patons enkle prosa. [ Drengen der dør "in the Ghetto" og Kumalos søn, der henrettes har begge umulige odds imod sig. ] 

Hvad har været din største kulturoplevelse i de sidste par år?

Quay de Branly - det etnografiske museum - i Paris. Gensynet med de første otte afsnit af Twin Peaks. At stifte bekendtskab med den taoistiske filosof Zhuangzis "de indre kapitler".  Peter Høegs Den stille pige.

Hvilket kulturprodukt har du følt, du spildte penge på?

Filmen Match Point. En af de evindelige film om de 35 til 45 åriges parforhold. 

Hvilken kulturoplevelse er du ked af , du gik glip af?

En koncert med mit store idol Leonard Cohen, da han gav koncer i Holstebro for nogle år siden. 

Hvilken kunstart gider du ikke bruge penge på?

Jeg er ikke begejstret for musicals. 

14.03.01  Thomasevangeliet

Jesus sagde: ”Den der har forstået verden, har fundet et lig, og den, der har fundet et lig, for ham er verden ikke noget værd.” Hvis det lyder lidt fremmedartet , er det fordi citatet stammer fra Thomasevangeliet (oversat af Søren Giversen) . Thomasevangeliet (se hele teksten på linket her ) er blot et af et utal af apokryffe evangelier, det ved skæbnens ugunst ikke kom med i Det ny Testamente.

Sprogtonen er fyndig og autoritativ  i denne samling af 114 Jesusord.

Hvad med denne her: ” Ve over farisæerne, for de ligner en hund, der sover i oksernes krybbe, for den hverken æder selv eller tillader okserne at æde.” (Logion 112, jfr. Digtet ”The Dog in the Manger”  af Thomas Tusser )

Det logion jeg selv holder mest af er nummer 42 . Jesus sagde: ”Vær folk, der går forbi.”

Og det tangerer i korthed det korteste vers i NT, det berømte ”Jesus græd”.

Thomasevangeliet er udgivet på Gyldendal (7.oplag 1997) Spændende at tænke på at det kunne have været en del af NT, men ikke blev det.

Se for resten  nedenfor , hvor jeg gir nogle tips om folk der ”opfører” evangelier på fornem vis.

”Salige er de, som sulter for at mætte maven på den, som mangler noget! ” Logion 69.

Til jul 2003 !

Og en helt anden version af evangeliet : Prøv at gøre læsningen af juleevangeliet i år til noget helt nyt og charmerende !! der er jo fire måneder til jul.

Der skal kraftigt gøres opmærksom på at den amrk. forfatter Garrison Keillor i sin beskrivelse af livet i en landsby i Minnesota har en genfortælling af juleevangeliet, der har en underfundig charme . Det er indspillet på bånd – jeg vender tilbage til Keillors juleevangelium hver jul. Bogen hvor teksten findes, hedder i øvrigt Lake Woebegone Days.  

 

  17..januar 2003 Neal Stephenson

  Du tror garanteret ikke man kan skrive en vanvittig spændende roman hvor matematik er integreret i handlingen. Du kan blive klogere ved at få fat på Neal Stephenson : Cryptonomicon (Arrow Books 2000) . Man kæmper sig frem i Ny Guineas Jungle, er ved at drukne i snævre gange langt under jorden, er øjenvidne til Pearl Harbour samtidig med at verdens kulturhistorie i dette århundrede knyttes snævert sammen med informationsteknologi. Enhver nørd vil føle sig åndsbeslægtet . Filosofi og matematik og      spænding og informationsteknologi. Check it out man !    

Du tror garanteret ikke man kan skrive en vanvittig spændende roman hvor lingvistik og religion er integreret i handlingen. Men endnu en gang tar du fejl! Snowcrash 
( Penguin Books 1993 )
er en anden vanvittig spændende bog om en verden hvor statsdannelser er afskaffet og folk lever lige meget i cyberspace og den rigtige verden. Masser af dramatik og spænding. Der er tale om science fiction og den filosofiske side af sagen er ret skræmmende . Bogen foregår i et samfund hvor det virtuelle og det reale er så indfiltret i hinanden, at man ikke ved hvad der er hvad. Snowcrash er f.eks. et stof man kan tage i cyberspace og blive angrebet af i den rigtige verden. Man bekæmper hinanden i begge verdner og 
metaverset , som cyberspace kaldes, er me-
mere attraktiv and virkeligheden. Folk er rigtige cyborgs! Jeg er dybt imponeret over hvordan Neal Stehpenson integrerer omfat-  tende viden om sumererne, Astarte, jøde- dommen, Babelstårnet med Chomskys teo- ri om dybde- og overfladestruktur i sproget.Med indsigt i neurolingvistik. Og så er den altså spændende. ( Stephenson har selv opfundet udtrykker metaverse og bruger betegnelserne avatar og bios på sin helt egen måde. )
Jeg tror ikke den er særlig svær at læse på engelsk. Og du vil elske T. og Hiro.


05.01.01David Foster
Wallace: Infinite jest  (1996)

Det har været en herlig måned med 980 sider plus noter :

På et klippefremspring over Arizonas ørken sidder et medlem af De kørestolsbrugende Snigmordere og en agent for Ministeriet for specielle Tjenester forklædt som kvinde. De taler som Gud og Satan i  Jobs bog – om mennesker naturligvis. Og ellers foregår handlingen på et tennisakademi og en udslusningsinstitution for misbrugere. Ude i verden findes en kortfilm , der er så katastrofalt underholdende at tilskuerne dør i en tilstand af overjordisk salighed.

 

Nærmere kan jeg ikke komme handlingen – jeg har ikke siden jeg læste Fieldings Tom Jones indviklet mig så frydefuldt i snesevis af diskurser og totalt syrede beretninger fra det virkelige liv – midt i næste århundrede, hvor årstallene er sponsorerede af de store firmaer og folk tilbringer deres fritid ved en skærm hvor de ser deres individuelt valgte film.

 

Anbefales på det  groveste for enhver der synes at hans/hendes kollokviale amerikansk er ved at forfalde. Et brusebad af vanvittigt sprog i alle genrer. Bikers = scooter puppies;  thinking = analysis-paralysis; Hvis du kender eet ord for et euforiserende stoffer som ikke står i bogen , må du til afvænning.

Den er også ret sjov  . Plus en begmand til det amerikanske samfund som smitter lidt af på os andre også.

 

Helt aside : bogen handler om underholdning – som i ” Det solide undertøjs år ” kun distribueres via små kassetter , så alle har hylderne fulde af deres eget personlige underholdningsmateriale. Og se ! New York Times d. 30.december 2002 – en overskrift siger: now playing , short stories at a web theater near your home . Den slags hedder SHORTS på nutidsamerikansk. Infinite Jest var kun to- tre år forud.

Dyrk David Foster Wallace, han bliver snart moderne.  

13.01.2004 - om DFW er blevet moderne er svært at sige. Siden sidst har jeg været på jagt efter The Broom of the System. Ønsket den i julegave to gange - forgæves - udsolgt. Kviet mig ved at købe brugt eksemplar til flere hundrede kroner. Fandt den så endelig nyindkøbt til biblioteken.

The Broom of the System har ikke den samme kraft som Infinite Jest. Men den er OK. Usandsynlig indviklet plot som et gigantpuslespil hvor tingene slet ikke falder på plads før over midten af bogen. Og hvor det der står bag på bogen egentlig ikke er særligt vigtigt inde i den. De gamle fra plejehjemmet der er flygtet ud i ørkenen , bliver såvidt jeg kan se ikke fundet. 

En vis Lenore Beadsman udsættes for en hærskare af prøvelser fra psykiater, kolleger, familie, elsker, foresatte, mens hun passer sit omstillingsbord i et firma. Da hun til sidst sidder ved bordet omgivet af sine plageånder og det hele er ved at springe i luften, bliver det ret sjovt. Da den talende papegøje optræder i et religiøst show på TV er det ret sjovt. Når psykiateren gøres til grin er det faktisk sjovt.

Det er sådan en plukke bog , hvor man godt kan læse et kapitel og holde pause og så et til.Det hele er meget weird! F.eks. de talløse historier i historien - sjovt nok kommer jeg igen til at tænkt på Tom Jones. (The Man on the Hill inde i bogen ). 

Er ikke direkte skuffet, men det krævede disciplin at læse bogen fra ende til anden. G.O.D. er the Great  Ohio Desert - en kunstig ørken af sort sand med kommercielt sigte. 

PS the fandt ikke ud af hvem det var der fejede systemet. Lenore ? Lang ? Den enormt fede mand, der ville spise hele universet. Eller ?
Don deLillo Hvis du gerne læser engelske bøger er Don deLillo : White Noise et godt sted at fortsætte . Her får du et indtryk af hvad der sker med vores børn , når TV bliver deres naturlige habitat . Og i tilgift ser du hvordan forældrene ikke er at misunde . En meget spændende bog.  

Great Jones Street fra 1973 er en tidlig deLillo. Fuld af rock´n´roll og stoffer. Der er ikke kælet særlig meget for sproget, men det er alligevel spændende at se hvordan en mininalistisk handling i en lejlighed i New York kan dimensioneres i alle retninger. Hvis du vil genopleve halvfjerdserne er det ikke så dårlig en ide at læse Great Jones Street. Bare sproget - så tidstypisk at det ville være umuligt i 2002.

OGSÅ er der MaoII . En smuk bog ! Hvis du er til sprogets æstetik i mættede, beskrivende passager fra massebryllup i Moonsekten, det sønderskudte Beiruth ( et utrolig beskrivelse af et bryllupsoptog lige midt i ødelæggelserne og skyderierne), New York med følelse og kærlighed, i kombination med overvejelser om at skrive og være forfatter, så skal du kun tilsætte et plot hvor personerne ender på steder i livssituationer, man ikke har mulighed for at regne sig frem til på forhånd. Men altså især - det er en underligt smuk bog. 

Hvis du ellers er på udkig efter en god engelsk bog,  kunne det være jeg havde et forslag. Jeg læser løbende engelske bøger.  

  

WWW.nytimes.com - avis . WWW.nytimes.com er en præcis og kvalificeret nyhedskilde . Bedst er det , gratis, at melde sig til den fortræffelige e-mailservice. Jeg får dagligt en opdatering af nyheder . Det er gratis, det er godt . Det er New York Times. Og hvis du har lyst til at blande dig i debatten kan du føre dig frem i de fornemste kredse på engelsk.

 

Fargo grænsebyen mellem Minnesota og North Dakota.
Desuden navnet på en film der er et miks af umage elementer. Den begynder med sørgmodig musik og tyk sne. Den har meget morsomme scener og kraftig vold. Filmen bygger på autentiske begivenheder der er tragiske fordi en lille mands svindel med biler udviklede sig til 8 menneskers død. 

Folk i North Dakota kan ikke alle li filmen fordi den fremstiller dem som en art Pollefiktion i nogle af passagerne. Alligevel kan man som udlænding føle sig tiltrukket af de store vidder og de fåmælte beboere. 

En del af filmen foregår i og omkring the Twin Cities.
White Bear Lake, Moose Lake, Brainard, Stillwater. Dog ikke med panoramabilleder.

Egentlig har jeg blot lyst til at fortælle om min mandag d. 29. april fordi den rummede så mange sammentræf omkring Minnesota, North Dakota at jeg begynder at tro på skæbnen. 

Jeg begyndte dagen med at se Fargo på video og fandt ud af at den foregik på alle de lokaliteter jeg kender fra mit ophold i 1992. (særligt sjovt at en af de to prostitu- erede havde gået på White Bear Lake Highschool hvor jeg har været på nogle studiebesøg - dog uden at træffe bemeldte dame ). 
Da jeg havde set filmen , blev jeg ti minutter senere ringet op af en gammel studerende jeg ikke har været i forbindelse med siden 1992 - naturligvis i the Twin Cities. Da vi havde snakket gamle dage og lagt på var der mail fra en tidligere kollega som jeg har været  sammen med på de fleste af filmens lokaliteter i NA og MN. Desværre med den triste baggrund at slægtsgården i NA var brændt og at en bror havde fået hånden revet af i en landbrugsmaskine - og fået den sat på på en klinik i Fargo. 

Jeg sad så med sammenfiltrede billeder af vintervejene i North Dakota omkring Thanksgiving i 1992 og de samme landskaber i filmen. En nedbrændt slægtsgård og voldsomme fiktive begivenheder samme sted. Et øjeblik var grænsen mellem fiktion og virkelighed brudt.

Fargo - en anderledes film. Betjenten der definitivt nedkæmper den farligste af forbryderne er højgravid og har et meget vindende smil.

Charles Bukowsky: The Captain is out to lunch. The sailors have taken over the ship. 

Det er med bøger som med mad. Man skal ikke spise for hurtigt. Jeg har forslugt mig på Bukowsky en torsdag eftermiddag. En buldrende bekræftelse af at en enoghalv-fjerdsårig kan fortælle om sin verden så man sidder ret op og ned i stolen . Stor livsfilosofi kan sagtens bruge four letter words .

"You can´t always be roaring full steam. You stop and you go. Do you have a cat ? Or cats? They sleep, baby. They can sleep 20 hours a day and they look beautiful. They know there´s nothing to get excited  about. The next meal. When I´m being torn by the forces, I just look at my cats. Writing is  also my cat. "

"You must kill ten hours to make two hours live. What you must be careful of is not to kill ALL the hours, ALL the years."

"Think of the garbage truck coming by and picking up the garbage and I´m not here "

Selvfølgelig er min alder medvirkende til beundringen. Men de fleste vil nyde at Bukowsky ikke går på kompromis med Hollywood .Han bruger ikke sine sidste år på at gøre ting han ikke ville gøre tidligere. Han har den integritet jeg altid har drømt om at have. Uden at gøre sine holdninger til noget opstyltet. Han bryder sig ikke om Shakespeare, ikke desto mindre ser han verden en væddeløbsbane - not a stage but a racecourse.

Så hvis du kan lade være med at sluge bogen, men f.eks. læser et kapitel om dagen, vil du få mange ting at tænke over også selv om du er under 60.

http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=305

har for resten en fin gennemgang af et digt af Bukowsky der hedder
"Shoelaces". Set 16.januar 2003.

Og så har jeg læst Ham on Rye . Det kan da godt være at jeg ikke ville have været helt så begejstret hvis det var der jeg var startet. Men sproget er godt nok potent og den hårdkogt/let triste stil er ok. Bukowski er ret registrerende - slagsmål, fattigdom, gaden, værtshuset. Bedst/værst er forholdet mellem far og søn. "I felt that even the sun belonged to my father, that I had no right to it because it was shining upon my father´s house . I was like his roses, something that belonged to him and not to me...." 

Virkelig down and out :" I was like a turd that drew flies instead of like a flower that butterflies and bees desired. I wanted to live alone . "
Jfr. "We were all in one big shit pot together. We were all going to be flushed away." Ikke  engang katte og hunde gider klappes af ham. 
Ham on Rye er fra firserne. Jeg foretrækker Ejersbo fra dette århundrede når der er tale om lige på og hårdt.

23.04.05
Så er der Post Office fra ´71. Livet som postfunktionær - hårdt og beskidt men alligevel med værdier som kvinder og booze.
Det er sgu vemodigt men  han fanger mig ind, gør Bukowski. Der er en ukuelig slutning og Chinaski er så tykhudet at han rejser sig efter hvert slag. Det tog kun et dag at læse den, jeg forspiste mig en gang til på Bukowski. Der er noget aktuelt over ham tredve år efter han skrev Post Office. Down and out har samme valør som dengang. The under dog vinder den indre kamp og ofte på væddeløbsbanen. Og ofte er det hylesjovt.
På engelsk naturligvis. 

Jakob Ejersbo : Nordkraft (1.11.02)

Jeg har lige læst sidste side i bogen og sidder med en fornemmelse af, at jeg har været langt væk i mange timer. Det begyndte med at jeg efter tredve sider tænkte jeg ville kede mig ihjel. Så blev jeg grebet af bogen. Miljøet i min hjemby - ukendt men beskrevet så jeg tror på det. Og først og fremmest sproget - der er ikke et gram fis i det sprog. Mundret, tro mod dem der taler det. Jeg tænker uvilkårligt på store amerikanske forfattere, der bevæger sig i det samme dagligsprog med ufuldendte sætninger og med uafviselig autenticitet. 

Men det her er dansk og det er godt! Og først og fremmest plottet. De tre dele med den kaotiske beskrivelse af stofbrugeres hverdag - den som senere i bogen viser sig at være den lykkelige tid. Det brede midterafsnit om Allan og Maja. Det forbindende slutafsnit.

Den bog taler direkte til mine følelser. Jeg kommer ind i et univers hvor jeg ikke før har været . Jeg bliver varm om hjertet over solidariteten i miljøet og kold ind i sjælen over omkostningerne. Og så ender bogen med et håb, ikke som i en åndssvag roman om kærlighed men i nogle antydninger der gør at man forlader den uden at være knust. 

Det er en bedrift af en bog. En klart tænkt flot skrevet bog. Og ikke det der kortprosahalløj som man vidst nok kan skrive på et par uger. Det må have kostet sved og tårer at præstere denne overbevisende verden så man tror på den. 

Den 11. november 2003 har jeg genlæst bogen og blev endnu mere glad for den. Den er jo også teknisk udmærket - første del set med Marias øjne, anden del med Allans og sammenfletningen og udredningen af de sidste uoplyste punkter i tredje del , nu set fra mange forskellige synsvinkler.

Og så er midterstykket en meget smuk kærlighedsroman. IKKE lyserødt men slidstærkt. Og indledningen til tredje del hvor forældrene finder deres døde søn da de kommer hjem - hvor er det godt! For slet ikke at nævne brugen af flashback der får tingene til at hænge   sammen - f.eks. Allans erindringer om tiden til søs og skibskatastrofen. Og solidariteten med stofmiliøet - der opretholdes uden at smigre for nogen - uden at rakke ned !

Nu må du virkelig læse den - kære læser!

Tillykke Ejersbo!

Og så går man og læser Grøndahls bog "Et andet lys" og får omgående lyst til at dele alle bøger op i to grupper - dem man nikker til og siger at sådan er livet og dem der beskriver det ukendte så man tror på det.
"Et andet lys" tilhører den første kategori og Nordkraft den anden. Begge er fine bøger. 

Johan Fjord Jensen har skrevet en bog om begravelses- pladser i Vesten. Vest for paradis. (Gyldendal 2002)

Den er rart tværfaglig. Det viser sig at et så eksotisk et område som begravelsespladser kan bruges som samlingspunkt for alle strømninger i vores vestlige kultur.   

Jensens viden om arkitektur, natursyn, religion, sociologi er stor. Han har taget tusindvis af billeder på begravelsespladser i hele verden og bogen er rigt illustreret. Men som allerede antydet: Det er især fascinerende at se at ethvert udgangspunkt ( i dette tilfælde begravelsespladser) kan bruges som udgangspunkt for en analyse af et samfund.  


Jeg besøger tit den lokale kirkegård når jeg rejser - i fremtiden - fra og med Rom i påsken - vil jeg se på dem i et mere kvalificeret perspektiv. Jeg anbefaler den protestantiske - at stå ved Keats´ og Shelleys grave - det er stort. De ligger tæt ved pyramiden.

 

Jonathan Franzen : The Corrections ( Fourth Estate 2001)

En rigtig god bog på mange måder. Jeg er oprigtig imponeret over beskrivelsen af kvinden Enid og hendes demente mand Alfred. Deres samliv, tanker er præcist, smertefuldt og morsomt beskrevet..
Franzen kommer dybt ind i den dementes univers, det dagligdags ting der er umuliggjort, frygten for umyndiggørelse. Det er tæt på de onde drømme jeg selv kan have om alderdommen, men alligevel mere fordøjeligt end En sang for Martin af Bille August. Det hænger sammen med, at Martin ses udefra og derfor bliver mere patetisk, fortabt. Alfred beskrives i sin langsomme forfaldsproces med værdighed og humor. Det er dybt frustrerende men forståeligt.

Bag Enid og Alfred de tre børn Gary, Denise og Chipper, der hver får store afsnit af bogen inden de mødes hos forældrene til den jul som Enid har drømt om i mange år. 

Jeg er ikke sikker på om titlen er velvalg. Der kommer en forventning om et show-down hen imod slutningen, men det hele løber ud i et kedeligt forudsigeligt kapitel a la "hvad er siden hændte lille Per." Det afsnit burde skrottes! 

En lille bitte tendens til forherligelse af the American way of life i forhold til Europa/Østeuropa er heller ikke klædelig. Men som sagt:
Store dele af bogen er god læsning. 

Kunne godt undvære f.eks. hundrede sider i de længere levenedsbeskrivelser .

Der er ikke tale om en visionær bog, men en habil beskrivelse af mennesker i sen-halvfemsernes USA.

Paula Fox: Desperate Characters 
er en bog uden namedropping og lånt sprogdragt!
En midaldrende kvinde i et tilsyneladende fungerende ægteskab bliver alvorligt kradset af en vild kat hun vil give mad.
Dette udløser et fire dages koncentreret opbrud i vennekreds, parforhold, samfundet, nabolaget. En slags trance griber kvinden. Forløsningen kommer da hendes mand i frustration slynger et blækhus mod væggen og de står og betragter blækket der flyder mod gulvet. 

Det lyder jo ikke af meget. Men lad dig ikke narre. Hver sætning i romanen ( 156 sider ) er kompakt, relevant, flertydig.
Det er anden gang ting begynder at ske for læseren. 

"All around them were official buildings, with the peculiarly threatening character of large carnivorous animals momentarily asleep." "... nursing memories of FC. like an old crone with a bit of rag for a baby." "... gripping the bannister with a hand that looked like a glove full of water." Ja, billedsproget fejler ikke noget. Det er originalt. Jeg sidder med billedet af en forfatter der i den grad nyder at skabe et univers, at skrive og meddele sig. 

Og bag det hele denne fornemmelse af at den dagligdags verden skjuler truende farer, at den kan slå revner når som helst. 
Budskabet er måske at den dagligdags verden ikke er noget givet , især ikke hvis vi tager den for givet. Den lille tue vælter det store læs. 

Og hvorfor er det nu, at hovedpersonen hele tiden prøver at bagatellisere sin forrevne hånd? 

Ovennævnte Jonathan Franzen har skrevet et forord til bogen - det var iøvrigt ham der genopdagede den. 

Jonathan Lethem:  The Fortress of Solitude er en god oplevelse. 
Den handler om Dylan Ebdus og hans opvækst i Brooklyn plus hans senere liv. Som titlen antyder et ensomt liv, stærkt præget af andre personer, venner, forældre, kvinder sorte og hvide. Ligesom i Drageløberen finder der en forløsning sted sidst i bogen gennem Dylans opsøgning af en nøgleperson i fra barndom og opvækst. Dylans personlighed er præget af at han som næsten eneste hvid vokser op i et sort kvarter. Det er spændende at leve sig ind i den hvide drengs instinktive forholden sig til omgivelserne. 

Hovedtråden må være de stadige referencer til barndom og ungdom. Søgen tilbage. Gradvis afklaring af forholdet til nøglepersonerne Mingus Rude og Abraham Ebdus - jævnaldrende og far. På overbevisende måde lar forfatteren Dylan komme til afklaring gennem et sidste besøg i barndommens gade og det fængsel hvor Mingus er indsat.  Slutningen er lykkedes ganske godt uden for meget happy end eller efterrationalisering.

Jeg er meget optaget af bogens miljøskildringer. Det er muligt at leve lige midt i gadens baseballkampe og mugging. Jeg husker husene, træerne, bussen der kommer hver halve time. De omgivende gader og deres forskellige grader af farlighed. Jeg tror jeg kunne tegne gaden og kvarteret og befolke dem med bogens karakterer. Lige så overbevisende er skolemiljøer, uinversitetsmiljøer, hoteller, kollektiver beskrevet. Lethem er mester på dette område. 

For en musikfreak der husker  al musik i halvfjerdsernes USA må bogen være et fund. Jeg har ikke tal på de sangtitler, kunstnere, grupper der funger som et stemningsskabende bagtæppe overalt hvor bogen færdes. Og gadejargonen er helt i top. Jeg føler mig godt guidet rundt i et miljø i USA jeg måske ikke selv ville opsøge - dermed opfylder bogen jo en af litteraturens fornemste opgaver: At lære os hvordan livet også kunne være/have været. 

Så gå trygt ombord! Oplev Brooklyns farlige miljøer efter mørkets frembrud. Lær hvordan man stjæler sine materialer til graffitti krigen der altid raser lige ude bagved. Der er rigtig mange gode tip til graffittiskriveren. Oplev hvordan forskellige former for misbrug af narkotika og spiritus påvirker organismen. Men først og fremmest hvordan Dylan Ebdus bryder ud fra stilhedens fæstning.

Etisk og racemæssigt er bogen rigtig god at få forstand af . Den hvide dreng i mindretal. Først ubevidst senere bevidst reagerende. Hvid sort. Far søn. Mor søn. Venskaber under forandring i tid. Kloge nok på de ting bliver vi nok ikke, men et stykke kommer vi . Bogen tar ikke billige points hjem.Den er seriøs uden at være knugende.

- og flere af hovedpersonerne tror de kan flyve.

Når man så går videre og læser Motherless Brooklyn er det næsten som om man kender the urban songline - gadenavne, det rå miljø, jargonen når en sej/blød fyr med tourettes syndrom prøve at opklare mordet på sin bandefører. 

Det er en meget morsom bog. Syndromet medfører at grove typer bliver prikket seks gange på skulderen selv om de er bevæbnede, at der skal sluges seks burgere, at det der bliver sagt skal transformeres til de mest usandsynlige ordkombinationer. Og så er den rent faktisk spændende når vor helt vover sig ind i løvernes huler. Bogen er ikke så kompliceret som The Fortress of Solitude, men har til gengæld en snert af de store hårdkogte amerikanske  krimiforfattere i sin stramme inklusion af nødvendige detaljer. Den må nødvendigvis læses på amerikansk engelsk. Jeg har ikke set den danske oversættelse, men tror på at den sproglige aroma er svært omsættelig til dansk.

William Gibson - science fiction forfatter. Jeg har lige læst - Count Zero,
Mona Lisa Overdrive, Virtual Light og All Tomorrow´s parties.

Det der har betaget mig, er Gibsons store kærlighed for broen. En af broerne til San Fransisco er blevet ufarbar i forbindelse med et jordskælv og omgående koloniseret af hjemløse. Der opstår et fascinerende miljø på broen hvor skæve eksistenser "ombygger" de forskellige dæk til det mest utrolige virvar af boliger forbundet af trapper, hjemmelavede elevatorer , og reb. For mig bliver denne del af Virtual Light og All Tomorrow´s Part-
ies meget mere central end sf-delen, cyberspace etc. Om handlingen afgøres i et gangsterhovedkvarter eller i cyberspace er ikke væsentligt. Men den geniale ide at Golden Gate Bridge skulle kunne blive Klondike, Christiania eller Shanty Town, det rykker. Det er miljø , det er overbevisende. Jeg befinder mig godt her.  Rydell, og  Chevette bliver fortrolige . 

Der er naturligvis en parallel verden men ikke så fuldt udviklet som i Snowcrash ( Stephenson). Der udkæmpes kampe i cyberspace både Count Zero og All Tomorrow´s Parties, men folkene i "virkeligheden" virker "virkelige" på den måde, at denne verden er den altdominernde og den parallele er hjemsted for kræfter de ikke helt forstår. I Snowcrash kan man forsvinde ind i den anden verden, og den er mere attraktiv for mange. 

Personerne i Mona Lisa Overdrive og Count Zero og de to andre er "almindelige" mennesker, der tænker i enkle baner og ender med at overvinde store sammensværgelser. Gibson har en måde at sætte en personkreds sammen på . De starter i hver sit miljø og filtrer sig sammen i løbet af en bog. 

Tro nu ikke jeg har overset teknikken - biosoft, stimsims m.m.mere. Der er bare det ved det at de her beskrevne bøger er fra halvfemserne og derfor måske ikke så overraskende på det felt. Geografien er også anderledes end idag - Japan får en central rolle i Gibsons bøger. Min konklusion må være at de er rigtig god underholdning. Men at jeg må vente med min endelige vurdering til jeg har læst Snowcrash og Gibsons seneste bog.

Hvis du har lyst til at diskutere det jeg har skrevet, er jeg klar til at blive klogere. Min gæsteside er åben !

 

 

4. februar 2004

Ole Vardinghus har skrevet digtsamlingen Man indløser billet til håbet. Den er udgivet

  WWW.Eboghandelen.dk   Samlingen er en bredt favnende indgang til mange facetter i tilværelsen: ”Videnskab er sandheden – eller måske blot fravær af løgn”, ”Skæbnefortællinger”,

” Herre over liv og død” , ”Eksistentialsætninger”, ”Selvbiografier” og ”Prætentiøs knækprosa” er

nogle af overskrifterne til de 13 afsnit samlingen er opdelt i.

 

Samlingen er præget af humor, udpræget sans for at jonglere med ord, samt en referenceramme der spænder fra teosofi, eksistentielle spørgsmål, opera og klassisk musik over Newton og Bell til barndommens lille verden.

 

Bedst er Vardinghus i afsnittene ”Skæbnefortællinger”, ”Eksistentialsætninger” og ”Selvbiografen”.

Her kommer digteren tættest på at ”indløse billet ” . Sin egen eller andres. Jeg nævner eksempelvis

det fængslende digte om cyklisten der bliver dræbt i et øjeblik af lykke mens han cykler i solopgangen ( Afstandsbedømmelse ) eller den gamle herre der vemodigt søger at skille sig af med sit tidligere liv . (Galvaniseret rustvogn).

 

”Disse konstante skyggebilleder og lydspor/ gør det umuligt at være til stede ” er konklusionen i

digtet ”Grublerier” og ”Mandagsblues skønt det ikke var mandag ” er essentielt i  ”Blues” . ”Forliste drømme/ vender altid tilbage” står der i et tredje digt . Der er følsomhed til stede. Det er ikke helt enkelt med den billet !

 

Mest holder jeg af afsnittet ”Selvbiografen” , hvor digterens konkrete selvoplevelser fra barndommen er i spil. I en række  fine digte -  ”Murebalje ohøj”, ”Juli 1969”, ” Egetræet”, ”Lindholm Høje”, ”Fodbold for bier” og ”Udlængsel” , afrundet med ”Souvenirs fra erindringens Køkken” – kommer vi meget tæt på levet liv. Billetten til håbet løses i barndom og fremtid. Det der var, blander sig bestandigt med det der er og det der skal komme.

 

Her ligger min centrale læseroplevelse. At Vardinghus desuden slynger om sig med kugleskøre udtryk og respektløse udsagn om dette og hint tager jeg med som ekstra bonus.

 

Poul Høllund Jensen

Ane-Marie Kjeldberg: Keramik . En roman. 
www.eboghandelen.dk NB Fred og ro - se nedenfor !

Keramik, som er udgivet på eForlaget, fortæller om en ung kvindes udvikling omkring tyveårsalderen. Hannahs selvstændiggørelseproces med dens kriser og glæder fra moderens død over de første år på universitetet og frem til tidspunktet, hvor hun er klar til at overtage ansvaret for

sig selv og sine handlinger.

Keramik slår mig som en modig bog. Den anslår et roligt, overvejende tempo i en tid hvor det hurtige og sensationelle er i høj kurs. Hovedpersonens tanker og udvikling er beskrevet med omhu for detaljen og tilgodeser læserens behov for at komme ind i hovedpersonens tanker og udviklingsbaggrund. I den forbindelse kommer jeg til at tænke på Jane Austens roman Emma. Også Hannahs modning løber fra virkelighedsfjerne forestillinger om verden og andre mennesker frem mod større og større evne til at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det der i begyndelsen måske kan virke irriterende – de hypersensitive pubertetstanker – bliver efterhånden bogens styrke. Netop gennem den hudløse blotlæggelse af Hannahs svagheder bliver vi overlistet af forfatterens fortælleteknik, så vi gradvis applauderer selv de svageste tegn på styrke og faktisk bliver imponeret når hun i slutscenen " Trak ham ved lemmet hen mod sig." En ganske anden kvinde end hende, der "faldt i søvn med Niels i tankerne, som hver aften i de sidste to år."

Som antydet ovenfor foregår Hannahs udvikling ikke udelukkende på tankeplanet. Det smertelige, tabubelagte og frydefulde seksuelle element ligger i et kaotisk spændingsfelt mellem erfaringer og tanker omkring bl.a. onklen Otto, kæresten Simon , broren Gregers og veninden Regine .

Og som den dybe understrøm ligger savnet af moren, der dør på et tidspunkt, hvor hovedpersonen ikke har mulighed for at bearbejde tabet til bunds fordi andre slags kærlighed gør krav på opmærksomhed.

Stærkest står hovedpersonen Hannah og gennem hendes iagttagelser kæresten Simon og broren Gregers. Svagere visse steder dialogen. Eksempelvis kan samtalerne på kollegiet virke skabelonagtige. Karikerede ? Forfatterens styrke ligger i indfølingen i hovedpersonens tanker og synsvinkler.

Fortællingens rammer er tidløse. Der er få henvisninger til begivenheder i samfundet eller tidstypiske handlemønstre. Det almene er i fokus.

Der er stor originalitet i anvendelsen af symboler. At skandere græsk poesi sættes på spændende vis op imod processen at dreje ler på en drejeskive. Det regelbundne overfor det runde, bløde og kreative. Onkel Otto og lektor Westermark er fortabte på deres side af grænsen , mens Gregers er tæt på at forføre med sin "keramik".

Man kan mærke at forfatteren har noget på hjerte, at bogen for hende er nødvendighed.

Poul Høllund Jensen

PS - nu kan du læse videre - Kjeldbergs nye roman Fred og ro handler bl.a. om miljøet omkring det tyske mindretal i Sønderjylland. 

Ane-Marie Kjeldberg har udgivet sin anden roman: Fred og ro. ( Facet 2007 )

Romanen foregår i Sønderjylland blandt det tyske mindretal i landsdelen. Vi følger en ung kvindes oplevelser og udvikling i dette miljø som hun kommer ind i da hun bliver gift med Hannes, en anden af bogens hovedpersoner. Miriam havner i en kæde af famliehemmeligheder og den tavse indadvendthed der ifølge bogen stadig findes i dele af det tyske mindretal.

Bogen er præget af en sikker situations- og miljøbeskrivelse. Ligesom i den første roman er forfatterens fine sans for humor et stor aktiv og intensiteten i handlingsforløbet er stærk.

Problematikken omkring det tyske mindretal er ikke ofte behandlet i litteraturen .Indelukketheden, klaustrofobien lyser langt væk. For udenforstående et spændende indblik. For de berørte uden tvivl et udgangspunkt for debat.

Det er en let læst bog:  Kapitelinddelingen er er fin service til læseren

Min hovedanke mod bogens litterære kvalitet er ubalancen mellem det seksuelle og resten af bogen. Jeg synes, at den spinkle sprogtone [ som jeg sætter højt ] og den antydede og langsomt voksende konflikt og indsigt kommer til at stå i skyggen af det erotiske. Som om det erotiske er tilføjet senere. Det er ikke nok for mig at det seksuelle er saftigt og flot beskrevet. Det tar ligesom opmærksomheden fra helheden. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Marylin French´ s  roman The Women´s Room, hvor vi efter hundreder af  siders længsel og overvejelser  får en lang, fantastisk og detaljeret erotisk scene . Lige det hovedpersonen har brug for efter læserens mening . Derefter  kommer den totale afvisning af den mand det drejer sig om. En flot feministisk pointe er bragt i spil og hovedpersonen går i sin selvvalgte enlighed på stranden. Der er en organisk sammenhæng mellem elementerne i bogen. Uden nogen sammenligning med French i øvrigt mener jeg at sex behøver en kraftigere legalisering i litteratur end så mange andre temaer.
[ Men jeg synes ved Gud ikke Ane-Marie Kjeldberg skal blive feminist for at tækkes læseren. Min pointe har noget at gøre med balancen mellem forskellige elementer i et litterært værk. ]

Jeg synes bogens univers[ i og omkring gården Unter den Linden] er flot visualiseret og at replikkerne er sikrere end i Keramik. Beskrivelsen af Hannes ´ dybt forskruede forældre, hans ven med det bizarre navn Bolle, søsteren Lises telefon sexforretning og den gamle tysksindede på plejehjemmet er vellykkede. Det er blot som om der er for mange konflikter og skæve eksistenser – dyresex  , lesbiske, homoseksualitet, sindssygdom, fortidens synder, det tyske mindretal, tilflyttere/fastboende. Jeg får ikke helt plads  til at forholde mig til det hele.

Hvilket ikke forhindre læseren i at få en interessant oplevelse ud af  at læse Fred og ro.

Poul Høllund Jensen

16. august 2007

 

..................................................................................

Mogens Bynkou Nielsen har skrevet digtsamlingen ” Et træ åbner sig ” og udgivet den på Eksperimental Forlag , Hinnerup.

Denne æstetisk layoutede digtsamling rummer 67 digte. Oftest iagttagelser fra årets gang i naturen og fra hverdagen, men læseren får også lov at kigge forfatteren over skulderen når denne filosoferer eller slår en smut ind omkring sig selv.

Naturdigtene anslås allerede i titlen. De er udtryk for stor iagttagelsesevne og rolig indlevelse i træer, fugle, vind, sol, sne edderkopper, mariehøns,  siv og biers natur. Ikke traditionel naturlyrik , men iagttagelse omsat i billedsprog og forsynet med overraskende kommentarer, pudsige vinkler. Kastanieblade kravler hastigt som edderkopper. -  Svalerne der strøg mod himlens skjorte .- Sneen er den store magiker. Skovens trommesal begynder blødt – er nogle af de mange rammende bille- der. Det er tydeligt, at forfatteren har sin daglige gang i naturen og forstår at afdække det der ligger under den umiddelbare overflade.

Bynkou kan noget med sproget! F.eks. i digtet Aftenstemning:   Sivet fletter sig i sin dyne/månen er vred i nattesærk//kvælden lyser på bondemandens jord/aftenguldet vaskes i gruekdelen//og tidens kjortel. Ord som kvæld og gruekedel, der længe har stået i sprogets glemmebog, bliver genopdagede og skaber en helt speciel stemning med månen som arrig bondekone. Nyskabende er også linier som drager der blev overholdt i snor; skyerne der krøb i alle størrelser; knapheden brister/de sidste fibre er slidt op.

Mogens Bynkou har en fortid som indisk filolog og jeg mener at kunne ane en filosofisk dybde adskillige steder i samlingen. En tandlæge er ikke stærkere/end det bor han bruger…en skolelærer er ikke klogere/end mængden af de børn han har været. Sjælevandring! Og så er jeg helt vild med følgende digt : Erindring : Den demente husker sin egen far/da han smed ham så højt i luften/og greb hvad der nu faldt ned//i bittesmå stykker af barn.

Så er der humoren : .. jeg sidder med avisen i hånden/og stirrer på et billede af Gud….af artiklen fremgår det at han stiller op til valg igen ; og alvoren : Det forår sprang skoven ikke ud/ en dag standsede solen på sin bane.

Samlingen er bredt anlagt. Men enkeltdigtene har ofte stor skønhed og eftertanke. Læs et par hver dag på det tidspunkt af dagen hvor du er særlig åben for indtryk !

!!! Det samme er tilfældet med den nyligt udkomne samling af Mogens Bynkou Nielsen . Fra å til ø. Og det er bestemt ikke ment som en mangel . Det betyder, at det enkelte digt har så stor kraft, at man er nødt til at holde pause inden det næste. Mogens kan noget meget spændende: Uden provokerende eller uskønne ord får han først læseren til at hvile i en tilstand af harmoni - lissom når man smager på chilipeber og synes at den er da meget mild de første sekunder - men så begynder man at tænke over de dybere lag, den dybere mening med det man lige har læst og der opstår en ofte udefinerbar uro. Førsteindtrykket er langt fra så uskyldigt som man tror. 

Jeg synes du skulle gå på biblioteket og forlange at låne Mogens´ sidste samling. Eller bedre: Købe den selv.   

6. oktober 2006

Poul Høllund Jensen

 

A Passage to India blev vist på DR1 nytårsdag. Det er en stor film. Dens mange facetter kan ikke opfattes i en visning. Selve fortællingen ( Forsters roman ) holder en fast i en elementær nysgerrig spænding. Der er utrolige klimakssekvenser - the Marabar Caves, retssagen, og mindst lige så meget de mange personlige opgør og sandhedsøjeblikke .

De indiske kulisser får mig til at længes mod den del af verden med måske de samme øjne som Miss Quested. ( Mine fremskudte observationsposter ). Længes eller skræmmes eller forvirres. Denne usikre balance hos Mrs. Moore og hendes unge ledsager er bogens bærende element. Kun sjældent får de fast grund under fødderne. 

Filmen viser mig mange grunde til at mulighederne blev forspildt i den del af verden . Kulturer, der ikke mødes selvom de går op og ned ad hinanden til hverdag, skaber myter. Det forsømte kulturmøde er skildret med meget stor indsigt. Mennesker har noget tilfælles hvis de giver sig tid til at opdage det. En stor romanforfatter kommer til sin ret i A Passage to India - også i filmens mere hurtige medie. Og de næsten tre timer er nødvendige.  

Jeg har været langt væk i mere end en forstand i den tid filmen varede. Og pudsigt nok forstod jeg lige pludselig, hvorfor Richard i "Fint skal det være" aldrig har drevet det til at blive en stor skuespiller, da han dukkede om som britisk læge i Indien.

LABOR DAY

Labour/labor day er tilfældigvis blevet en meningsfuld dag to gange. USA 1992 og New Zealand 1999.

I 1992 bød dagen på en dejlig kanotur med tre kolleger fra Lakewood Community College på Saint Croix River i det østlige Minnesota. Jeg husker der var mange ørne. Vi gik i land på en sandbanke og lavede mad. Min rofælle blev træt hen på dagen så de sidste miles var det mest mig der padlede. Var træt og tilfreds da vi nåede målet nede ad floden og fik kanoerne op på bilen.

New Zealand 1999 var en noget mere ubehagelig oplevelse. Labour Day var jeg i høj fart og medvind på vej fra Whanganui mod Wellington. Da jeg skiftede retning og kørte mod syd blev jeg væltet af den stærke sidevind og lå og sprællede på asfalten. Senere blev jeg hjulpet til den nærmeste by Foxton. Jeg skriver i min dagbog -

" Nu spidser det hele til. Man kan ikke ta cykler med tog eller bus uden at ta pedalerne og kæden af. Nu er jeg godt nok strandet. Jeg synes ikke armen er go nok til at cykel vejen til Wellington og kan ikke ta cyklen med uden at skille den ad.-
Jeg er i knibe kl. 10.45. 
Og efter en nat hvor folk har rendt rundt på gangen og taget i dørene og banket og rumsteret. En var måske lidt sær, han råbte hele tiden på en eller anden. Puh ha. "Rowan" råbte han hele tiden. "Why have you locked the door?" MEN efter en tur i regnen fra Info til hotellet får jeg igen et fantastisk bevis på folks hjælpsomhed. Vic -værten - siger : Jamen så kører jeg dig til forstadstoget!! Jamen altså: En halv time senere står jeg ved endestationen til bybanen 35 km. væk. " 

Jeg kommer meget gerne og viser lysbilleder og fortæller med begejstring om min cykeltur i New Zealand . mail mig på: mandagsdigte schnabella - jubii.dk.

Jeg skæver altid til kalenderen når vi nærmer os Labour Day.

Donna Tartt: The Little Friend er lidt anderledes. Det er en bog med en tolvårig pige som hovedperson skrevet for voksne og skrevet som spændingsroman. Den foregår i USA´s sydstater og er skrevet af en (derboende) brite på britisk engelsk. Fra f.eks. To Kill a Mockingbird eller Stegte grønne tomater er vi vant til at det er amerikanere der har monopol på den slags romaner. 

Spændingsniveauet er højt gennem det meste af bogen. Det er ikke stor litteratur, men den tolvåriges synsvinkel tilfører bogen en usædvanlig spændingsdimension. Mest har jeg at indvende mod slutningen, der må betegnes som noget af en blid fuser. 

Det er lykkedes nogenlunde at skrive indenfor en tolvårigs begrænsede erfaringsmuligheder , dog ikke så sublimt som omkring Scout i To Kill a Mockingbird. ( hun er vist 9 ). Harriets verden er måske en anelse ude af sync. Balancen mellem beskrivelsen af det fysiske i et miljø og den  mentale side ? Den ( måske villede ) underspilning af det sexuelle ? Den uskyldsrene omgang med slanger? Hjertets renhed er at ville alt? Måden  indsigt opstår på i hendes hoved?

Men plottet er meget fint udtænkt og det er en rigtig sidevender.

15. august 2005